Bordingtræf i Odder

For nogle år siden oprettede jeg en facebookside for Bording Formulartryk, Odder. Formålet var, at tidligere medarbejdere, på det nedlagte trykkeri i Odder, kunne udveksle oplysninger og minder på facebook – men også, at vi på sigt kunne mødes i et “Bordingtræf”.

Lis og John
Igennem årene er medlemstallet steget til 85 – og der kommer stadig flere medlemsanmodninger på siden. Dog er vi også i en aldersgruppe, hvor det ikke er unaturligt, at folk dør af alder og sygdom, hvilket desværre også er tilfældet med denne fb-gruppes medlemmer.

Derfor pressede jeg på for et træf i Odder – men ….., da jeg bor på Bornholm, blev det noget vanskeligt for mig, at arrangere mødet mellem de gamle kolleger – så nu var “gode dyr rådne” – som man siger!

Jeg havde en forbindelse i Odder – min gamle ven, John Grønbæk Jakobsen. John var helt med på ideen, men ville ikke være ene om arrangementet. Vi skrev en del frem og tilbage om eventuelle muligheder i den forbindelse, og ligesom det så helt håbløst ud, trådte den gamle direktionssekretær, Lis Tikiøb, til.

Hans Therp’s tale
John og Lis fik kontaktet den administrerende direktør i F.E. Bording A/S, Hans Therp, der straks var med på ideen. Da Bording stadig ejer de gamle bygninger i Odder, stillede direktøren velvilligt kantinen til rådighed for arrangementet – og ikke nok med det, så betalte han ligeledes for velkomstdrink og bespisning for de fremmødte.

Den 23. september stillede omkring 60 tidligere medarbejdere op i kantinen på deres tidligere arbejdsplads. Og det blev et flot og rørende gensyn, som vi kan leve på en rum tid fremover.

Der var tidligere kolleger, der nu var omkring de 90 år, men også en del yngre, der endnu var i arbejde.

Men uanset alder blev det er glædeligt gensyn, der sluttede med en rundtur i de tidligere produktions bygninger. Indrømmet, det var med stort vemod, at gense den gamle arbejdsplads – uden trykmaskinerne, der engang var vort levebrød i Odder.

Tiden går, og også indenfor den grafiske branche sker der forandringer. Og det var lige netop dette emne, som Hans Therp tog op i sin tale til os alle. Hvis ikke trykkeriet i Odder var blevet nedlagt, var der ikke noget, der hed Bording i dag.

I dag er Bording A/S en virksomhed i rivende udvikling, hvor der arbejdes med Marketing Communication Services – hvilket vi fik et grundigt indblik i under talen.

Endnu engang tak til Hans Therp for at bakke arrangementet så flot op – og ikke mindst, tak til Lis Tikiøb og John Grønbæk for at det hele kunne lykkes.

Vi ses igen om 2 år 🙂

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

En historie fra Færøerne, sidste del

Kort efter sad de alle fem omkring bordet i køkkenet. Hverken Snorri eller Eirikkur skulle have morgenmad, da de mest af alt ”trængte” til en opstrammer – mente de – mens de forsøgte at rulle sig en cigaret. De andre tre ved bordet sad med kaffe, franskbrød, smør, ost og masser af syltetøj, da de ikke havde det samme problem med deres organer.

Snorris bekendelse
”Hva’ så”, begyndte Axel sine provokerende spørgsmål til den spiritushungrende Snorri, ”fik du fjedtet bøhmanden i går?”

Snorri, der lige havde fået ild i sin selvrullede cigaret, grinede over hele hovedet, ”om jeg fik fjedtet bøhmanden? – sikke da et åndsvagt spørgsmål, selvfølgelig fik jeg da det”, skraldgrinede han videre, hvorefter cigaretten fik et ordentligt hiv.

Lillebroderen Eirikur rystede bare på hovedet over Snorris bekendelse, han kendte ham alt for godt til, at stille så dumt et spørgsmål. Når man lukker Snorri ind på et værelse med en kvinde, så har det kun ét formål. Sådan er det! Længere er den ikke. Men han vidste også, at Snorri nu ville komme med en længere redegørelse for nattens aktiviteter, og den orkede han ikke at høre på!

”Ser du”, begyndte Snorri langsomt sin ”beretning” overfor Axel, mens han pustede til gløden på cigaretten – spiritussen havde haft en gavnlig virkning på Snorris før så rystende hånd. ”Da jeg havde fået alt tøjet af hende”, fortsatte han – mens Eirikur lukkede sine øjne og rystede på hovedet, ”så var min pik ikke stiv nok til at få den op i hendes kusse – så jeg blev nødt til, at slikke hende – hvis du altså forstår hvad jeg mener?”. Det troede Axel nok han gjorde.

Niels Erik taber appetitten
Et umiddelbart indtryk af Niels Erik var, at han overhovedet ikke hørte efter samtalen mellem Snorri og Axel, men her tog Axel fuldstændig fejl, for Niels Erik standsede lige med ét med at komme orangesyltetøj på sit toastbrød – ja, faktisk skrabede han hele indholdet af brødet. Hans ansigtsudtryk viste med al tydelighed, at han mere end forstod handlingen, som Snorri var ved at uddybe. Og fortsættelsen af beretningen fik bestemt ikke hans appetit tilbage – tværtimod!

”Du så jo selv”, fortsatte Snorri, mens han lænede sig ind over bordet til Axel, for ligesom at give historien en lille snert af fortrolighed imellem dem, ”hun satte sig jo lige ned i sit eget bræk, og når man så samtidig ved, at piger i den alder, ikke ligefrem er renlige – dernede, så måtte jeg lige tørre hende lidt – inden – hvis du forstår hvad jeg mener?”

Joh tak, Axel forstod det glimrende, hvilket Niels Erik også gjorde, for han så ud til at have spist noget meget surt!

”Så øh”, grinede Snorri halvsjofelt med sin endnu mere hæse stemme, ”så jeg gik lige så stille ned i køkkenet for at finde noget, jeg kunne tørre hende med”. Snorri gjorde en kunstpause, mens han tog et ordentligt hiv at cigaretten. ”Meeeen, jeg kunne ikke rigtig finde noget jeg kunne bruge”, betroede han Axel, samtidig med røgen stod ud af både næse og mund – ”men så så jeg kluden henne på spanden”, grinede han triumferende, så Axel kunne se hele gebisset.

Hvis ikke Niels Erik havde tabt appetitten før, så røg den helt på røven nu, for det var den selv samme gulvklud, Joen havde tørret bræk op med aftenen før. Det havde da også den virkning, at han resolut rejste sig op, og smed hele sin morgenmad i skraldespanden. Kaffen blev hældt direkte ud i vasken, og da Joen var i gang med rengøring af stue og værelser, tog Niels Erik opvasken med det samme.

Snorri så lidt forbavset på Niels Eriks handling, men fattede sig hurtigt, da han udmærket kunne forstå mandens reaktion.

Snorris konklusion
”Jeg har det på samme måde du gamle, ka’ ikke få en krumme ned dagen derpå – tror det er på tide vi finder en snaps – det kan vi vist alle trænge til”, konkluderede Snorri.

Niels Erik så ikke engang over på Snorri, for manden havde slet ikke forstået en skid.

Ordet snaps fik ikke bare liv i Eirikur, men også øjnene fik en helt anden glød, og forbavsende hurtigt rejste han sig op for at få de andre med ud på en lille bygdetur. Også Niels Erik var med på ideen, men mere for at få et afbræk i Snorris beretning om nattens aktiviteter på værelset ovenpå – samt, måtte han bare have noget frisk luft – og det i en fart!

”Okay” afgjorde Joen en videre diskussion, ”vi har jo også en færge vi skal nå til Tórshavn inden middag, så lad os tage en runde inden vi drager nordpå!”

Tilbage mod havnen
Det var nu ikke ret mange, der var stået op i bygden, så lige så langsomt begav de fem mænd sig ned mod havnen, for måske kunne Snorri og Eirikur finde nogle bekendte i havnemiljøet, som havde lidt ”medicin” imod gårsdagens kæfert?

Da de nærmede sig havnen, kunne de se, at »Sluppen« stadig lå ved kaj. Helt automatisk stilede de to brødre hen mod det færøske sejlskib, for dette her kunne slet ikke slå fejl. Der måtte være nogen, de – på en eller anden måde – kendte.

Inden de tre andre vidste af det, var de to brødre forsvundet ned i det gamle træskib, med en kort besked om, at de hurtig vendte tilbage. Men efter en lille times tids venten på kajen, blev de tre enige om, at hvis de skulle nå færgen hjem til Tórshavn, så var det nu at brødrene skulle komme op. Joen forsøgte i fem minutter, at få dem gjort begribelig, at det var nu – hvis de ville med »Smyril«, men lige meget hjalp det, dertil var selskabet på »Sluppen« for tiltrækkende på brødrene.

Kort efter begav de tre sig af sted mod landgangen på »Smyril«, for nu måtte brødrene sejle deres egen sø.

”Hvornår komme de så til Tórshavn?” spurgte Axel, ”altså hvis de sejler med »Sluppen«. Joen tog en hurtig vurdering af vejr og vind og kom til det resultat, at hvis brødrene afsejlede med »Sluppen« i løbet af dagen, så kunne de måske være i Tórshavn i løbet af et par dage – hvis vinden kunne holde!

Joen fik ret i sin antagelse. To dage senere ankom brødrene til Tórshavn – meget ædru, og kun et par dage senere tog Eirikur på fiskeri de næste fire måneder ved Grønland. Ugen efter var Snorri på vej hjem til Island – hjem til kone og børn, efter en tiltrængt ferie ved familien på Færøerne.
——–

 

Historien er rigtig nok – dog er personer og stednavne opdigtet. Dette er gjort af hensyn til de involverede og deres familie, men jeg kender færingerne så meget, at alle vil gøre sit til, at finde det rette sammenhæng.

Men – handlingen er så gammel, at mange fra den tid allerede er døde forlængst, så det vil blive mere end svært, at travle de oprindelige personers navne op – og hvad vil det så egentlig gavne?

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Peter Sagan

Et eller andet sted havde jeg en stærk fornemmelse af, at Verdensmesteren i landevejscykling, Peter Sagan, ville genvinde årets Verdensmesterskab. Og det gjorde han så.

Nu var Verdensmesterskabet henlagt til Bergen i Norge, så det var også helt naturligt, at en af Norges supersprintere ville blande sig i afgørelsen på landevejen – hvilket også var tilfældet. Men ….. , Peter Sagan ville det altså anderledes, og kastede sin cykel et kvart hjul foran Alexander kristorff fra Norge.

Da jeg var bortrejst på det tidspunkt, kunne jeg heller ikke høre den norske kommentator berette om spurtopgøret, men det har sikkert været meget festligt.

Tilbage står, at Peter Sagan kan iklæde sig VW-trøjen for tredje år i træk, hvilket ingen andre har gjort før. Kjempe tillykke her fra Bornholm til Peter Sagan 🙂

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En historie fra Færøerne, femte del

Joen var tidligt oppe den næste dag, da huset helst gerne skulle efterlades i samme stand til forældrene, som det var modtaget i, så derfor var der et problem, der bekymrede ham en del. Snorri og den unge pige ovenpå!

Problemet Eirikur
Et andet problem var Eirikur, som lå snorksovende hen over køkkenbordet. ”Hvordan pokker kunne man vække ham efter så meget indtagelse af spiritus?”

Den gode Snorri var bestemt ikke den letteste af få ud af sengen, og da slet ikke når han havde selskab af en ung pige.

”Går du op og vækker ham” spurgte Joen lidt for tøvende til Axel. Men det havde Axel på ingen måde lyst til, så han så hen på Jens Erik, ”gør du?”, opfordrede han ham i en noget udfordrende tone, der havde en snert af ”det tør du bare ikke”. Men lige nøjagtig der, tog Axel fejl, for Jens Erik var meget hurtigt oppe af trapperne og bankede nu forsigtigt på døren. Ingen svarede eller reagerede overhovedet inde fra værelset. Meget forsigtigt åbnede han døren og fik hurtigt øje på to nøgne mennesker – Snorri og den unge pige. Inde i værelset var vinduet åbnet på vid gab, hvilket nok ikke var på grund af varmen, men helt sikkert for at få lidt frisk luft ind!

Midler og metoder
Ingen af de to i sengen reagerede på Jens Eriks kalden. De to ”turtelduer” sov tilsyneladende endnu meget tungt. ”Okay”, mumlede Jens Erik og fortsatte sin mumlen for sig selv, ”also, müssen wir die mittel und methoden anvenden”! Og lige så stille smuttede han ned af trappen igen, og videre ud i køkkenet til køkkenvasken.

Der var stillet et større krus ved siden af vasken, og det var netop dette krus, der var en del af værktøjet for udførelsen af den videre plan. Jens Erik fyldte kruset med vand, og kort efter havde han retning mod trappen, der førte op til værelserne.

”Kan du komme i tanke om, at smide vand på dem?” spurgte Joen og Axel forskrækket i munden på hinanden, der ikke i deres vildeste fantasi kunne udtænke sådan en plan. ”Bare rolig”, forsikrede Jens Erik, ”jeg tager selvfølgelig mine forholdsregler. Jeg skal nok få de to på højkant!”

Jens Erik åbnede atter døren ind til de to sovende. Han dyppede højre hånds fingre ned i vandet, og med et elegant ”sverp” med hånden, landede de mange vanddråber oven på deres mål i sengen. Hurtigt trak Jens Erik døren til sig, for han skulle trods alt ikke nyde noget af en eventuel resolut vrede fra Snorri, der meget tænkeligt kunne udløses i voldsomheder.

Regn?
Men heller ikke det kunne få du to sovende til at reagere, hvorefter Jens Erik tog en resolut beslutning, og kastede resten af glassets indhold mod målet i sengen. Dette fik Snorri op af sengen i en fart, for han tumlede ud af sengen for at lukke vinduet. ”Satans møgvejr”, mumlede Snorri og rullede med et bump tilbage i sengen med den unge pige.

Vandet var ikke nok til, at pigen vågnede, men Snorris hårde tilbagekomst i sengen fik hende ud af søvnens faste greb, og endnu hurtigere havde hun til sin skræk fundet ud af, hvilken situation hun befandt sig i. Herefter gik det meget stærkt med, at hun kom i sine klæder igen, der stadig stank af opkast fra aftenens episode – og endnu stærkere med at komme ud af døren, der nær havde kostet Jens Erik en tur ned af trapperne. Pigen nærmest fløj ned af trapperne – og endnu hurtigere ud af husets hoveddør.

Snart efter lå en halvvågen Snorri helt alene tilbage i sengen, en Snorri, der ikke helt kunne blive enig med sig selv om, om det kunne betale sig at stå op eller blive liggende. Dog fik tanken om en øl eller en snaps meget hurtigt enden på den ”diskussion”, for noget i hans krop skreg på et middel, der kunne få has på hans hastige voksende delirium.

Brødrene
Jens Erik sluttede sig til de andre ved køkkenbordet, hvor Eirikur endnu befandt sig i sin drømmeverden – hen over bordet – men i en tilstand, der nok mindede en del mere om bevidstløshed end søvn. Ved siden af ham stod en halvtom flaske akvavit, der af ukendte årsager delvis havde overlevet Eirikurs angreb for en totaludslettelse. Men flaskens indhold levede på lånt tid, for Snorri var på vej ned af trapperne, og hans blik var rettet direkte mod det lille indhold i flasken.

Snorri greb flasken, samtidig med, at han smed sig ned i den stol, der stod nærmest ved den sovende Eirikur. Hans armbevægelser havde kun et formål inden flasken blev sat for munden, og det var at få skruelåget af i en helvedes fart. Det var en kombination af disse ting, at Snorri kom i karambolage med den sovende skikkelse på bordet, hvilket resulterede i, at Eirikur drønede ned på gulvet med et brag.

Det var åbenbart denne form for mishandling, der kunne få den sovende Eirikur tilbage til de ”levende”, for aldrig så snart han ramte gulvet, var han tilbage i siddende stilling – dog stadig på gulvet – men vågen nok til at se de sidste dråber snaps forsvinde ned i Snorris tørstige hals.

”Gem li..” var den meget korte sætning, der kom ud af den siddende Eirikur, der lige havde konstateret et faktum, der på ingen måde var til fordel for ham. ”Satans”, mumlede han indædt, og begyndte at rejse sig op fra gulvet.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Skyderier på Nørrebro

Jeg kender en del til det gamle Nørrebro – men slet ikke til det Nørrebro, som er der i dag. Sidste gang jeg cyklede igennem Nørrebro, var efter et motionscykelløb, “Århus – København”, hvor jeg skulle ind til Hovedbanen fra Herlev. Jeg blev jagtet ude på selve Nørrebrogade af nogle personer, af anden etnisk herkomst end dansk – for jeg havde intet at gøre i deres by?!?

Skyderier
Siden er der sket en masse skyderier i bydelen, skyderier, som tilskrives bandekrige, efter hvad pressen skriver. En del personer, som slet ikke kan sættes i forbindelse med banderne, er blevet ramt. Min personlige opfattelse er, at det er med fuldt overlæg, at uskyldige mennesker er skydeskiver, for det vil sætte en skræk i livet på andre, om, at bevæge sig ind på Nørrebro!

Forbyd dog banderne!
Jeg ved det, for at forbyde disse bander, skal vi have en grundlovsændring om forenings friheden – eller skal vi? For jeg mener Grundlovens § 78 kan anvendes, da den beskriver:

§ 78

Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Stk. 2.  Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. 

Store udgifter
Jeg behøver vel ikke beskrive nærmere, hvem eller hvad der er den egentlige årsag til de store sikkerhedsmæssige omkostninger, der er indført, i takt med den muslimske flygtningestrøm, vi har været vidne til i Vesten.

Australien i 60’erne
Jeg husker engang, da jeg gik ombord i et fly af typen T727 (DC9) i Sydney til Melbourne. Vi var to danskere, der begge havde vore jagtvåben med, og som vi bragte med i flyet! Lige inden vi lagde vore geværer op i bagagerummet – oven over flysæderne – råbte kaptajnen til os, om vi havde husket at tage bundstykket ud – og om, hvor mange patroner vi havde med os? Vi bekræftede, at bundstykket var ude – og at vi havde 35 til 40 patroner med. Dette blev godkendt uden videre spørgsmål – andet end med en tommelfinger opad.

I dag kan vi ikke engang medbringe en neglefil – uden at dette bliver betragtet som et våben. Vi kan ikke engang medbringe en flaske vand gennem sikkerhedskontrollen – en sikkerhedeskontrol, som heller ikke fandtes dengang!

Hvem er den skyldige?
Ingen andre religioner – end Islam – har vi problemer med i Vesten! Alle andre religioner opfattes som en privatsag, hvor Islam proklamerer højlydt – at alle vantro skal dræbes. Denne religion hører ikke til i et demokrati – så er det sagt!

Fortroppen
Jeg betragter det der sker på Nørrebro, som fortroppen af det der venter os – hvis vi ikke snart tager os sammen! Vore politikere (dog ikke alle) har den største berøringsangst for, at kalde det der sker på Nørrebro ved deres rette ord.

Forbyd disse bander og de foreninger, der ikke kan indordne sig under vort demokrati, for det er ikke os, der skal integreres – det er flygtninge og indvandrere, der skal integreres – hvis det skulle komme bag på nogen? Så fat det dog – I folkevalgte på Christiansborg!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

En historie fra Færøerne, fjerde del

”Vi skal besøge nogle af mine gamle venner og familie her i Vágur, så slipper vi for at lave mad”, sagde Joen med et glimt i øjet. Men det havde Eirikur en helt anden mening om, for han fortsatte direkte hen mod et cafeteria i bygden. Efter al den spiritus, han havde fået indenbords på sejlturen, trængte han til at få skyllet efter med en øl eller to.

Det færøske øl
Selv om man kun kunne købe lyst øl på Færøerne, så smagte det trods alt af øl – og værre var det da heller ikke. Det færøske øl blev jo også brygget af noget af det bedste vand i verden!

Uden at stille for mange spørgsmål til Eirikurs kurs hen mod cafeteriet, fulgte de andre lige så stille efter, for der var også en kaproning på fjorden, de skulle se, så rundturen i bygden kunne sagtens vente.

Cafeteriet i Vágur
Inde på cafeteriet var der heller ikke den store plads at få øje på, da samtlige pladser var optaget, men det forhindrede dem ikke i, at bestille en ”Føroya Bjór” – også kaldet en ”Einar Waag”, som er den mest efterspurgte pilsner på Færøerne.

”Eirikur havde allerede drukket sin den første øl, inden de fik betalt, mens Snorri mere tog tiltag i, at nyde sin øl. Jens Erik var den glade giver, og mens han ordnede det økonomiske med ekspedienten bag disken, stillede Snorre sig midt ud på gulvet – i fuld rank stilling, men den ene hånd i siden.

“Katastrofen”
Med højre hånd om flasken, satte han flasken til munden – og lagde nakken tilbage. Og så var det, at denne tilsyneladende ret harmløse handling, satte en uforudset kædereaktion i gang.

Den ranke stilling, som Snorri havde indtaget, med den efterfølgende lettere tilbagelænet manøvre, fik Bénédictiner liqueuren, bag livremmen, til hoppe op fra sit ”sikre” gemmested, idet Snorris mave pludselig indtog en helt anden position end den sædvanlige hængevom ud over bæltet. Flasken fortsatte sin flugt direkte ned mod cafeteriets hårde gulv, og katastrofen var uundgåelig. Snorris tiltænkte ”fisseliqueur” smadredes i tusinde stykker, mens indholdet hurtigt bredte sig ud over gulvet.

Det tog ikke Snorri ret mange sekunder at konstatere, hvad der lige var overgået ham! Ølflasken i højre hånd blev vendt 180 grader i luften, og med et kast mod cafeteriets endevæg, endte den på samme ynkelige måde som ”fisseflasken” på gulvet. ”Der røg det fisse”, skreg han af fulde hals ud over de måbende gæster i cafeteriet.

Der var tilsyneladende ingen, der turde gøre nogen indsigelser imod det udbrud, for alle lod som om intet var sket selv om det nærmest var umuligt at overse seancen. Alle var nervøse for, hvad Snorri mon kunne finde på, hvis der var faldet en forkert kommentar.

Snorri forsvandt ud af døren, og de to danskere og Joen fulgte bare efter – ligesom det tynde øl. Udenfor var kaproningen på fjorden i fuld gang. Eirikur var forsvundet uden nogen havde lagt mærke til det, så da de havde set robåden fra bygden Sumba, som ligger på Suðuroy, havde vundet i den store klasse, var det et helt perfekt tidspunkt til, at tage på rundtur i bygden hos Joens venner og familie.

Den færøske gæstfrihed
Jóansøka, er lige så meget befolkningens aktivitet ved gensidigt besøg, som den direkte underholdning i anledningen af sommerfesten, der har tiltrækningskræften for deltagerne. Foruden lidt mad ved naboen, familien og venner, er der altid en lille én til halsen, så det er meget få besøg, der bliver glemt på bygdeturen. I det hele taget er gæstfriheden på Færøerne, nok noget af det mest værdifulde for færingerne, for noget lignende findes vel næppe i hele verden?

Da alle, lige med undtagelse af Eirikur – der stadig gik sine egne veje, endelig tog Joens forældres hus i besiddelse, var tidspunktet blevet til lidt sent på aftenen. De begyndte så småt at affinde sig med, at det nok måtte være sengetid, da de skulle nå »Smyril« tilbage til Tórshavn næste formiddag. Men ligesom de mindst ventede det, dukkede Eirikur pludselig op – og ikke nok med det, han havde to unge piger med på slæb.

Pigerne
De to unge piger, på henholdsvis 16 og 17 år, havde været på bygdetur det meste af dagen, og var blevet lidt interesseret i Eirikur, som kun kunne komme af med pigerne, ved at tage dem med hjem til huset i Vágur. Hvis Snorri før, havde følt sig så træt til, at finde en seng for natten, så blev han pludselig meget nærværende.

Begge piger var en del beruset af dagens mange husbesøg, så den ene satte sig med det samme på Axels skød, hvor hun lagde meget kraftigt op til ham, for Eirikur havde bestemt ikke faldet for hendes tilnærmelser. Og posten, Axel, var ikke helt uinteresseret i den unge færøske pige, dog tog interessen en brat ende, da pigen pludselig overbrækkede gulvet. ”Hva’ satan i fænghullet”, råbte posten forskrækket, da han var lidt nervøs for, at han også var blevet overbrækket.

Den unge pige befandt sig nu selv siddende på gulvet, lige midt i sin egen ”suppe”, da Axel ved sit udbrud, også havde rejst sig op, hvilket resulterede i, at pigen var kuret ned gulvet – lige midt i suppedasen! Snorri var næsten for hurtigt henne for at hjælpe den ulykkelige pige op, og hans hjælpsomhed fortjente da også al mulig ære, hvis bare hjælpsomheden ikke havde grobund i noget helt andet end det, som det umiddelbart så ud til at være!

”Føj for satan”, udtrykte Snorri sin ”medlidenhed” overfor den arme pige, der nok ikke havde brug for et udtryk af den art til opbakning. ”Nu skal jeg hjælpe dig af tøjet, så du kan blive vasket”.

Snorris bagtanker
Nu var det ligesom de øvrige begyndte, at kunne genkende baggrunden for Snorris hjælpsomhed, for naturligvis havde manden en bagtanke med sin hjælpsomhed. Den unge pige blev hjulpet på benene, for derefter at forsvinde ovenpå med Snorri i et af de tilstødende værelser. Joen trak på skuldrene, som om den ”udvikling” ikke kunne være ret meget anderledes – men han kendte jo også Snorri bedre end de andre!

Joen så igen op mod værelset, hvor de to var forsvundet ind i, derefter gik han ud i et tilstødende bryggers for at finde en spand og en gulvklud, for efterladenskaberne på gulvet var jo ikke forsvundet af sig selv!

Efter gulvet var rengjort, stillede Jóen spand, klud og gulvskrubber hen i et hjørne i køkkenet. Det var efterhånden også blevet tid til lidt søvn, og da den anden pige, lige så stille var forsvundet ud af døren, var der ingen, der bekymrede sig om hende. Alle fandt sig en soveplads et sted i huset, lige med undtagelse af Eirikur, som fortsatte i sit eget selskab – med et par flasker snaps.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En historie fra Færøerne, tredje del

Langt de fleste pladser var optaget på færgen, så de fem venner blev ret hurtigt splittet, da de måtte sidde, hvor der nu engang var plads til dem.

Nu betød denne mangel på pladser ikke det helt store for brødrene, for Eirikur trissede alligevel rundt for sig selv med sin lommelærke, og de steder han opdagede kendte et ansigt, blev han som regel også budt på en snaps eller to. Og set ud fra Eirikurs filosofi, var det slet ikke det værste, han kunne komme ud for.

Snorris tankegang
Snorri var kommet til den konklusion, at hvis hans flaske – i bæltet – skulle overleve turen på »Smyril« – og dermed sikre ham det fisse han havde udtænkt sig, så måtte flasken opbevares et mere sikkert sted. Derfor havde han på et tidspunkt overdraget flasken til Axel, med en indtrængende besked om, at Axel nærmest skulle forsvare det dyrebare indhold med sit liv!

Da »Smyril« havde lagt Store Dimon bag sig, opstod der tumulter agter på skibet. Snorri var kommet i klammeri med et par personer fra Klaksvik, der havde en hel flaske D.O.M. at hygge sig med. Det var kun med nød og næppe, at manden fra Klaksvik blev reddet fra en større røvfuld, for Snorri havde i mellemtiden glemt, at han havde bedt Axel om, at passe på flasken, – den meget vigtige Bénédictiner liqueur. Derfor måtte flasken altså være stjålet fra ham. Andre forklaringer var der bare ikke!

Jens Erik lagde sig imellem kamphanerne, men med fuld opmærksomhed på Snorri, samtidig med, at han råbte ind i hovedet på den hidsige mand, at Axel havde hans flaske. Axel stod da også og viftede med flasken, men i sikker afstand fra Snorris arme, der mere eller mindre kørte rundt i lokalet som en vindmølles vinger i stormvejr.

”Jeg har den her”, råbte Axel med en skinger stemme, der afslørede, at han var noget nervøs for, at flasken kom noget til i det slagsmål. Han havde jo også lovet Snorri, at passe godt på flasken, og Snorri lignede en, som han nok ikke skulle diskutere ret meget med.

Idet Snorri så Axel med ”den bortkomne” Bénédictiner liqueur, gik ”noget” pludselig op for ham. Han faldt da også helt ned, men dog ikke så meget, at det kunne blive til en undskyldning til manden fra Klaksvik. Der var grænser, trods alt!

Vikingeskib
Da »Smyril« ankom til Vágur, lå der et vikingeskib et stykke ude i fjorden. Vikingeskibet havde hejst det kendte sejl, og lignede – i bygningen – til forveksling de mange færøske både, som ses overalt på Færøerne. Dog en del større.

Foruden sejlet, skilte skibet sig også ud fra de øvrige både i havnen – med runde skjolde på begge sider. Naturligvis var vikingeskibets ankomst en del af Jóansøka, der ved sin tilstedeværelse gjorde den kendte sommerfest til noget ganske særligt.

Eirikur lagde da også hurtigt mærke til vikingeskibet ude på fjorden, men hans opfattelse af synet, matchede ikke helt de andres opfattelse af seancen. ”Når man begynder at se vikingeskibe, så skal det bare drikkes væk”, konstaterede han i sin egen lommefilosofi, der blev konfirmeret med en ordentlig dram fra hans ynglingsfugl, lommelærken.

Sluppen
Der lå også et andet skib i havnen i Vágur, et meget gammelt færøsk sejlskib, som havde gennemgået en tiltrængt restaurering.

Sejlskibet, en færøsk slup, med en todelt mast, sejlede nu rundt mellem øerne som en værdig repræsentant for Færøernes skibshistorie på havet. Skibet, gik da også under navnet »Sluppen«, havde på sit sommertogt lagt til kaj i Vágur i anledning af sommerfesten.

Snorri, som igen blev forenet med sin ”fisseflaske”, der med det samme indtog pladsen bag bæltet, lagde straks mærke til »Sluppens« tilstedeværelse, og hvis ikke Joen havde rykket kraftigt i ham, ville han helt sikkert have været forsvundet ombord på det gode gamle sejlskib.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En tur på Hammershus og BTS

I går havde vi en tur på Hammershus og Bornholms Tekniske Samling (BTS). Når jeg skriver “vi”, så er det min hustru, vort barnebarn, Jon, og jeg.

Det er ikke altid lige let for Jon, at være sammen med os to gamle, da Jon er 18 år, og har derfor nogle helt andre behov end hjemmets oprindelige beboere.

 

 

 

 

Vor historie
Men nu er Jon en del af os, så derfor tager vi af og til nogle ture ud på øen sammen. Men – strengt taget, så er det nok ikke lige Hammershus og Bornholms Tekniske Samling, der tiltrækker et ungt menneske, men ingen tager skade af lidt historie – så derfor.

Da vi gik over broen – op mod den gamle borg, kunne vi ikke lade være med at bemærke de mange planter, der overalt groede ud af sten- og murværk, et bevis på, at naturen er meget stærkere end menneskets bygningsværk.

En flot natur
Da vi gik rundt i området, kunne jeg ikke lade være med, at komme med en kommentar om det der i sin tid var sket på stedet.

Vejret var meget behageligt, og en fred hvilede over “toppen på Bornholm” – en direkte modsætning til stedets grumme historie for datidens beboere på Hammershus.

Jon havde selvfølgelig været her før, men huskede det ikke så godt, da det var en del år siden, dog var der ting han huskede om stedet.

Udsigten ud over Østersøen kunne man heller ikke kimse af, og vi bemærkede flere sejlskibe og fiskerbåde et godt stykke ude på havet.

Kamera – og et spørgsmål
Jeg havde selvfølgelig min uundværlige følgesvend med på turen (mit kamera), som jeg flittigt anvendte overalt.

Nu var det så, at Jon kom med en vittighed, som fik mig til at grine. “Hvordan kan det være, at når du tager billeder med et rundt objektiv – at der kommer firkantede billeder ud af det?” Den lader vi stå lidt endnu.

Det nye byggeri
Vi kunne heller ikke lade være med at se i retningen af det nye byggeri – det nye velkomstcenter – der er under opbygning. Det nye center ser meget interessant ud, da det er bygget (som vi ser det) lige ind i naturen, så det ikke er til gene for den unikke natur, der er kendetegnede for hele Hammerknuden. Det vil helt sikker blive noget af turistmagnet – meget mere end stedet er i forvejen, og det siger ikke så lidt!

BTS
Vi tog herefter lige et smut op omkring Bornholms Tekniske Samling, da Jon ikke havde fået det store tur gennem museet – og så var der også en jagerbomber, der skulle afprøves at sidde i.

Birthe fik en god gennemgang af Christian, en af mine kustodekolleger på stedet, og det var hun meget glad for – for Christian ved meget mere om museet end jeg gør – endnu.

Jon fik sin “tur” i jetjageren, og et billede han kunne vise til sine norske venner – og det er vel heller ikke så galt?

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

En historie fra Færøerne, anden del

Danskerne, Jens Erik og Axel, boede på samme pensionat i midten af Tórshavn, men det var på sin vis også det eneste, der bandt dem sammen i Tórshavn. De var begge i midten af tyverne, og deres tilhørsforhold til Færøerne skyldes udelukkende deres arbejde. Et ophold, der sang på sidste vers.

Argir
I den sidste tid havde Joen, Jens Erik og Axel taget et par bowlingsaftener på den nye bowlingbane, der var blevet anlagt i det gamle spinderi, som var placeret midt ude i åen, som løber mellem Tórshavn og Argir.

Som noget nyt kunne man nu også spise varmt mad på bowlingbanen, da der var ansat en kok fra Marinestationen i Tórshavn – og han var slet ikke så ringe til at lave mad. Derfor blev stedet ret hurtigt et godt alternativ til den trivielle mad på pensionatet for de to danskere, der ikke altid bifaldt de færøske retter som ræstfisk og ræstkød.

Bestilling af spiritus og øl
Jens Erik, var ansat som tømrer ved det danske byggefirma Pihl og Søn. Han var lidt kraftigere end Axel, hvor de mere havde højden på 1,75 m som fællesnævner. Axel havde et helt andet arbejde end Jens Erik, idet han var ansat ved det danske postvæsen midt i Tórshavn.

Når en af dem fik en sending spiritus og øl fra Danmark, kunne det godt gå lidt vildt for sig i værelserne på pensionatet. Engang gik det ud over en dør til Axels værelse, så døren måtte udskiftes. Med denne udskiftning forlangte ejeren selvfølgelig, at Axel måtte betale omkostningerne for, hvilket ikke blev noget problem, men så ville Axel til gengæld også have den ødelagte dør.

Døren blev lagt op på to tomme ølkasser – og herefter havde ”Posten” et sofabord. Døren, eller bordet om man vil, havde stadig håndtag og låsen isat – og oven i købet sad den gamle nøgle stadig i låsen. Når der så atter kom spiritus og øl på ”bordet”, kunne Axel finde på at låse låsen i den ødelagte dør. Et stunt, man med held kunne sætte sig ind i, ved indtagelsen af en større mængde spiritus. Både Jens Erik og Axel kunne da også få det helt store grin frem under seancen – og det skete ikke så få gange under deres ophold i Tórshavn.

Afrejsen
De fem venner mødtes på kajen ved skibet »Smyril«, som skulle sejle den ned til Vágur på Suðuroy. Skibet »Smyril«, var nogle få år før blevet bygget på skibsværftet »Skipafelagið Føroyar«, og blev med det samme et skib, som færingerne blev lidt stolte af. Selv om »Smyril« var en del mindre end Færøernes tidligere stolthed, »Tjaldur«, der blev solgt til Argentina, kunne det, med lidt god vilje, godt minde en del om det skib, som »Skipafelagið«, af økonomiske grunde, blev nødt til at sælge i Sydamerika.

Der var allerede en god stemning på »Smyril«. Mange passagerer havde varmet lidt op hjemmefra, hvilket betød, at stemningen automatisk blev løftet et par trin højere, end en almindelig rejse til Danmark. De fleste passagerer skulle jo også deltage i en yderst populær sommerfest, og det går bestemt ikke stille for sig på Færøerne.

De to brødre
Eirikur og Snorri var bestemt ikke blandt de passagerer, der kunne holde stemningen nede, da de begge havde taget godt fra sig af de våde varer i det gamle hjem i Tórshavn.

”Er I klar til Jóansøka?” spurgte Joen de to brødre. Eirikur svarede slet ikke, men klappede sig demonstrativt på inderlommen, hvor Snorri havde en noget mere uddybende kommentar til sin ”bevæbning”. ”Vil du da ha’ en snaps?”, spurgte Snorri, og rakte en hel flaske whisky over til Joen, der ikke tøvede med at tage imod tilbuddet. Snorri hankede herefter op i skjorten, og til syne kom en hel flaske D.O.M. Bénédictiner liqueur, der var stukket ned bag livremmen.

Egentligt var det noget naturstridigt i, at flasken kunne placeres der, idet Snorri havde en meget kraftig mave, hvor bæltet havde sin plads under maven. Hvad der egentlig holdt benklæderne oppe – og flasken med, måtte stå hen i det uvisse.

Efter Joen havde taget en spids fra whiskyflasken, lod han den automatisk gå videre til Jens Erik og Axel, der uden videre forklaring tog imod ”tilbuddet”. De havde begge været for længe på Færøerne til, at de kunne misforstå denne ”invitation” til en slurk af flasken. Snorri strøg kærligt flasken bag bæltet, nærmest med en overdreven håndbevægelse, der kunne lede tanken hen på noget direkte sjofelt bag handlingen. ”Denne her”, oplyste han, med en endnu mere hæs stemme end den han plejede at tale med, ”denne her skal skaffe mig fisse i Vágur!”

”Det må du sgu lige forklare lidt tydeligere”, fiskede Jens Erik med et blink i øjet. Han havde i samme øjeblik ladet whiskyflasken gå videre til Axel.

”Hold da helt kæft, hvor er I danskere langsomme”, svarede Snorri nærmest grinende, kvinder er langt mere til denne slags end whisky eller snaps – derfor!”, forklarede han, mens han endnu engang gjorde en noget sjofel bevægelse med hånden på flasken i bæltet. ”Går det for stærkt for din hjerne?” fortsatte Snorri drillende i et noget højere toneleje, men med et blik på hånd og flaske, der bestemt ikke efterlod ret meget til fantasien!

Hverken Axel eller Jens Erik havde noget behov for en nærmere forklaring på, hvad der foregik i Snorris hjerne, dertil var det alt for åbenlyst. Og Joen lignede en, der overhovedet ikke var forbavset over Snorris bagtanker. Sandt at sige forventede han noget i den retning.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mette Frederiksen og tom snak

Jeg har slet ikke den store fidus til Mette Frederiksen (S) som statsministerkandidat, for jeg tror ikke et klap på denne meget kolde kvinde.

Dengang Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, skrev jeg en mail til damen – da jeg flere gange var blevet alders diskrimineret, når jeg søgte på ledige stillinger – og det er ulovligt! Derfor min henvendelse til konen på Borgen – men intet svar, trods flere rykkere!

Det tog dog ikke helt modet fra mig, for min erfaring sagde mig, at alle de folketingsmedlemmer og ministre jeg havde skrevet til (og det er mange), så svarede de altid, så det regnede jeg også med Mette ville gøre. Men jeg blev langsomt klogere!

Intet svar
Jeg fik den triste erfaring, at ikke engang kontorpersonalet hos beskæftigelsesministeren svarede på min henvendelse, så Mette Frederiksen kan stikke sin udtalelse skråt op (fra i dag), at “vi i socialdemokratiet skal tænke og gøre mere på de svage og pensionisterne i samfundet” – for det er tomme løfter!

Selv Ældresagen måtte indrømme, at det er mere end svært, at få et svar fra Mette Frederiksen, så jeg skulle være mere end heldig, hvis jeg kom igennem til kvinden.

Som skrevet – jeg tror ikke en skid på det damemenneske!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar