Rederiet Færgen – endnu på Bornholm

Den 1. september 2018 er det slut med med Rederiet Færgen  (det gamle Bornholmstrafikken og Damp-skibsselskabet af 1866), for herefter er det rederiet Molslinjen, der tager over med sejlladsen mellem Bornholm og Ystad/Køge.

For os, der er vant til det gamle selskab, kan vi godt have vore bekymringer over dette skifte, for det har jo “altid” været det gode gamle kendte rederi, der har stået for sejlladsen – derfor er det nye, ikke ligefrem noget man “bare” byder velkommen uden betænkeligheder!

Villum og Leonora
Det er sådan jeg oplever Bornholmernes syn på dette skifte. Dermed ikke være sagt, at vi også frygter skiftet, for vi ser frem til billigere billetter – hvad det så vil indebære af forandringer, for det vil der med garanti blive.

Vi boede endnu ikke på Bornholm, da Villum Clausen blev indsat i driften – men det gjorde vor datter Randi, og hun kunne berette fra dengang, at det blev en dag med Åbent skib på “Villum”, så bornholmerne kunne tage det nye skib i øjesyn, inden skibet blev sat i fast rutefart.

Både Villum Clausen og Leonora Christina er bygget på værftet i Perth i Vestaustralien. Min gamle ven på Tasmanien forstod aldrig, at man benyttede dette værft, da skibene derfra havde et ry for at være de rene “brændstofdrankere”. Min gamle ven har været ansat på et tilsvarende værft i Hobart på Tasmanien, så han har noget at have sin mening i. Og der er jo også en del om, at Villum er ret dyr i drift.

Selv om der er 3/4 år til skiftet, så kunne jeg ikke lade være med, at tage nogle billeder af Færgens skibe – da alle lå til kaj i Rønne Havn i dag.

Som man kan se på billederne, så trækker der sig mørke skyer op over skibene, dog håber jeg ikke, at der er noget symbolsk i dette syn, for jeg håber det bedste for vort gamle rederi, som jeg sejlede med for første gang i 1961.

Inden jeg atter forlod havnen, kunne jeg se en coaster sejle ind i havnen, altid et dejligt syn for en ældre mand, der har sejlet rundt på det meste af vor klode.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *