Jeg og mode

Der er vist ingen, i min omgangskreds, der beskylder mig for at være et “modedyr”, for jeg tror aldrig min garderobe nogensinde har været på mode. Så er det sagt!

Jeg har aldrig forstået, hvorfor andre mennesker skulle bestemme, hvilket slags tøj man skal have på til forår, sommer, efterår og vinter – lige ud over den store økonomiske fordel der er for personerne bag “ideen”.

Mit tøj bliver udskiftet, når det er slidt ned – ikke før. Tror nu heller ikke, at min alder er målgruppen for tøjdesignere?

Selv min cykel er ved at være 14 år gammel – og den er bestemt ikke moden til udskiftning – måske rytteren? Han har i hvert fald alderen til det 😉

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Ældrebyrden!?!

Gang på gang hører/ser vi på TV de/vi ældre blive omtalt som hele Danmarks ældrebyrde – uden man overhovedet omtaler, hvor meget disse mennesker har bidraget til i samfundet gennem et helt liv?

Her til morgen læste jeg på TV 2 News, at indvandrere, af ikke vestlig herkomst, vil hvert år koste landet 33 milliarder kroner de næste 82 år. Her taler vi om mennesker, der aldrig har bidraget til noget som helst for Danmark! Jeg er helt med på, at flygtninge skal vi hjælpe – slet ingen tvivl om det – men regulære indvandrere fra lande, hvor de på ingen måde er forfulgte, dem skal vi ikke tage imod på bekostning af vore ældre medborgere! Her er jeg heller ikke i tvivl!

Kontanthjælp vs folkepension
Jeg er helt med på, at der er en del, som har arbejde – og derved bidrager til samfundet – det er ikke dem jeg hentyder til (hvis de da er flygtninge?), men alt for stor en del lever på kontanthjælp gennem mange år, hvilket en dansker ikke kan tillade sig. Og prøv så lige at sammenligne en folkepension med en kontanthjælp!

Hvorfor omtaler vi ikke den omkostning som en indvandrerbyrde?!?

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Astana og Aru

Det lyder næsten, som jeg skrive på udenlandsk med den overskrift, men cykelsportfolk ved med det samme, at jeg nu skriver om professionel cykelsport. “Astana Pro Team” er et professionelt cykelhold, der er hjemmehørende i Kasakhstan. Holdet har den tidligere olympiske guldvinder, Aleksandr Vinokurov, som grundlægger af cykelholdet.

Astanas “toprytter”
Fabio Aru, en italiensk top cykelrytter, var tilknyttet Astana, men gik i slutningen af sidste år over til “Team Emirates”, hvilket Aleksandr Vinokurov bestemt ikke var tilfreds med, da skiftet kom som et lyn fra en klar himmel. Ingen i Astana vidste noget som helst om Fabio Aru’s planer.

Italieneren var hentet til Astana for at skaffe resultater til Astana Pro Team, men efter min mening havde Astana allerede en toprytter i danskeren Jacob Fuglsang.

Begge omtalte ryttere var udset til at være kaptajner i Tour de France 2017, men det var helt uden Aru’s samtykke. På et tidspunkt var Jacob Fuglsang gået alene i udbrud, hvorefter Aru kørte sin holdkammerat op – med hele toppen af tourfeltet på hjul. Det gør man bare ikke!

Astana Pro Team 2017
I år har Astana ikke en egentlig stjernerytter – når vi ser bort fra de danskere, som er i holdets stald, hvor flere af dem har udviklet sig til rene topryttere. Det har vist sig, at Astana, i dette forår 2018, har vundet langt mere, end nogen med forstand på cykling har kunnet forestille sig. For mig at se, så har rytterne, i den grad, udviklet sig i Aru’s fravær fra holdet. Det kan sætte tanker i gang, om det er en fordel at satse på enkelte navne, når så mange blomstrer op i mangel på samme.

Og Fabio Aru – ham har vi ikke hørt meget til i 2018.

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Trolling Master Bornholm 2018

I år har jeg ikke gjort det helt store for dette års Trolling Master Bornholm – men det er der jo heller ingen grund til, da TV 2 Bornholm klarer denne opgave udmærket.

Her på tredje dagen, har jeg forsøgt at tage lidt stemningsbilleder fra havnen, og det har da heller ikke været den sværeste opgave, idet arrangementet har været beriget med noget af det bedste vejr, de overhovedet kunne tænke sig til.

Rundt på havnen kunne man se havets aktører stå/sidde med en dåseøl i hånden efter dagens kamp med de store laks i Østersøen. Jeg kunne sagtens sætte mig ind i deres situation på det felt.

En fisker kunne fortælle, at efter noget der lignede 1½ times kamp med en stor laks, vandt laksen kampen og strøg til havs igen.

På aftenens udsendelse kunne fiskeren berette, at det havde taget ham nogle timer at komme over den skuffelse – hvis han da var kommet over den?

Han havde dog ikke tabt modet, for i morgen er der atter en dag på havet – og nu ved han, hvor den store laks bor.

 

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Elendige TV-programmer

Det kan godt være, at jeg kommer til at lyde meget negativ i dette indlæg, men jeg er efterhånden dødhamrende træt af vore TV-programmer, som er helt uden ide. Det kan sammenlignes med, at man får serveret den samme mad – hver eneste dag.

Apropos mad, så er der alt for mange madprogrammer, der kun bliver opfattet som noget underholdning, på niveau med en radio der kører i baggrunden – uden man overhovedet hører efter. Så er der Hammerslag, der har kørt i årevis – røvkedeligt! Herefter en del beslægtede intetsigende programmer, der får kvalmen til at stige ret højt i halsen.

Quizprogrammer!
Jeg har efterhånden meget svært ved at kalde det for underholdning, for det er stort set de samme mennesker, der går i ring i en fire til fem programmer i den samme genre. Spænding? – min bare røv.

Genudsendelser
Så er der de rigtig mange genudsendelser – af enhver art. De mange krimier, vi absolut skal belemres med hver eneste dag/aften. Her når kvalmen op lige bag drøblen, og truer med at stå ud gennem næse, mund og ører. Når vi så taler genudsendelser, så må krimier være helt i top. Men også mange gamle danske film har jeg efterhånden fået nok af. De bliver ikke ved med at tage kegler.

Af frygt for, at blive opfattet som den helt store lyseslukker, så stopper jeg kritikken her – inden jeg kommer i gang med sporten, for her kan der ligeledes gøres en del.

Og ja – jeg mener bestemt, at vi slet ikke får det, vi har krav på – med den licens vi betaler!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Stemmer lærerne nej?

Det kan godt blive noget af en gyser med den afstemning, som vore skolelærer skal igennem, før overenskomsten kommer i hus – eller bliver forkastet.

Som jeg forstår deres forhandler, Anders Bondo Christensen, så er det den bedste overenskomst, han kunne forhandle sig frem til. En konflikt ville ikke kunne løse lærernes hovedkrav, men derimod ville en konflikt resultere i, at Folketinget ophøjede et forslag, fra Forligsmanden, til lov.

Pressen taler det ned
Det der eventuelt kunne tale for et “nej”, til lærernes overenskomst, er, som jeg pt. oplever det, at den samlede danske verdenspresse taler forliget ned til et “nej”. Det er meget lidt vi har set/hørt til den anden mening om det resultat, som Anders Bondo Christensen har nikket “ja” til.

Men det kan sagtens resultere i, at det bliver et rungende “nej”, og så har vi en konflikt på lærernes område – i 2 uger højst. Herefter griber Folketinget ind, og så står lærerne måske i endnu dårligere situation?

Men nu er jeg altså i lærernes situation, så jeg kan slet ikke sætte mig ind i de følelser, der eventuelt kan resultere i et nej, så jeg afventer i spænding.

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Hov, en and i et træ?

Det er ikke hverdagskost, når man ser en and sidde i et træ – det kan jeg godt skrive under på.

Anden har jo ikke ligefrem fødder som en almindelig fugl, og den svømmehud, den er i besiddelse af, er helt og aldeles beregnet til at anvende i vand – og ikke i et træ. Alligevel er det lykkedes naturfotografen, Joel Andersen, at tage et billede af en and i et birketræ.

Joel Andersen fortæller
“Jeg var ude for at se efter frøer i en lille skovsø, men ingen frøer. Så hører jeg pludselig en rumsteren i nogle birketræer lige ved siden af mig – og der sad en and oppe i birken. Det har jeg ikke set før.”

Bredtægen
Det er ikke første gang vi ser en bredtæge fra Joel Andersen, men hvert billede har sin egen historie. Denne bredtæge sad på låget af en skraldespand – hjemme i haven, i den Nordsjællandske by Kregme.

Her må der være tale om en grøn bredtæge, og den har en længde på 11-14 mm, og er overvejende grøn, men kan gå over i det mere brunlige i vinterperioden. Den grønne bredtæge kan forveksles med en gyvelbredtæge, som kan være lysegrøn efter en overvintring, dog har den mere ensfarvede antenner.

Tæger og flåter
Jeg ved det godt, at jeg har før har skrevet om dette emne, men det kan sagtens tåle en gentagelse, for jeg hører ret ofte om forvekslingen. Når vi hører betegnelse skovflåter, bliver disse af og til omtalt som tæger, hvilket er helt forkert, for flåterne hører til spindlere – altså edderkopperne. Tæger er insekter – hvilket en flåt altså ikke er. En tæge har seks ben, og så er der omkring 500 arter af tæger! Så – en skovflåt er ikke en tæge!

Grøn busksommerfugl
Det næste naturfotografen fik i søgere, er en grøn busksommerfugl.

Billedet er næsten helt varmt endnu, da det er taget den 23. april – ude fra Melby Overdrev.

Sommerfuglen har et vingefang fra omkring 22 til 27 mm. Den er let at kende på den grønne farve. Undersiden er helt grøn, mens oversiden er ensfarvet brun. Kun på bagvingens underside er der et par hvide pletter, men der kan også være en hel række af hvide pletter. På bagvingen anes en lille kort “hale” (se billedet).

Den grønne busksommerfugl kan findes i næsten hele Jylland, på Fyn, lidt på Lolland-Falster – og i det meste af Nordsjælland, mens vi her på Bornholm kan se helt bort fra den, da den slet ikke er at finde i denne del af landet.

Jeg har skrevet det før, men du snyder dig selv, hvis du ikke dobbelt klikker på billederne, for derved får du en helt anden oplevelse af fotografens arbejde!

Snyltehveps
Joel Andersen skriver en lille bemærkning om det næste billede, “snyltehveps – af en slags” – og det kan jeg godt forstå, for det er lidt af en jungle at finde rundt i.

Snyltehvepsen parasiterer (snylter, heraf navnet) sommerfuglens æg, så der ikke udvikles larver.

Myrer
Jeg ved ikke hvordan mine læsere har det med myrer, men jeg kan blive helt fascineret af at se myrerne arbejde i en uendelighed – for der er godt nok ikke indlagt direkte spisepauser i deres arbejde.

Når jeg googler “myrer”, kommer der en del frem om myre bekæmpelse, hvilket nok ikke er så underligt – på denne tid af året.

Vi har lige haft besøg af vort barnebarn fra Gylling, og hvis der er noget, der kan få “damen” op i det hysteriske felt, så er det edderkopper og myrer, og der gik ikke ret lang tid, da den første myres ankom til badeværelset, før vi fik det oplyst. Hvis vi var i tvivl om, om vi havde edderkopper i huset, så er vi ikke i tvivl længere 😉 Denne oplysning stod vort barnebarn også for.

Rovedderkop
Og meget apropos, så er det sidste billede af en edderkop – oven i købet en rovedderkop.

Når man så ser det billede, som Joel Andersen har tager af krabaten, så kan man måske sætte sig lidt ind i vort barnebarns skræk for den – men så heller ikke mere – for vi har ingen farlige edderkopper i Danmark. Det var en helt anden historie, da jeg boede i Australien, for her er der rigtig mange farlige edderkopper – overalt!

Rovedderkoppen bliver ca. 15 mm lang – når vi regner benene fra, hvor hannerne normalt bliver et par mm kortere end det andet køn. Den kendes på den aflange krop og ben, hvor det fjerde par ben er de længste.

Nu er det ikke sådan, at rovedderkoppen kan forveksles med andre edderkopper – hvis man altså er godt inde i rovedderkoppens kendetegn – men mindre man prøver at klare denne opgave fra lang afstand, for her kan jagtedderkoppen godt komme på tale. For øvrigt er billedet af rovedderkoppen fra fotografens egen have i Kregme.

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Foto: Joel Andersen, ©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Uhyggelig læsning

En meget god ven af mig i Odder videresendte mig en mail, som han havde modtaget fra “sin private hjertedoktor”, en mail, som han kaldte for uhyggelig læsning. Efter jeg havde læst mailen, spurgte jeg, om jeg måtte sætte det skrevne på min blog. Et par timer senere fik jeg svaret – det må du godt! Flot, for her er virkelig noget at tænke over.

Så her er mailen ubeskåret:

Som en gigtplaget hund

Kafkask. Sygeplejerskerne har Habermas i kittellommen, men kan ikke tage et blodtryk. It-systemet er leveret af en amerikansk bedstemor, der klæder sig ud som Den gale hattemager i Alice i Eventyrland . Djøf er navnet på en ny adelig klasse, mens lægerne har lavstatus og må stjæle deres eget tøj i kælderen. Velkommen til dr. Jacobsens hospitalsvirkelighed.

Kort før nytår gennemgik overlæge Steffen Jacobsen sin arbejdsmail på hospitalets intranet. Det var noget af det sidste, han gjorde, inden han som 61-årig forlod sygehusvæsenet i protest mod djøfiseringen og – som prikken over i’et – indførelsen af det nye it-system, Sundhedsplatformen. Ud af de 5.413 mails i indbakken fra de seneste 18 måneder var der tre, som var relevante for hans kliniske hverdag. De 5.410 resterende mails var fuldkommen ligegyldige.

»Der var en del henvisninger til de tre årlige og obligatoriske internetkurser i brandslukning (ring 112), hjertestop (ring 2222) og kirurgisk håndvask (gør, som du altid har gjort). Disse kurser indberettes derefter til Regionsgården i Hillerød, hvorefter de … aner det ikke … men man får et fint diplom tilsendt – per mail,« skriver han i en ny bog, der udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof.

Titlen er Hvis De lige vil sidde helt stille, frue – dr. Jacobsen er ny på afdelingen , og den tragikomiske tone går igen i alle bogens betragtninger fra et langt lægeliv. Det er beretningen om et menneske, der finder sit rette fag efter at være vokset op i nederste socialgruppe, men som med årene oplever en tiltagende frustration over, at lægefaget bliver stedse mere og mere marginaliseret, mens djøferne bliver den nye adel på hospitalet:

»Sundhedsvæsenet er blevet et gigantisk tag selv-bord og en oplagt karrieremulighed for økonomer, jurister, etnografer, cand.scient.pol.er, politikere, IT-folk, ingeniører, psykologer, projektmagere, kommunikationseksperter, teambuildere, konsulenter og kulturgeografer – hvoraf ingen dybest set bidrager til at løse sundhedsvæsenets kerneydelse,« konstaterer Steffen Jacobsen og bemærker, at danskernes middellevealder ifølge OECD aktuelt er placeret på en 17.-plads trods stigende udgifter til ansatte i almindelighed og ovennævnte faggrupper i særdeleshed.

»Det opleves, som om lægerne nærmest er blevet den mest perifere gruppe. Selvfølgelig skal der være en økonomisk styring af sundhedsvæsenet, men efterhånden kan du ikke se kerneydelsen for ren administration,« siger han og tog altså selv konsekvensen på et tidspunkt, hvor hans oprindelige bibeskæftigelse som krimiforfatter er blevet til at leve af.

Med sin nye bog har han skrevet »den lægebog, jeg gerne selv ville have læst, inden jeg begyndte på studiet,« og efter endt læsning ved man virkelig ikke, om man skal grine eller græde. Selv ville Steffen Jacobsen vælge det sidste, hvis nogen af hans to børn skulle finde på at ville være læge.

»Det får de simpelthen ikke lov til,« siger han og kalder lægegerningen for et nyt »lavstatus-job.«

Kejserens nye klæder

Blandt de 5.413 mails i indbakken har der sikkert ligget nogle stykker fra tøjafdelingen, og lad os begynde her, i kælderen, på vej ind i Jacobsens kafkaske sygehus-univers.

»Hospitalstøj har altid været noget, der bare lå på afdelingen. Man skiftede tøj, når man kom, og kunne gå i gang med sit arbejde. Det vil sige et 100 år gammelt, ufejlbarligt system helt uden kontrol, registrering eller supervision. Medmindre man stjal tøjet, kunne man ikke gøre noget ulovligt,« fastslår han.

Men selvfølgelig skulle alle læger have et IT-tøjsystem, som kræver oplæring og elektronisk registrering. Lange mails med regler, koder og flere regler. Speciallægerne skal nu to gange om ugen lægge deres brugte tøj til vask et sted i for eksempel Rigshospitalets kilometerlange kældergange og sørge for, at afleveringen registreres elektronisk. Derefter skal de gå over i Rigshospitalets tøjdepot, prøve at finde tøj i den rigtige størrelse på de ofte tomme hylder, elektronisk registrere det rene tøj, de har fundet, og bære det op på afdelingen i en lille, blå plasticpose:

»Men trods den grundige registrering af tøj ind og tøj ud, så er IT-tøjsystemet ikke i stand til at levere det tøj, man skal bruge. Et klassisk ’tøj-hattrick’ består i, at man er gået helt ned i kælderen fra 14. sal for så at opdage, at der hverken er kitler, bukser eller T-shirts i den størrelse, man bruger. Der er kriminelle læger, som efter utallige tøj-hattricks endelig erhverver sig et helt sæt tøj – kittel, bukser, T-shirt – der passer, og så vælger aldrig at lægge det til vask, men selv vasker det hjemme. Her kommer den store IT-investering til sin ret, for Big Brother kan se, hvem der ikke afleverer tøjet tilbage, men selv vasker det derhjemme – og det er forbudt,« beretter den tidligere overlæge. Og så:

»Andre læger har fundet ud af en anden form for tøjkriminalitet: De tager alt det tøj, de kan bære, og tjekker det ind og ud med det samme, så regnskabet står på ’0 tøjdele lånt’. Engang var det sådan, at en portør en gang om ugen kørte en vogn med uniformer op på afdelingen. Man tog det, man skulle bruge, og efter endt anvendelse lagde man det i en snavsetøjskurv. Enkelt. Brillant. Genialt. Ufejlbarligt.«

Tøj-eksemplet er ifølge Steffen Jacobsen et lille symptom på den store sygdom, der hærger sundhedsvæsenet. I virkeligheden er der tale om såkaldt co-morbiditet med mange sygdomme samtidig, men skal man aktuelt udnævne en som den værste, peger han på det nye it-system i Region Hovedstaden og Sjælland.

»Hvis Sundhedsplatformen havde været en sygdom (hvad den på sin vis er), ville en eller anden få Nobelprisen i medicin for at udvikle en vaccine mod den,« skriver han og beretter om endeløse dage med en ingeniør, der skulle forklare Jacobsen og kolleger om Sundhedsplatformens virkemåde:

»Han var temmelig resigneret og troede tydeligvis ikke selv på produktets fortræffelighed. Efter fem timer var vi kommet igennem kodningen af ét (1!) eneste ambulant rutineforløb. Systemet er umætteligt. Det får aldrig nok. Men det giver ingenting tilbage, som kan bruges i en klinisk relevant sammenhæng. Jeg har set de mest stoiske, dybt dedikerede, knalddygtige og i øvrigt grænseløst tålmodige læger og sygeplejersker – af den kaliber, man gerne ville dele en redningsflåde med – bryde sammen. Græde i fuld offentlighed. Søge bort.«

Ifølge Jacobsen vil Sundhedsplatformen aldrig blive en elektronisk patientjournal, der letter patientbehandlingen. Det er fra begyndelsen udviklet af firmaet EPIC som en faktureringssoftware, der er skabt til at kradse penge ind til amerikanske hospitaler og klinikker fra patienterne og disses forsikringsselskaber:

»Man skulle måske også, før man købte Sundhedsplatformen og software for flere milliarder kroner til det danske sundhedsvæsen, have haft med i sine overvejelser, at EPIC’s grundlægger, Judy Faulkner, ynder at klæde sig ud som Den gale hattemager fra Alice i Eventyrland eller som Harley Davidson-rocker – hun er 73 år gammel – når hun afleverer motivations-taler til de glade brugere af Sundhedsplatformen. For mig ville det have været en klar deal-breaker. Det ville svare til at købe en OfficeSuite-opdatering fra Bill Gates klædt ud som Lord Voldemort. Samme Faulkner mener, at strømper – som sådan – nedsætter evnen til at tænke.«

Steffen Jacobsen betegner Sundhedsplatformen som »det endegyldige anslag« mod al arbejdsglæde, engagement og produktivitet og begræder, at lægerne som stand, trods mange læserbreve og kritiske udtalelser, ikke er gået endnu mere offensivt imod:

»Lægeforeningen er en samling rødkindede, overprivilegerede og studentikose hobby-fagforeningsfolk, der tager på internater for at genopleve deres rusture, og som i øvrigt har boet sammen på Regensen og synger i kor på Vartov. De er absolut fagpolitisk ubrugelige og kunne ikke gøre en kat fortræd. Meget betegnende har Lægeforeningen og dens formand ikke ytret ét eneste kritisk ord i forbindelse med indførelsen af EPIC’s Sundhedsplatform,« fastslår han og sender også et opråb til hospitalernes afdelingsledelser og direktioner:

»Få nu nosserne syet på igen i stedet for blot at være bevidstløse gummistempler for ethvert forrykt tiltag, der er drømt af en eller anden djøf’er i Regionen efter en overdosis selvfedme. Tag den store, brinkmannske nej-hat på og råb: ’Go fuck yourself!’ næste gang. Jeg har aldrig været ude for, at afdelingsledelser har gjort andet end at stå ret og sige ja og amen til alt , der er dalet ned fra oven.«

Umulige odds

Faktisk er Steffen Jacobsen selv gift med en djøf’er, og det har givet anledning til en del diskussioner i villaen i Hornbæk. Han fastholder, at det ikke er djøf’erne som sådan – som mennesker – der er skydeskiven for hans kritik, men at de ikke taler samme sprog som lægerne og det andet sundhedsfaglige personale. De lever i adskilte virkeligheder, og den ene side har ingen anelse om, hvad den anden laver. Problemet er, at den administrative del af sundhedsvæsenet for længst er vokset den sundhedsfaglige del over hovedet og skygger for patienternes egentlige behov. Bureaukratiet er med andre ord blevet sit eget formål. Da han begyndte at arbejde på det, der blev hans sidste afdeling, var der et lønkontor og en administration ovre i nogle pavilloner, og det var stort set dét.

»Da jeg sluttede, var der på afdelingen to fuldtidsansatte økonomer, så var der en ortopædisk overlæge, der løste IT-problemer, en klinisk oversygeplejerske, en oversygeplejerske, projektsygeplejersker, der hele tiden optog mødelokalerne og sendte mails og vigtige sms’er til hinanden. Så var der en stor lokal administration i nye bygninger – og så var der Gudhjælpemig oveni de cirka 1.100 – det nøjagtige antal fremgår ikke af Region Hovedstadens hjemmeside, der står blot +1000 – funktionærer i Hillerød, Sundhedsstyrelsens administratorer og endelig Sundhedsministeriets administratorer.«

Ifølge Jacobsen er overadministrationen af hospitalsvæsenet blevet grotesk:

»Det er djøf’erne, der æder deres egne børn. Egen reproduktion, opfindelse af nye, overflødige initiativer, der skal meritere endnu flere fastansættelser af administrativt personale. Værst af alle er de læger, der er blevet djøfiseret og pludselig begynder at tale CBS-sprog med ’læringer’, ’bagkant af møder, ’visioner’, ’rejser’, ’kompetencegivende’, ’synliggøre’, ’italesætte’, ’stramt med … ’, ’ildsjæle’, ’tovholdere’, ’homokompetencer’ og så videre. Det er fint, men det har intet som helst med den lægelige kerneydelse at gøre. Intet. Det er blot ouverturen til afgrunden. Det er den daglige og endeløse kamp, der ender med at overmande én – man føler sig efterhånden som en gammel, gigtplaget hund, der jages gennem en agilitybane.«

Teoretiseringen har ifølge Jacobsen også ramt sygeplejerskestanden:

»Fra at være dedikerede sjæle, hvis arbejde dybest set bestod i at trøste, opmuntre, pleje og passe patienterne, sørge for, at de fik den ordinerede medicin, fik skiftet deres sår, fik noget at spise og drikke og i øvrigt observere patienternes fysiske tilstand med måling af blodtryk, puls og temperatur, skulle sygeplejersker pludselig være noget andet: en slags læger eller kontorfunktionærer, fordi ovenstående var for elementært eller noget. Sygeplejeskolerne blev overtaget af en flok ideologiske fanatikere med pagehår med bronzereflekser, grønne arkitektbriller og slankende Charlotte Sparre-tørklæder i pangfarver, der overteoretiserede faget i absurd grad. Før denne ’revolution’ kunne man om natten spørge den vagthavende sygeplejerske til vitale parametre på enhver af de 28 patienter, hun havde ansvaret for, og hun vidste præcis, hvordan alle havde det. I dag kan man ikke finde en sygeplejerske, fordi de har gemt sig på et fjernt kontor, hvor de sidder og udfylder skemaer til Regionsgården i Hillerød.«

Steffen Jacobsen påstår, at det i dag er »helt almindeligt at møde en tredjeårs sygeplejerskestuderende, der ikke ved, hvordan man tager et blodtryk, men har en essaysamling af Jürgen Habermas eller Michel Foucault i kittellommen i stedet for en tabel over laboratorieværdier,« men faktisk mener han, at langt hovedparten stadig er dedikerede og kompetente. Til gengæld arbejder de mod umulige odds i form af svimlende krav om dokumentation af alting:

»Den største tragedie er det store frafald af yngre og nyuddannede sygeplejersker, der på hospitalerne møder en stresset og frustrerende klinisk virkelighed, som slet ikke er den, de forestillede sig. Mange giver op. De erfarne og dygtige sygeplejersker finder nye græsgange på privatklinikker, fordi de i det offentlige nu skal bruge 40 minutter af hver arbejdstime på at dokumentere og beskrive, nøjagtig hvad de foretog sig i de tyve minutter, de fik lov at udføre deres arbejde. Blandt lægerne snakker alle om pension, fra de fylder 50.«

Ingen øjenkontakt

Til syvende og sidst er ansvaret politikernes, og til dem har Steffen Jacobsen på falderebet et par råd: Gentænk det hele og bring det tilbage til rødderne! Det handler kun om at finde ud af, hvad folk fejler, behandle dem og udskrive dem. Afskaf regionerne og overlad det til Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet at styre sundhedsvæsenet i et land, hvis befolkning trods alt ikke er mere end en halv gang større end Berlins. Afskaf det såkaldte DRG-takstsystem, som i virkeligheden favoriserer afdelinger for at overbehandle patienter – han har selv siddet til en del morgenkonferener og set på før- og efter-røntgenbilleder af knæ, som måske ikke burde være skiftet, men som har øget afdelingens produktivitet og givet flere penge i kassen – og endelig det sidste råd til politikerne:

»Tag nu og hold fem minutters pause i jeres overbudskrig om behandlingsgarantier. Vi ved godt, at det er det nemmeste i verden at høste stemmer på at stille mere og mere urealistiske behandlingsgarantier i udsigt for befolkningen. Lad de fleste enkeltsager flyve under radaren i stedet for per automatik at kræve disruption og omstrukturering af hele hospitalsvæsnet for at udvise misforstået handlekraft og komme i avisen. Opgiv djøf-forestillingen om, at man for at undgå en eneste fejl må have myriader af kontrolsystemer, skemaer og notater, 98 procent af alle de læger, jeg har mødt, er dygtige og samvittighedsfulde. Så er der en eller to procent psykopater eller amatører, men der findes ingen perfekt verden, og kollegerne går ikke heller i længden rundt og tolererer, at nogen på afdelingen konsekvent laver noget sindssygt eller forkert.«

Selv var Steffen Jacobsen for tre uger siden til undersøgelse hos en ung læge på Hvidovre Hospital. Lægen var fin, men havde ingen øjenkontakt med ham, fordi han sad og udfyldte felter i computeren hele tiden.

»Så får du jo ingen fornemmelse for patienten. Den intuitive og non-verbale kommunikation, man kan have ved at betragte patienten og hans måde at bevæge sig på, sidde på stolen, tage tøjet af og tusind andre ting, som giver en erfaren læge en masse informationer, får man ikke længere. Det var det, vi kaldte lægekunst.«

Poul Pilgaard Johnsen

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

To russiske biler på BTS

I år har Bornholms Tekniske Samling (BTS) flere nye (gamle) ting at byde på, bl.a. to russiske biler, en Volga og en Moskvich, som Jan Povl, fra Svaneke Bryghus, har brugt flittigt.

Vi får selvfølgelig også bilernes helt egen historie, som vore gæster har en del at glæde sig til.

De to biler ankom i dag til Østre Borregård ved Allinge.

Da jeg mødte i morges kl. 8, var den første, en Moskvich, allerede ankommet på den lille P-plads foran vor indgang. Vor formand, for Bornholms Tekniske Samling, Kjeld Nielsen, var også mødt ind. Egentlig havde jeg “bare” et ærinde sammen med Per Carlo og hans bror Ole, da vi skulle gøre det grafiske klar til sæsonåbningen den 1. maj, men den gamle Moskvich havde vagt min interesse.

Startproblemer
Kjeld forsøgte at starte “russeren”, men det slap han ikke godt fra, for batteriet havde sine problemer.

Derefter fattede Kjeld et par startkabler, og med sin egen bil som “bidragsyder” til russerens noget slatne batteri, fik han liv i motoren – men først efter flere forsøg. Herefter kørte han bilen om til hal 19.

Den grafiske
Kort efter ankom Per Carlo og Ole, ligesom jeg havde sat en kande kaffe over. Vi farsvandt ned til vor grafiske afdeling, hvor brødrene straks gik i gang med rengøringen.

I torsdags havde vi, med god hjælp fra smeden Ebbe, fået sat den nyankomne trykmaskine ind på sin plads, Men der var en del effekter, jeg endnu ikke havde fået gennemgået. Den opgave stod stadig og ventede på mig.

Den gamle Moskvich
Kjeld havde fået den gamle Moskvich om til dens plads i hallen – men ikke helt sat ind ved siden af den gamle Opel – fandt jeg ud af, da jeg lige skulle se, hvor langt han var kommet. Ved fælles hjælp, fik vi bakset bilen ind på plads, men vi fandt også hurtigt ud af, at bilen ikke havde servostyring. Der kræves ret gode kræfter for at styre de gamle østbiler.

Rotaprint
Nå, men mit arbejde i den grafiske laver ikke sig selv, så jeg fik gennemgået de mange dele, skilt flyttekasserne og lagt dem på hylde nede i værkstedet.

Per Carlo og Ole havde allerede ydet så meget, at lokalet så helt nobelt ud – ja, selv støvsugeren havde været på overarbejde.

En Volga
Den anden “russer”, en Volga, var nærmest en diplomatbil, og der var da også plads til en V8 motor, hvis det havde været påkrævet – men mindre kunne da også gøre det – kunne jeg se.

Bilen kunne, i stil, godt minde en del om Olsen Bandens Chevrolet.

Jeg nåede lige at tage en kort video af bilens ankomst – inden ejeren slukkede for motoren. Bilen var kommet til endestationen. Bilens ejer ville komme næste weekend og gøre bilerne i stand til åbningen den 1. maj – samt – og ikke mindst – have materialet med om bilernes historie.

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Det her er direkte dumt

Når man, vel vidende, giver modparten en Royal strike flush på hånden, er det direkte dumt, at bekende kulør med kun to par. Her kan man ikke engang anvende bluff.

Intet bevis
Jeg henviser til det såkaldte gas angreb, som skulle have fundet sted i den syriske by Douma. Rusland har hele tiden sagt, at det er et påstået gas angreb, som overhovedet ikke har hold i virkeligheden. Hele den vestlige alliance hævder det modsatte, men har endnu ikke kunne fremlægge noget bevis for angrebet.

Ikke desto mindre angreb Frankrig, England og USA med 100 missiler som gengældelse for det påståede angreb. Man kunne i det mindste have fremlagt de beviser, der måtte være, men først nu er en uvildig delegation ankommet til Douma for at undersøge gas angrebet. Det er meget for sent!

Frankrig
Det er da også kommet så langt, at Frankrig mener, at det er “meget sandsynligt”, at beviserne nu er “forsvundet”. Hermed giver man Rusland og Syrien de meget gode kort på hånden, hvor man i den vestlige lejr sidder tilbage med noget, der ligner en Sorteper.

Det er ikke bare dumt, det er meget dumt!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar