Er turistsæsonen overstået?

Skolebørnene er for længst begyndt i skolen igen, så egentlig skulle den største trængsel være overstået, når vi taler om feriegæster på Bornholm. Turistsæsonen er på retur – og især når vi er inde i sensommermåneden!

Og er den nu også det? Nu er vi ikke ligefrem dem, der render på restauranter i tide og utide, og vi kender langtfra de restauranter, der ligger lige omkring os, så derfor fik vi noget af en overraskelse forleden aften.

Vi havde fået et gavekort til “Margeritten” i Allinge, en restaurant, der ligger på kirketorvet i Allinge. Gavekortet havde vi modtaget af Bornholms Tekniske samling i anledning af vort guldbryllup i juli – og nu skulle det så anvendes. Vi havde været på Margeritten engang før, men det ligger mange år tilbage, så egentlig betragtede vi bare bygningen på kirketorvet, som noget nogle få turister af og til fandt frem til – vi blev hurtigt klogere.

Da vi ankom til Kirketorvet, stod der en kø af mennesker, der ventede på at komme ind på Margeritten. Allerede her var vi rystet. Da vi endelig kom indenfor, troede vi ikke vore egne øjne – restauranten var fyldt til bristepunktet. Turisterne havde bestemt ikke forladt Bornholm.

På hjemturen gik vi lige forbi restauranten “Det gamle posthus” – og lod lige blikket glide ind i restauranten. Her fik vi endnu et bevis på, at turisterne endnu befandt sig på Bornholm, for restauranten var propfyldt med mennesker. Så tror da pokker, at det ikke er til at finde en parkeringsplads i Allinge for tiden.

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *