Cykeltræning i Tasmanien

Australsk cykelløb – og i venstre side af vejen! Så kan det kun gå galt

Når man, som gammel
cykelrytter, befinder sig i en hel anden by, og navnlig på den anden side af
jorden, ser man ikke bare på stedet som en turist vil gøre, man ser helt
automatisk på de muligheder der er for cyklister – og navnlig for cykelsporten.
Jeg var på besøg i Tasmanien, et sted jeg boede i for snart 46 år siden.

Hobart er staten
Tasmaniens hovedstad, og Tasmanien er en stat til Australien – og hvis nogen
skulle være i tvivl, er det her vor Kronprinsesse er født.
Tasmanien er 1½ gang
større end Danmark, så øen lige syd for Melbourne er ikke så lille endda. Selve
byen Hobart er nærmest umulig at køre på cykel i, da der er en hel del
ensrettede gader, der er tilrettelagt efter de mange biler der kører rundt i
byen – med 4 til 5-sporet ensrettede kørerbaner. Så kan man da bare køre på
cykelstien, ville en opmærksom læser vel sige, men der er ingen cykelstier, alt
er bygget efter bilens præmisser. Dertil er der så mange store bakker i byen,
at det eneste der kan bruges er en mountainbike, hvilke byens få cyklister
allerede har fundet ud af. Af de få cyklister der findes i Hobart, er der et
fåtal der tør køre på vejbanerne, resten kører lige så stille på fortovet, uden
at det generer fodgængerne – og ingen gør vrøvl over det.
Men hvordan er så
træningsmulighederne for en cykelrytter i Tasmanien? Her vil jeg mene, at der
er temmelige gode. Tasmanien er en meget bjergrig Ø, der også byder på store
flade strækninger, så det hele ikke kun går op i bakker.
     Dog er der nogle
klimatiske forhold der gør sig gældende, forhold som vi i Europa ikke støder
på. Da jeg besøgte øen, havde det ikke regnet meget længe, så store dele af
”marker” som skulle gøre det ud for græsningsarealer for får, lå nærmeste som
brune afsvedet jordstykker. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig,
hvad en god vind kan gøre ved sådanne tørre jorde. Også bushfire kan man køre
ind i, og med gode kastevinde, kan en sådan ild hurtig brede sig. Det var nogle
af de negative ting, men der er mange flere positive ting, der kan opveje dette
som et godt træningssted. Selv Bjarne Riis har fundet ud af de tasmanske cykelrytters kvaliteter.

Et andet billede af et australsk cykelløb. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har
fået billederne fra, men på et tidspunkt, havde jeg forbindelse til et par
klubber i Australien, som jeg efterhånden har mistet forbindelsen med.
Lige udenfor Hobart
findes der en rigtig god ”bakke”, Mt. Wellington, et 1.200 meter højt bjerg,
med en opkørsel på 14 km til toppen, godt med hårnålesving gennem urskov op til
toppen med en fantastisk udsigt over Hobart. Hold da kæ.. hvor jeg ærgrede mig
over ikke at have cyklen med. Jeg var på Mt. Wellington flere gange, og hver
gang så jeg cykelryttere på ”bakken”, der trænede i opkørsler, men bestemt også
i teknikken for nedkørsler.

Jeg ”ramlede ind i” flere
cykelryttere under mit besøg, da de trænede overalt på de større landeveje – og
ikke mindst i bjergene. Det er klart, at der bliver drevet en del
MTB-cykelsport netop de steder, da de råder over utallige muligheder for
afvikling af MTB-løb. En populær MTB-gren, er stafet mountainbike, det kunne
trække tilskuer og en god mediedækning.
     En stor ”fejl” ved mit
besøg var, at jeg havde medbragt min BCC-cykeltrøje. En helikopterpilot, der
dyrkede motionscykelløb, måtte bare eje den trøje, og da Kronprinsesse Mary
lige havde født en datter dengang, var Dannebrog, om muligt, endnu mere populær.
Derefter var der lige en forklaring om det bornholmske flag på baglommen, så nu
har de, Down Under, også fået udvidet deres horisont på dette område.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *