To tørfisk

Uden Olaf havde nogen bagtanker med en ung pige, Marion, som han havde truffet på skibet, Tjaldur, på rejsen til Færøerne, var han nu på vej mod sit værelse på Dalervegur med pigen under armen.

På værelse stod den første sending øl og spiritus, han og hans roommate havde fået leveret for få dage siden. Hvorfor Olaf ikke lige havde i tankerne, at måske kunne lære Marion lidt bedre at kende når de kom hjem, var, at han netop delte værelse med en murersvend.

Da de gik ind ad hoveddøren, stak Olafs værtinde lige hovedet ud fra sit køkken. Køkkenet lå lige i forlængelse ad gangen, hvor trappen til husets første sal førte op til. Lige ved siden af trappen lå tre afsvedne fårehoveder – lige klar til middagsbordet den næste dag. Værtinden havde lynhurtigt noteret sig, at der var pigebesøg på værelset, så kunne der kræves lidt mere ind for en eventuel overnatning. I hvert fald ville et toiletbesøg kunne give lidt ekstra til huslejen!
Olaf og Marion tog begge deres fodtøj af, inden de gik ind i huset, da den nye vej op til Dalavegur havde været så mudret, at deres sko var mere end snavsede.
For enden ad gangen, på første sal, lå Olaf og Kurts værelse. Begge deres navne stod på døren.
”Så I bor sammen?” spurgte Marion lidt undrende.
”Tja, det er jo en billig måde at bo på, og så er det møbleret med rent sengetøj,” svarede Olaf og åbnede døren så Marion kunne komme ind.
”Møbleret?” Hendes stemmeleje var ikke det mest jublende, da hun iagttog det sparsomme møblement, ”men sengene har I da.”
”Ja, og et bord og to stole,” supplerede Olaf hendes undersøgelse rundt i værelset.
”Okay!” sagde hun, og stillede sine sko lige inden for døren og gik hen imod en af stolene ved bordet for at hænge sit overtøj på stoleryggen.
”Så kan du tage stolen, mens jeg lægger mig her,” sagde hun spydigt.
Hun smed sig på sengen, og strakte sig lige så lang som hun var. Derefter satte hun sig op, så på kasserne, der var placeret for endevæggen nogle meter fra døren.
”Giver du en øl?” spurgte hun, mens hun trak benene helt op under sig.
Olaf havde lige taget sig i at stå og betragte Marion i sin seng, som hun kort forinden havde ligget og ”slanget” sig i. Hun så egentlig rigtig godt ud, og hendes røde hår, som var blevet lidt længere siden deres sejlads med »Tjaldur«, klædte hende endnu bedre, end han kunne erindre.
”Giver du en øl?” gentog hun nu i et lidt højere tonefald, der fik Olaf ud af sine tanker, der allerede havde fået ham ned på sengen ved siden af Marion.
”Selvfølgelig,” svarede Olaf, lidt ærgerlig over at blive revet ud af sine tanker – lige i dette øjeblik.
Han havde endnu ikke fået sit overtøj af, men gik over til kasserne på gulvet, for at hente en øl til Marion.
”Ja, ja – ro på,” spandt hun med en lille latter, ”så meget haster det nu heller ikke – få nu din jakke og tørklæde af, så kan du hente os to øl og sætte dig ved siden af mig.”
Olaf lod Marion overtage kommandoen – især efter opfordringen med, at han kunne sætte sig ved siden af hende på sengekanten.
Lidt efter sad de sammen på sengen og sagde skål til hinanden – for første gang efter de skiltes på »Tjaldur«.
Marion fortalte om sin ankomst hos sine forældre, der havde haft rigeligt plads til hende og sønnen Søren, idet hun havde fået hele underetagen af huset for sig selv. Da hun var uddannet som damefrisør, havde hun hurtigt fået sig et arbejde – ovenikøbet et ret godt betalt job, som hun var vældig godt tilfreds med, men der var stadig noget der trykkede hende. Det var bestemt ikke let at være enlig mor på Færøerne, og Sørens far var et totalt overstået stadie.
”Og helt ærlig,” havde hun tilføjet, som om hun var under hypnose, ”ham er der sgu heller ingen fremtid i.”
Marion havde helt andre tanker om en fremtid med sin søn. Fremtiden lå måske i Trondheim i Norge. Hun havde allerede søgt arbejde i Trondheim og havde kunnet vælge imellem fire damefrisørsaloner, som alle var meget interesseret i hende. Hun havde endnu ikke svaret, men det var så godt som sikkert, at det blev et af de to tilbud, som lå nærmest centrum i Trondheim. Der var ligeledes også ideelle betingelser for børnehave og skole, når Søren engang blev så gammel. Så egentlig var det en nøje gennemtænkt plan, som hun så frem til i Norge.
Selv bolig havde hun allerede forhørt sig om, og her var der flere steder hun kunne komme i betragtning som enlig mor, så alt talte for, at hun snart tog den endelige beslutning.
”Hvad med dig, trives du på Færøerne?” spurgte hun forsigtigt spurgt til Olaf.
Olaf fortalte om sin første tid – og om de oplevelser han indtil nu havde haft. Færøerne havde været en meget stor oplevelse – og omvæltning for ham, men det havde været til den gode side, som han på ingen måde ville have undværet. Men, der var et stort men – en tanke, der trængte sig mere og mere på. Han var stadig ung, og tanken om Australien spøgte mere og mere i hans hoved, så det endte sikkert med, at han meget snart drog sydpå.
”Så kommer der ikke ret mange bukser ud af de skind,” havde Marion konstateret, ”du drager sydpå – og jeg tager til Norge.”
Olaf vendte sit blik om mod Marion, der lo lidt af sin bemærkning – og ikke mindst af Olafs reaktion.
”Ro på,” sagde hun endnu engang, ”vi er begge frie og uafhængige mennesker, der blot følger vore indskydelser – og sådan skal dét være.”
Olaf og Marion kunne nu høre fodtrin på gangen udenfor. Fodtrinene nærmede sig deres dør. Olaf kunne med det samme genkende lyden på Kurts gang, men denne gang lød den lidt mere højt – og så måtte Kurt have pådraget sig en slem forkølelse inden for den sidste times tid, for han hostede enormt meget.

Fortsættes

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *