DF’s frie fald

Det frie fald Dansk Folkeparti (DF), i længere tid har været ude i, startede dengang da Morten Messerschmidt udtalelte om “den lille frøken Rikke Karlsson fra provindbyen Rebild, der mødte det mega store EU i Bruxelles – og som tilsyneladende ikke havde forstået en skid” – fik den effekt, der er en dræberboomerang værdig.

Nu er manden opstillet som formandskandidat, for ingen i DF har forstået budskabet fra dengang. Når/hvis Morten Messerschmidt bliver valgt som formand på søndag den 23. januar, vil der ikke være nogen redning for de tilbageblevne. DF vil blive sprængt i atomer, og alle vi andre, udenfor DF, vil blive befriet for et parti, der aldrig har forstået skriften på væggen.

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

To tørfisk

Mations begøg på Olafs værelse begyndte at udvikle sig i en retning, han kun havde haft i sine drømme efter ankomsten til Færøerne. Udviklingen havde han ikke selv været herre over, dog havde han bestemt ikke noget imod den – tværtimod.

Læs resten af bogen “To tørfisk med det hele”, den kan bestilles i enhver boghandel i Danmark og på Færøerne

”Din roommate er på trapperne,” oplyste Marion, der meget apropos benyttede et australsk udtryk for betegnelsen. Hun skubbede lidt til Olaf og satte sig ud på sengekanten ved siden af ham.
Normalt gik Kurt altid bare ind, men denne gang bankede han – noget støjende på døren, før han gik ind. Kurt grinede forlegent, da han så parret på sengekanten.
Kurt havde i de sidste par uger ladet sit skæg stå, så for Marion var det lidt af en overraskelse, da Kurts ansigt kom til syne i døråbningen. Kurt havde også en stor lys færøsk sweaters på, så alt i alt var det en noget anden Kurt, end den Kurt Marion kunne huske fra skibet, der nu trådte forsigtigt ind ad døren.
”Jeg skal bare lige,” begyndte Kurt lidt undskyldende for sin tilstedeværelse, og fortsatte, ”skal bare lige have et par ting, så er jeg den der er gået igen.”
Både Marion og Olaf skulle lige til at sige noget, da Kurt lagde sin pegefinger på munden og tyssede svagt, ”jeg er inviteret til ”party” ved Frank, så jeg er først tilbage i morgen engang.”
”Men, men ……,” indvendte Olaf.
Men Kurt afbrød ham i forsøget, ved atter at placere sin finger for munden for at tysse på ham – og kort efter var han igen ude af døren. Døren lukkede sig bag ham, og lyden af hans fodtrin, som nu var en del mindre støjende end da han var ankommet, forsvandt i et endnu hurtigere tempo.
”Frank?” Olaf kom lidt langsomt til sig selv ovenpå den lige overståede seance. ”Jeg forstår ikke en skid – Frank?” Han rejste sig langsomt fra sengekanten og stillede sin øl fra sig på bordet, ”Jeg skal lige ud på det lille hus,” undskyldte han sig, men samtidig i et tonefald der afgjorde, at han helt havde opgivet at finde årsagen til den pludselige opståede situation med Kurt.
Da han kom tilbage, lå der en del mere tøj på bordet end han lige kunne huske – og Marion havde lagt sig til rette under hans dyne. Han kunne kun lige skimte hendes ansigt med det røde hår ved hovedgærdet.
”Sluk lige lyset,” bad hun ham, ”og kom så herhen til mig.” Hendes arm kom til syne inde fra dynen, og hendes pegefinger bevægede sig lokkende fra Olaf og hen imod sengen.
Selv om han slukkede lyset i loftet, var der fra vejbelysningen stadig så meget lys i værelset, at han tydeligt kunne se Marions ansigt, og da hun slog dynen til side, afslørede hun sig i alt sin nøgenhed. Hvis Olaf før havde været i tvivl, fandt han ud af, ved denne lejlighed, at hendes røde hår var ægte.
Olaf huskede ikke rigtigt, hvordan han kom af tøjet, men det havde gået meget stærkt, for snart efter lå de begge totalt nøgne under dynen – meget tæt ind til hinanden.

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Er forbrugernes lommer da uudtømmelige?

Vi oplever for tiden stærkt stigende priser på varme og elektricitet, hvor det efterfølgende fortsættes på dagligvarer – og som vi hele tiden oplever, så forsvares det med, at der kun er ét sted at hente prisstigningerne – og det er ved forbrugerne.

Men hvor henter forbrugerne så de meromkostninger, som dette vanvid af prisstigninger giver, for et eller andet sted er der nogen der tror, at lommerne hos forbrugerne er uudtømmelige?

Her tænker jeg på folkepensionisterne, og de børnefamilier med meget små indkomster, det er dem der må bukke under – for det er ligesom disse omtalte grupper ikke eksisterer.

Vi hører familier, der beskriver, at det koster i hvert fald deres ferie – bare med den varmeregning alene. Nu koster prisstigningerne ikke vor ferie – for vi har ikke – i mange år – rejst på ferie, for det rækker en folkepension ikke til, så vi skal spare endnu mere på de daglige forbrug – længere er den ikke.

Vi skal bare have flere penge op af lommerne – fortæller de på TV – men når der ikke er flere penge at hente i lommerne, så rækker det såkaldte råd som en skrædder i helvede.

Som bekendt hænger penge ikke på træerne, og kan heller ikke stampes op af jorden, men det er der åbenbart nogen der tror?

Og med hensyn til den manglende arbejdskraft, så vil efterspørgslen falde i takt med de voldsomme prisstigninger, så derved bliver der ikke brug for flere hænder på arbejdsmarkedet – tværtimod. Men jeg kan levende forestille mig de næste overenskomstforhandlinger – det bliver voldsomt! Det hele bider sig selv i halen.

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

To tørfisk

Uden Olaf havde nogen bagtanker med en ung pige, Marion, som han havde truffet på skibet, Tjaldur, på rejsen til Færøerne, var han nu på vej mod sit værelse på Dalervegur med pigen under armen.

På værelse stod den første sending øl og spiritus, han og hans roommate havde fået leveret for få dage siden. Hvorfor Olaf ikke lige havde i tankerne, at måske kunne lære Marion lidt bedre at kende når de kom hjem, var, at han netop delte værelse med en murersvend.

Da de gik ind ad hoveddøren, stak Olafs værtinde lige hovedet ud fra sit køkken. Køkkenet lå lige i forlængelse ad gangen, hvor trappen til husets første sal førte op til. Lige ved siden af trappen lå tre afsvedne fårehoveder – lige klar til middagsbordet den næste dag. Værtinden havde lynhurtigt noteret sig, at der var pigebesøg på værelset, så kunne der kræves lidt mere ind for en eventuel overnatning. I hvert fald ville et toiletbesøg kunne give lidt ekstra til huslejen!
Olaf og Marion tog begge deres fodtøj af, inden de gik ind i huset, da den nye vej op til Dalavegur havde været så mudret, at deres sko var mere end snavsede.
For enden ad gangen, på første sal, lå Olaf og Kurts værelse. Begge deres navne stod på døren.
”Så I bor sammen?” spurgte Marion lidt undrende.
”Tja, det er jo en billig måde at bo på, og så er det møbleret med rent sengetøj,” svarede Olaf og åbnede døren så Marion kunne komme ind.
”Møbleret?” Hendes stemmeleje var ikke det mest jublende, da hun iagttog det sparsomme møblement, ”men sengene har I da.”
”Ja, og et bord og to stole,” supplerede Olaf hendes undersøgelse rundt i værelset.
”Okay!” sagde hun, og stillede sine sko lige inden for døren og gik hen imod en af stolene ved bordet for at hænge sit overtøj på stoleryggen.
”Så kan du tage stolen, mens jeg lægger mig her,” sagde hun spydigt.
Hun smed sig på sengen, og strakte sig lige så lang som hun var. Derefter satte hun sig op, så på kasserne, der var placeret for endevæggen nogle meter fra døren.
”Giver du en øl?” spurgte hun, mens hun trak benene helt op under sig.
Olaf havde lige taget sig i at stå og betragte Marion i sin seng, som hun kort forinden havde ligget og ”slanget” sig i. Hun så egentlig rigtig godt ud, og hendes røde hår, som var blevet lidt længere siden deres sejlads med »Tjaldur«, klædte hende endnu bedre, end han kunne erindre.
”Giver du en øl?” gentog hun nu i et lidt højere tonefald, der fik Olaf ud af sine tanker, der allerede havde fået ham ned på sengen ved siden af Marion.
”Selvfølgelig,” svarede Olaf, lidt ærgerlig over at blive revet ud af sine tanker – lige i dette øjeblik.
Han havde endnu ikke fået sit overtøj af, men gik over til kasserne på gulvet, for at hente en øl til Marion.
”Ja, ja – ro på,” spandt hun med en lille latter, ”så meget haster det nu heller ikke – få nu din jakke og tørklæde af, så kan du hente os to øl og sætte dig ved siden af mig.”
Olaf lod Marion overtage kommandoen – især efter opfordringen med, at han kunne sætte sig ved siden af hende på sengekanten.
Lidt efter sad de sammen på sengen og sagde skål til hinanden – for første gang efter de skiltes på »Tjaldur«.
Marion fortalte om sin ankomst hos sine forældre, der havde haft rigeligt plads til hende og sønnen Søren, idet hun havde fået hele underetagen af huset for sig selv. Da hun var uddannet som damefrisør, havde hun hurtigt fået sig et arbejde – ovenikøbet et ret godt betalt job, som hun var vældig godt tilfreds med, men der var stadig noget der trykkede hende. Det var bestemt ikke let at være enlig mor på Færøerne, og Sørens far var et totalt overstået stadie.
”Og helt ærlig,” havde hun tilføjet, som om hun var under hypnose, ”ham er der sgu heller ingen fremtid i.”
Marion havde helt andre tanker om en fremtid med sin søn. Fremtiden lå måske i Trondheim i Norge. Hun havde allerede søgt arbejde i Trondheim og havde kunnet vælge imellem fire damefrisørsaloner, som alle var meget interesseret i hende. Hun havde endnu ikke svaret, men det var så godt som sikkert, at det blev et af de to tilbud, som lå nærmest centrum i Trondheim. Der var ligeledes også ideelle betingelser for børnehave og skole, når Søren engang blev så gammel. Så egentlig var det en nøje gennemtænkt plan, som hun så frem til i Norge.
Selv bolig havde hun allerede forhørt sig om, og her var der flere steder hun kunne komme i betragtning som enlig mor, så alt talte for, at hun snart tog den endelige beslutning.
”Hvad med dig, trives du på Færøerne?” spurgte hun forsigtigt spurgt til Olaf.
Olaf fortalte om sin første tid – og om de oplevelser han indtil nu havde haft. Færøerne havde været en meget stor oplevelse – og omvæltning for ham, men det havde været til den gode side, som han på ingen måde ville have undværet. Men, der var et stort men – en tanke, der trængte sig mere og mere på. Han var stadig ung, og tanken om Australien spøgte mere og mere i hans hoved, så det endte sikkert med, at han meget snart drog sydpå.
”Så kommer der ikke ret mange bukser ud af de skind,” havde Marion konstateret, ”du drager sydpå – og jeg tager til Norge.”
Olaf vendte sit blik om mod Marion, der lo lidt af sin bemærkning – og ikke mindst af Olafs reaktion.
”Ro på,” sagde hun endnu engang, ”vi er begge frie og uafhængige mennesker, der blot følger vore indskydelser – og sådan skal dét være.”
Olaf og Marion kunne nu høre fodtrin på gangen udenfor. Fodtrinene nærmede sig deres dør. Olaf kunne med det samme genkende lyden på Kurts gang, men denne gang lød den lidt mere højt – og så måtte Kurt have pådraget sig en slem forkølelse inden for den sidste times tid, for han hostede enormt meget.

Fortsættes

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Fra bogen “To tørfisk”

Jeg vil sætte lidt ind på min blog fra mine bøger – men kun lidt udvalgt. Her er første del, hvor hovedpersonen, Olaf, tager en veninde med hjem fra en tur “i dansen”, som det kaldet på de breddegrader. Inden de når hjem til Olaf, går de sammen en tur gennem Thorshavns gader. Det er tæt på at være midnat:

Marion stod allerede og ventede på ham, og da de langsomt begyndte at gå ned mod byen, stak Marion sin arm ind under hans arm. Olaf syntes det var vældig rart, så der var slet ingen grund til at protestere.
Da de var nået et stykke ned af Tórsgøta, så Olaf skyggen af en person krydse gaden – en person, som han mente at have set før, dog kunne han ikke umiddelbart placere personen nogen steder. Personen, som var en mand, forsvandt skyndsomt, med usikre skridt, i retning mod Tróndargøta.
Marion havde stadig sin arm inden under Olafs arm, men langsomt gled armen ned over Olafs ryg og rundt om livet på ham, helt automatisk, lagde han sin arm rundt om skuldrene på Marion og trak hende ind til sig.
De fortsatte deres gang langs butikkerne og så lidt ind på de forskellige vinduesudstillinger – uden rigtig at se eller sige noget.
”Du hilste ikke?” afbrød Marion pludselig stilheden – henvendt til Olaf.
”Øhhh, jeg er ikke helt med – hilste på hvem?”
”Din chef – Snorri Johannesen, det var ham, der lige ”smuttede” forbi, hvis jeg skal bruge et pænt ord, – og han så for øvrigt også ud til at være godt og grundig skide fuld,” svarede Marion, uden at pakke noget ind.
Olaf havde kun opfattelsen af Snorri Johannesen som en ædru person, og kendte ham udelukkende fra »Havnar Prent« i den tilstand, men da Marion fortalte, hvem der lige havde krydset gaden, faldt brikkerne lige pludselig på plads. Manden havde jo haft noget bekendt over sig, og med Marions iagttagelse var han slet ikke mere i tvivl – det var Snorri Johannesen, de, til Olafs store forundring, lige havde set komme forbi.
Marion klappede Olaf på brystet og så ham lige ind i øjnene, ”det koster at være en stor mand på Færøerne, og Snorri Johannesen hører ikke til de mindre.”
Olaf var begyndt at forstå det færøske samfund, men det var på sin måde, alligevel så meget forskelligt fra det danske samfund han kendte – og der var op til flere ting, der skilte sig afgørende ud.
”Går vi op til dig, spurgte Marion, da de drejede ned ad Niels Winthers gøta?”
Olaf nikkede og svarede bekræftende. ”Ved du da, hvor jeg bor?” spurgte han undrende, da han ikke mente, det var tilfældet.
”Nåh, nej,” svarede hun lidt usikkert tilbage, ”men når du begynder at gå ud af byen, må der jo være en grund til, at du øjensynlig følger en bestemt vej – eller har jeg helt uret?”
Marion var bestemt ikke helt dum, havde Olaf tænkt, men han kunne ikke finde ud af, hvorfor han rent automatisk gik hjem på værelset med Marion – så godt kendte han hende da heller ikke. Nu boede han jo heller ikke alene, så hans tanker gik ikke i retning af at forføre Marion, nok snarere, at sidde lidt alene med Marion – bare dem alene.
Af en eller anden grund gjorde Marion ingen indsigelser, så de spadserede videre op mod den nye vej, der, når den engang blev færdig, blev til forlængelsen af Dalavegur.

– fortsættes

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Uroen i øst

Omkring 100.000 russiske soldater står parat til at gå ind i Ukraine – når som helst. Denne trussel har efterhånden stået på i længere tid.

Putin, Ruslands præsident, vil have en garanti på, at NATO ikke optager lande, der grænser op til Rusland – “Er det så svært af forstå”, har jeg set og hørt Putin sige.

Nu har der engang grænset NATO-lande helt op til det gamle Sovjetunionen, og det fik ikke de gamle ledere i Moskva til, at fare i flint end de normalt gjorde dengang. Det der er galt er, at Rusland aldrig opgiver Ukraine, og da en del tyder på, at regeringen i Ukraine hælder mere til den vestlige side af Europa, så sætter Rusland hælene i.

“Uroen” – hvis man efterhånden kan kalde det det, har fået Sverige til at klargøre deres tropper vendt mod Rusland, hvis Rusland kunne finde på at gøre front mod Sverige. Og Danmark har sendt 4 F-16 jagere til Baltikum, for at forstærke forsvaret mod Rusland.

Som I alle ved, så bor jeg på Bornholm, og vi kan jævnligt følge vore jagere komme farende fra Skrydstrup, når russerne krænker det danske luftrum. Det får mig til at tænke på, med den optrappede situation vi for øjeblikket oplever, skal vi ikke snart have et par F-16 jagere parkeret her på Bornholm, for vi ligger lige i skudlinjen, hvis det først brænder på?

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Formandsvalget i DF

Hvis Morten Messerschmidt vinder formandsvalget i Dansk Folkeparti (DF), så spår jeg, at DF går helt i opløsning, men måske er det målet? På den anden side, så har vi også alt for mange partier på stemmesedlen – og i Folketinget, så lad bare Morten Messerschmidt vinde det formandsvalg.

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Om at blive krænket

Vi danskere har ret meget selvironi, og det er godt. De senere års krænkelseskultur har bl.a. udløst dette ordsprog “Har du husket at blive krænket i dag”, som kun udløser lidt latter, men af og til, kan vi godt føle os krænket, uden vi selv direkte er blevet krænket – og hvordan så det?

Joh, her for ikke så længe siden, forlangte en skole, at to muslimske kvindelige lærerstuderende skulle give hånd til mænd! Det har fået den udgang, at de to muslimske kvinder nu hver har fået en erstatning på kr. 25.000, -. Det er det resultat Ligebehandlingsnævnet er kommet frem til, idet der er tale om indirekte forskelsbehandling på grund af deres religion.

Nu er religion altså en privat sag, og når man går ind som lærerstuderende, må man også være klar over, at man ikke tager sin religion med sig – slet ikke. Derfor, når det er kotume at give hånd i Danmark, så er det det man gør.

Kvinderne føler sig krænket over, at de blev påtvunget at give hånd, jeg føler mig krænket over, at kvinderne ikke følger vort lands skikke.

Da jeg i sin tid immigrede til Australien, fik jeg oplyst – af andre danske immigranter – at jeg var gæst i dette land, og havde naturligvis at rette mig ind efter landets love og regler. Det samme må vi kræve af vore gæster i vort land. Vi skal ikke lave os om og rette os ind efter vore gæster!

Når vi kommer til bl.a. Saudi Arabien (jeg har selv været der) så har vi bare at rette sig ind efter landets love, ellers står den på offentlige prygl på torvet – eller det der er værre. Vi får bestemt ikke udbetalt en erstatning, fordi vi føler os krænket over, at vi kommer ud for episoder, der er unormalt i forhold til den religion vi kender i Danmark – tværtimod.

Og så mener jeg, at have lagt mærke til, at hvis krænkelser skulle have nogen værdi i så henseende, så burde det gælde begge veje – og det gør den bestemt ikke. Mange af vore danske medborgere må finde sig i beskidte kommentarer om at være dansk – fra vore gæsters side – uden at det får konsekvenser. Hvorfor?

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Bare to stik, så er vi tilbage til normale tilstande

Jeg tager lige overskriften igen, for det er den, der er helt i fokus. “Bare to stik, så er vi tilbage til normale tilstande” – det var den udtalelse Søren Brostrøm, speciallæge i gynækologi og obstetrik, samt direktør for Sundhedsstyrelsen, kom med da hele Danmark skulle vaccineres. Nu er vi oppe på tre stik, og der tales allerede om et fjerde stik – godt nok til særlige udsatte grupper, men det kommer nok til den samtlige befolkning.

Men de der normale tilstande kan vi se langt efter – for dagens smittetal er oppe over 25.000 (igen) personer i Danmark.

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Regler for borgere – og andre regler for statsledere

Naturligvis passer den overskrift ikke, for hvad der er vedtaget i det danske folketing eller i det britiske parlament i underhuset, gælder for alle borgere i de respektive lande. Men det er ikke dem opfattelse man får, når man ser på Premierminister, Boris Johnson (kons.), for han gør lige, hvad der passer ham.

Boris Johnson stod bag et selskab, hvor der, på det tidspunkt, ikke engang var tilladt at mødes med en anden person udendørs – og alligevel udsendte manden cirka 100 invitationer til selskabet den 20. maj 2020 – med beskeden “tag jeres eget sprut med”. Det var til en fest i haven i den britiske premierministers embedsbolig, har tv-selskabet ITV afsløret.

Dette skete på et tidspunkt, hvor menige briter ikke måtte forlade deres hjem, medmindre de skulle købe mad og medicin. Det var for at stoppe en galopperende smitte med covid-19.

Det giver sig selv, at en sådan person, som Boris Johnson, ikke er egnet til at være premierminister, så der kan kun være én udvej i denne sag. Han må tage sit gode tøj og forlade Downing Street 10, for det ansvar kan han slet ikke leve op til.

Manden pisser på befolkningen, og han er i den grad uværdig som premierminister.

Erik Krog

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar