Krigsbarn i Skovlunde. Første del

I mange år vidste jeg, at min farbror Eskild og tante Harriet i Skovlunde, havde udført en ekstraordinær heltegerning under krigen. Dog vidste jeg for lidt om den egentlige beretning, så jeg kunne skrive om den. Men det kan jeg nu.

Kusine Gerd
Dette skyldes, at deres datter Gerd, og derved min kusine, skrev hele historien i Ballerup Historiske Forenings medlemsblad, “Byhornet”.

Jeg må sige, at jeg blev meget glad for at læse om denne utrolige heltegerning, som min farbror og tante har stået for, en heltegerning, der adskiller sig væsentlig fra mange andre  beretninger fra krigens tid. Derfor er det mig en glæde, at jeg kan dele denne beretning med min blogs læsere – for det har taget mig omkring 7 år, at få min kusines tilladelse, til, at gengive denne historiske artikel her på bloggen!

Min kusines beretning har jeg delt op i to dele

Skovlunde, min barndomsby
Til læsernes orientering, så er jeg selv opvokset i Skovlunde, da vi flytte til byen i 1953, så jeg har haft min gang i min farbror og tantes hus – et hus, som jeg den dag i dag tænker tilbage på med stor glæde.

Krigsbarn i Skovlunde
Af Gerd Belhage:
Da jeg var tre år gammel, flyttede vi – min far, mor og jeg til Skovlunde. Vi kom til at bo i villabyen i det sidste hus inden stationen, dengang Torvevej 30 (først da et par kæmpe haver blev delt i to, fik vi nummer 34). Grundene mod Agnetevej og bagved Carolinevej var tomme.

Ligeledes var der overfor kun stationslederens grund, og ellers var der bare marker op til Frederikssundsvej, kun afbrudt af skolen, samt midtvejs mellem skolen og Frederiks-
sundsvej to nybyggede huse. På vores side af vejen var der villaer.

På den anden side af stationen lå en stor villa, »Wimbledon« , og ellers var der indtil tværvejen ned til Gl. Skovlunde og ud til Kratbjerg kun marker tilhørende gartnerier (Christensens) og nogle gårde.

Jernbanebroen eksisterede ikke. Det var blot en af bomme beskyttede overskæring. Broen kom først til i 1940. Lige inden den 9. april blev den færdig.

Bygningen af den betød, at vejen blev gravet ned. En del af vores grund blev eksproprieret. vi fik en skråning ned til vejen, og der blev lavet en trappe til stien mellem vores have og jernbaneskråningen hen til Carolinevej.

Krigen
Jeg erindrer intet om den 9. april og den nærmeste tid derefter. Jeg var lige blevet 6 år i marts og lå på hospitalet (hvor jeg i mine barndomsår tilbragte en stor del tid), men det første, jeg husker, er, at mine forældre hægte en gammel brun portiere op foran mit vindue hver aften, og at sygeplejerskerne på Gentofte hospitals børneafdeling, F6, på hospitalets øverste etage hængte tæpper op over den sengehest, der vendte ud mod vinduerne – vel sagtens for at beskytte os med rudernes glassplinter, hvis der skulle ske eksplosioner i nærheden. Mod bombning var dette beskyttelsesmiddel jo mildest talt ligegyldigt.

Vintrene i disse først krigsår var strenge. Sneen lå højt, og det ene år blev de snebunker, der blev skovlet op på siderne af Torvevej, så store, at min far kunne stå oven på dem og se ned på jernbanebroen.

Samtidig ved jeg, at mine forældre i disse snevintre, stod på ski med bl.a. lægen (dr.Ege) og sagføreren fra Ballerup. De løb ud over markerne, hvor hegnene var forsvundet i sneen. Bagefter var de så hjemme hos en af dem for at få en kop kaffe. Mine forældre kunne godt løbe med på disse ture, for når jeg lå på hospitalet, var der ingen børnepasningsproblemer.

I de første år hændte det, at der snart kom en fremmed mand og snart en anden, som boede i min fars lille værelse bag køkkenet. Hvis vi fik gæster, bl.a. fars gamle elever, så blev vedkommende fremmede lodset ud af baghaven, hvorpå han gik om til hoveddøren, bankede på og blev lukket ind med et: “Jamen goddag Niels (eller et andet fornavn), kom dog indenfor, hvor hyggeligt du kom forbi. Vi har nogle andre gæster og skal lige til at drikke kaffe”. Det var simpelt hen folk, der var “gået under jorden”, der måtte bo hos os nogle dage. Grunden til at vedkommende person ikke blot kunne blive inde på værelset var, at folk var vant til at gå derind og se på billeder og bøger.

At jeg ikke måtte sige noget om disse mænd, var bare en selvfølge, ligesom det var en selvfølge, at man ikke kommenterede de folk, der havde tyske soldater gående på deres marker, men blot i tavshed konstaterede, at på en gård gik man strækmarch, og på den gård havde man sympatier for nazismen, og overfor den og den familie skulle man passe på ikke at lufte sit had til besættelsesmagten.

Skolen
I 1941 begyndte jeg i Skolen. Skolen var en lille landsbyskole med tre “klassetrin”, idet første og anden klasse gik sammen, tredje og fjerde, dannede andet trin, og femte, sjette og syvende sidste trin. Da skolen kun havde to lærere og to klasselokaler, betød det at tredje-fjerde klasse mødte fra 8 til 12 eller 13, og første-anden derpå kom i skole. De store havde deres eget lokale, for de gik fem til seks timer i skole hver dag.

I øvrigt blev “de stores” klasselokale efterhånden stærkt plaget af stanken af løbesod fra skolens skorsten, der gik op langs endevæggen i det lokale. Løbesoden kom på grund af fyringen med tørv, der ofte var for fugtige. Koks var ikke til at få.

Det påvirkede os ikke meget i hverdagen, at landet var besat, men hvis tyske soldater lå og holdt øvelser på jernbaneskråningen, var de børn,  der skulle forbi dem for at komme hjem til Gl. Skovlunde eller Kratbjerg, ikke meget for at gå hjem. Det gav indimellem en lidt dyster stemning hos os alle.

Mere morsomt var det, når der var luftalarm i skoletiden, for så gik vi i kælderen, og lærer Toftager spillede på sin violin, frøkenen, fru Christensen, sang for, og så dansede vi Den Toppede Høne og andre gamle folkedanse og sanglege. Alvoren bag luftalarmen gik ikke rigtig op for os. Det var jo bare spændende at høre fra de voksne, som havde arbejdet inde i byen, at hvis luftalarmen lød og toget fra Vanløse lige skulle til at køre, ja, så kørte det bare.

Toget
Toget var med lokomotiv, post- og bagagevogn, samt passagervogne med blåmalede ruder (af hensyn til mørklægningen) og der var mulighed for at stå udenfor hver vogn for og bag. Toget blev af mange, med kærlig henvisning til det engelsk-skotske tog, kaldt “The flying Ballerupman”, selv om det også fortsatte til Frederikssund. Det kørte kun fra Vanløse, hvor S-togene stoppede. Efterhånden som krigsårene gik, blev der blot ganske få tog om dagen,, om morgenen til omkring 9, om eftermiddagen mellem 2 og 4 (af hensyn til skolebørnene, der gik i skole inde i byen) og mellem 5 og 7 for folk, der skulle hjem fra arbejde.

En overgang gik “nattoget” kl. 6 om aftenen fra Vanløse. Hvis man skulle noget i byen om aftenen, så kunne man cykle, hvis man da havde en brugbar cykel, eller gå. Cykeldæk var en mangelvare og folk kørte på propper sat på hjulet eller endog små træstykker. Det var mildest talt en hård form for kørsel. Biler blev klodset op, for benzin var kun for besættelsesmagten, deres “venner” og lægen. Busser, lastbiler mv. kørte med generator, der skulle fodres med almindelig brændsel.

Jeg erindrer en dag, vi havde været på besøg hos min mormor, der boede i Brønshøj, og hvor vi skulle nå det famøse sidste tog hjem. Men sporvognen var meget forsinket, så da vi nåede til linie 5’s endestation i Husum, var der kun få minutter til, at toget skulle gå fra Husum station, og jeg var langsom gående, fordi jeg ellers tabte vejret, så mor måtte tage den langbenede tynde, seksårige unge og bære hende for at komme hurtigt nok af sted. Det var en rædselsfuld tur, men vi nåede det.

Martin
I september 1943 blev min far ringet op og spurgt, om det var i orden at få den sæk kartofler, som der var talt om, næste fredag. Det var imidlertid ikke kartofler, der skulle afleveres hos os, men en lille dreng på knap fire år, hvis familie var gået under jorden. Grunden til forespørgslens kartoffelsnak var, at vi havde partstelefon, 337x, og en af de andre, 337u eller 337v, kunne løfte røret på deres telefon og lytte med, hvilket vi havde oplevet nogle gange. Man hørte et lille klik, som fortalte, at en anden havde løftet sit  telefonrør, og hvis der ikke blev lagt på omgående, vidste man, at vedkommende lyttede med. Så kunne man bede vedkommende om at lægge røret eller finde på noget andet morsomt at sige.

Den lille dreng, som blev afleveret af en af min fars bekendte fra skolen, Gertrud Lundholm, hed Martin og var den mest bedårende lille fyr med mørkebrune krøller og store brune øjne. Han var i fint fløjlstøj med hvid skjorte, og han så bange op på os. Hvad var vi nu for nogen!

Det var nemlig anden gang, at han blev anbragt hos en for ham fremmed familie. De, der havde ham først, turde nemlig ikke behold ham, da det kom til stykket.

Mine forældre havde fortalt mig, at han skulle komme, og indprentet mig, at hvis folk spurgte mig, hvem han dog var, skulle jeg blot sige, at han var min bror, som vi nu havde fået hjem.

Min far havde talt med præsten ved Vanløse kirke (far var lærer på Vanløse skole), og denne havde set i kirkebogen, at en dreng var meldt til dåb i 1939, men var død inden, så pladsen stod tom. Da Martin var født i 39, passede det fint, og han blev indskrevet som Martin Tang Krog. Tang var i forvejen hans rigtige mellemnavn. Der blev derpå udskrevet en dåbsattest, så vi kunne bevise, at han var “vores.”

Mandag drog min mor med os begge ind til en fotograf, for man ville jo ellers undre sig over, at der i hjemmet kun var billeder af det ene barn.

Fotografen kikkede lidt på det lyshårede barn og det mørkhårede og sagde, at det var dog utroligt, som de lignede hinanden, selv om den ene var lys og den anden mørk, men ok, når moderen var lysblond og faderen sorthåret, så var det vel forklaringen.

Min far og Martin mødte en dag en gammel ven, som ved synet af Martin udbrød: “Tænk, er det så længe siden, jeg har besøgt jer.” Herligt!

Og endnu bedre: Min mor var hos købmanden på Frederikssundsvej, og her lænede købmandsfruen sig over disken og sagde til mor: “Ih, vi er mange, der beundrer dem fru Krog, at de sådan har taget deres mands barn hjem, som var det deres eget.” Mor kom glad hjem og fortalte far historien, for nu var der ingen fare for, at nogen skulle melde Martin til tyskerne.

Martin faldt hurtigt til i familien. Han og jeg delte værelse. Dette lå ved siden af stuen, hvor kakkelovnen stod, så det var et lunt sted selv i de kolde vintre, hvor resten af huset var uden varme. Det gjorde bl.a. ophold på toilettet så kort som muligt, og det ugentlige bad af os unger foregik i en balje, der blev stillet ind i stuen foran kakkelovnen. Det store show var, når mor skulle ud og lave middagsmad i de kolde vintre, så iførte hun sig skistøvler, stor sweater samt en ulden plaid om livet.

Det var en vinter så koldt, at vandet frøs, og man måtte hente vand fra en vogn, der kørte rundt i byen. Der stod en spand i køkkenet, men da lægen engang kom senere på dagen og gerne ville vaske hænder, var vandet frosset i spanden.

Fortsættes ……

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *