Røros, en mineby i Norge

Erik Krog i Røros. Min nye hue viste sig at være ret effektiv

Fra Elverum til Røros med tog

Onsdag den 18. april 2012, havde Randi arrangeret en tur til den gamle kobbermineby, Røros. Indtil denne dag, var byen et totalt ukendt sted for mig, men da Randi mente, at jeg ville syntes om by og landskab i den egn af Norge, var jeg ret spændt på oplevelsen.

Røros ligger ca. 400 km nord for Oslo, og da Elverum ligger ca. 155 km nord for Oslo, skulle vi rejse med tog omkring 245 km fra Elverum til Røros. Denne rejse tager omkring tre timer. Nu vidste Randi, at i sidste vinter havde Røros omkring 50 frostgrader, så vi forberedte os på, at turen kunne bidrage med nogle kolde oplevelser, derfor var vi klædt varmt på til turen. Dog måtte jeg købe mig en ny hue, da min medbragte hue ikke var helt god nok til at varme mine ører efter forholdene.

Randi, med sit uundværlige kamera, hvor hun
“skyder” direkte ind mod “Suppestasjonen”
i Røros. Joh, vi var varmt klædt på den dag!

Lidt historie om Røros

Ifølge sagnet for Rorøs, er ophavet til den store minedrift i Rørosregionen, bonden Hans Olsen Aasen. En dag i 1644, da bonden var på jagt, skød han en rensdyrbuk. Før bukken faldt om, sparkede den til en skinnende sten, som viste sig at være kobbermalm.

Hele området omkring Røros, med malmfundet i Storwartz som udgangspunkt, regnet med en radius på 45 km, blev tildelt Røros Kobberverk med retten til at udvinde kobbermalmen, naturressourser og arbejdskraft i denne omkreds.

Gennem 333 år spillede Røros Kobberverk en dominerende rolle, økonomisk og socialt – også i Kongeriget Danmark/Norge og internationalt.
Verdensarven i Regionen blev udvidet i 2010 – og verdensarvområdet består af tre kerneområder med beskrevne omkreds fra Storwartz som en bufferzone for disse. De tre kerneområder er Røros Bergstad (verdensarv siden 1980) og det omkringliggende kulturlandskab, samt vintertransportruten fra Røros til Falun og Femundshytta i Engerdal.

Røros ligner i hele sin opbygning en mineby, men en mineby med helt sit eget særpræg med de karaktiristiske træ-bygninger, som dominerer hele bybilledet. At så byen ligger på en bakke, gør bare byen mere perfekt som mineby.

“Bergstadens Ziir” rejser sig i bybilledet i Røros

Bergstadens Ziir

Kirken i Røros er ligeledes ret speciel, i hvert fald for en dansker, men der er slet ingen tvivl om, at kirke og Røros hører sammen som en helhed.

Kirken, som kaldes “Bergstadens Ziir”, blev bygget til ære for Gud – og bergstadens ziir (pryd) i 1784.
Det norske Kultur departement anser kirken for at være blandt de ti vigtigste kirker i Norge. Kirken er også kendt som “fjeldkatedralen”.

Slægtsnavnet Krog

Da vi trådte ind på kirkegården (Randi havde været i Røros før, så der var noget hun ville vise mig), var der en del gravstene med navnet “Krog” – og det var lige netop det Randi ville vise mig. I Danmark er det mest almindeligt, at skrive Krogh – altså med et “h” til sidst, men jeg fik helt klart opfattelsen, at i Norge er det lige så almindeligt, at skrive navnet uden det “h” – måske endda mere almindeligt, for vort efternavn er ret udbredt i Norge.
Da vi gør en del i slægtsforskning, har vi selvfølgelig søgt efter vort efternavns ophav, men det har jeg endnu ikke rendt ind i, og et besøg på turistkontoret i Røros bragte heller ikke mere lys over slægtens navn. Vi fik en forklaring, at der har været mange tilflyttere til Røros på grund af aktiviteterne i områdets miner.

En af de mange gravstene med navnet “Krog”

Turistkontoret og bybilledet

På turistkontoret fik vi ellers en grundig forklaring på minebyens historie, dog var den gode mand på turistkontoret ikke så meget inde i de danske byer, at han vidste, hvor Allinge lå i Danmark, så måske skulle vi have et samarbejde i gang der?

Suppestasjonens reklamespot på gaden

På gaderne i Røros bliver man mødt af flere mindre butikker, der bl.a. handler med uldvarer, trævarer og ikke mindst mindre restaurationer af enhver tænkelig art. Der er bl.a. “Suppestasjonen”, som “gør en del ud af” at reklamere for sine madvarer til deres sultne publikum, ved at skrive dagens retter på en tavle udenfor indgangen til restauranten. På samme måde gør en knivforretning opmærksom på sig selv, at de nok ikke er de skarpeste knive i skuffen, men at de da handler med dem!

Stadig vinter i Norge

Da jeg kun et par dage før min ankomst til Røros, lige havde slået græsplænen i Tejn, var det lidt af en omvæltning, at gå på gaderne i Røros med store istappe hængende ned fra hustagene, så meget hurtigt måtte jeg købe mig en anden hue, som jeg kunne få godt ned om ørerne. Dog havde borgerne i byen et lidt andet forhold til “kulden”, da de tilsyneladende slet ikke lagde mærke til det kolde vejr.


Henne for enden af denne gyde, lige til venstre, fandt Randi et godt madsted, en “Kaffestuggu, Matservering med Øl og Vin”, så her indtog vi vor frokost – en fjeldbøf med tilbehør. Læg lige mærke til de flotte træbygninger, som er kendetegnede for hele Røros.
Billeder fra Røros
En bro over elven i Røros. Varmen har endnu ikke overtaget.

Er det ikke bare flot. De karakteristiske træhuse i Røros langs
elven i byen, med vildmarken som ramme – et syn for enhver
naturelsker.

Vi havde bare nogle enkelte timer i byen, så vi skulle ikke spilde tiden på restauranter, da der var nok at motiver for en ivrig fotograf med et stort kort i kameraet.

Motiverne omkring elven var næsten for meget af det gode – og ikke mindst med vildmarken som baggrund. Og så følte man ligeledes, at der var meget højt til “loftet” i dette unikke norske landskab.

I Røros er der masser af vintersport, da der dyrkes både langrend og alpint skisport i anlæggene i Ålen og på Hummelfjeldet – både til nybegyndere og erfarne skiløbere. Men der dyrkes også slædehundekørsel, så der er rigeligt for den kræsne vintersportsmand/kvinde.

Dette sted fik et par dybe panderynker frem, for selv om vi har forår i Danmark, var det langt fra det der prægede denne egn i Norge.

Alligevel var der sat en mindre fortovscafé op udenfor restauranten, dog var der endnu ikke nogen der havde sat sig i stolene, da disse havde et godt lag sne på sæderne – så det eneste man kunne få ud af denne opstilling var, at man kunne blive rigtig godt kold i rø…, hvis man satte sig til rette.

Måske kunne man få serveres en rigtig god kold pilsner på stedet?

Atter dukkede efternavnet Krog op i bybilledet i Røros
Når man bevæger sig rundt i Røros, må man ikke snyde sig selv for at gå ind i de mange baggårde der findes i byen, for hele tiden bliver man overrasket over hvad der findes i disse baggårde.
Randi beundrer det smukke norske landskab fra sin plads i toget
 – på vej hjem til Elverum
Tilbage til Elverum
Hen på eftermiddagen tog vi atter toget. Turen tilbage til Elverum tog tre timer, så vi havde rigelig tid til – igen – at beundre det smukke norske landskab.
Randi havde haft en idé om, at lige netop Røros ville være noget som hendes “gamle far” ville syntes om – og hun havde helt ret. Jeg faldt pladask for byen – og ikke mindst, for hele naturen omkring Røros. Så jeg lænede mig tilbage i togsædet og mindedes allerede en rigtig god dag.