Er Danmark blevet en bananrepublik?

Når man læser om den advokatundersøgelse, i forbindelse med politiets actioncards om den ulovlige ordre om udryddelse af samtlige mink i Danmark, så kommer tanken hen på, om Danmark er blevet en bananrepublik – og ikke en retsstat!

Det bliver ikke bedre af, at 60 politifolk – i et callcenter – er blevet placeret, for at ringe rundt til minkavlerne, for at udføre regeringens ulovlige ordre om, at aflive samtlige mink i landet, hvor det efterfølgende ikke er muligt, at finde frem til hvem der har besluttet at sætte de 60 politifolk ind mod minkavlerne – så er det, at alting hører op!

Hvis ikke det ansvar bliver placeret her, så bliver det meget svært at tro på politiet i fremtiden.

Jeg kommer til at tænke på, dengang den kinesiske præsident besøgte Danmark i juni 2012, hvor politiet greb ind mod de demonstranter, der bar det tibetanske flag som protest mod Kinas politik overfor Tibet. Her blev grundloven krænket – af politiet – men ingen kunne finde frem til, hvem der havde givet den ulovlige ordre om at inddrage det tibetanske flag fra demonstranterne.

Denne sag ligner til forveksling sagen fra 2012. En ting er, at jeg ikke tror på en politiker – men nu også Rigspolitiet? Den er sgu svær at sluge.

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *