Netto og deres tilbudsvarer

I denne hele uge har Netto tilbud på BKI-kaffe – hele tre varianter. 400 gram for 19 kroner – og det skulle vi selvfølgelig benytte os af – vi er jo pensionister!

Så da jeg mødte op i Netto i Allinge, på første dagen af tilbudsugen – om formiddagen – var min forbavselse stor, over, at BKI-Guld allerede var udsolgt. Kun BKI-Ekstra stod der et par paller af.

På min forespørgsel om, hvor de gemte BKI-Guld kaffen, fik jeg den melding, at den allerede var udsolgt – idet de kun havde haft én kasse af det ønskede mærke, hvilket vil sige – bare 16 poser kaffe!?!

Bedrag?
Nu kunne det jo være, at det kun var Netto i Allinge, der var blevet spist af med en enkelt kasse med 16 poser BKI-guld kaffe, så jeg prøvede også de to andre butikker i Rønne – men med samme skuffende resultat. Når man så samtidig ser på de reklamer, der kører på TV fra Netto, om det omtalte “tilbud”, er resultatet så skuffende, at det tangerer til at bedrage kunderne – groft!

Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Peter Nielsen – respekt

Jeg så i går udsendelsen om bl.a. Peter Nielsen, der er stammer i meget svær grad. Han kunne faktisk ikke få et ord frem, uden det kostede ham så meget besvær, at seerne helt sikkert havde ondt af ham.

Naturligvis skulle jeg se udsendelsen, for, om nogen, kunne jeg forstå hele det følelsesregister den gode Peter måtte igennem. Alt hvad han havde gennemlevet i sit liv af besværligheder, kunne jeg genkende.

Derfor – har jeg den dybeste respekt for Peter Nielsen, om det han gennemgik for åben skærm – og navnlig seancen i Aarhus, hvor han stod op på mælkekassen foran et større publikum.

Fandeme godt klaret Peter, du er sgu en ener. Respekt.

Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Havet og den milde vinter

Jeg må (igen) indrømme, at det ikke er ligefrem snebilleder, jeg byder på bloggen i denne “vintertid”, og som jeg kan se på de billeder, jeg lige har modtaget fra naturfotografen fra den Nordsjællandske by, Kregme, så er det heller ikke de store snemasser, de slås med på de kanter. Sagt med andre ord, vor vinter i Danmark er bestemt ikke noget at skrive hjem om – men det har jeg slet ikke noget imod.

Så er det godt, at vor natur har så meget andet at byde på, og det er helt sikkert noget en naturfotograf kan tale med om, hvilket månedens billeder fra Joel Andersens hånd (kamera), er et tydeligt bevis på.

Når der er gang i havet
Billedet af havet ved Tisvilde, kunne lige så godt have være taget her på Bornholm. Ligesom Joel Andersen, føler jeg mig også tiltrukket af havmotiver, når der er rigtig gang i havet. Men dette er vi ikke så forvendt med her på Nordlandet, idet en pålandsvind skal være en nord/nordøst vind, og det er slet ikke så ofte vi oplever det, hvor vestenvinden er det mest normale.

Prøv at klikke på billedet, så får du en helt anden oplevelse af kvaliteten af det flotte motiv.

Nødebohuse
Så er vi ude på Nordsjælland hvor min mor er født, og her fra den egn, har Joel Andersen fundet tre gode motiver.

Stedet skiller sig ud ved, at det ikke er ret besøgt, selv om stranden er et roligt sted med hvidt sand, flot vand – og så endda et yderst børnevenligt sted. Strækket er ca. 2 km langt, og består af en lang række rev med masser af sandrevler.

Stedet er virkelig et besøg værd og er oplagt til fluefiskeri, da pladserne let kan dækkes med kast på 20-25 meter.

Det sidste billede fra Nødebohuse har alle elementer i sig. Havet, bølgebrydningen og svaner med unger – som helt sikkert klarer skærene.

Igen – klik på billedet for at opleve hele “dramaet” fra Nordsjælland.

Tisvildeleje
Joel Andersen kalder det næste billede for et stemningsbillede fra Tisvildeleje. Det populære område er et helt andet sted end Nødebohuse, når vi taler turisme – som jeg husker det. Et rigtig smukt motiv.

Tyrkerduen
Her i vort område har vi en del duer – dog ikke tyrkerduer. Forøvrigt, så udtales en due på Bornholmsk en “daue”.

Det bornholmske sprog er ved at uddø. Mange børn taler slet ikke bornholmsk – selv om deres forældre er ærke bornholmere med et sprog, der godt kan volde problemer med forståelsen – selv for os. Børnene er præget af deres skole, hvor en del lærer kommer ovrefra – samt, gavner det heller ikke det bornholmske sprog, at medierne kun taler rigsdansk.

Nå, det var et sidespring med sproget, så tilbage til tyrkerduen, der er på størrelse med en ganske almindelig tam due. Den har, som det ses på billedet, et iøjnefaldende smalt sort halsbånd. Dens oprindelige levested er Asien, hvor den i dag optræder fra Tyrkiet og østpå gennem Indien til Kina. Det danske navn, tyrkerdue, er oversat fra det tyske navn, Türkentaube. Den blev i 1948 registreret i Danmark for første gang. Det første ynglefund, herhjemme, blev observeret et par år senere. I dag er arten udbredt i hele Europa, undtagen i det nordlige Skandinavien.

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Foto: Joel Andersen, ©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En tur på vinterrammen

Det har ikke rigtig været vinter i år, og med de temperaturer, vi oplever for tiden, tyder det på et meget tidligt forår. Derfor har vi heller ikke oplevet det helt store saltsvineri på vore veje, men alligevel nok til, at jeg ikke har taget raceren med på træningsturene, her har vinterrammen måtte holde for.

Nu er en lidt tungere MTB’er heller ikke det værste, man kan træne på, og da slet ikke på de mange bakker vi har her på Bornholm. Så mens raceren hviler sig trygt i hjemmetræneren, har det været min gode vintercykel, der har taget imod lidt salt på landevejene – på trods af de varmegrader årstiden har budt os (og så er det bare 25 dage siden, vi har haft Kyndelmisse, og i går havde vi to-cifret temperaturer).

Af og til tager jeg mit kamera med på cykelturene, hvilket også var tilfældet i går, for med den sol over Bornholm, ville jeg være lidt af et skarn, hvis jeg ikke havde lidt billeder med til bloggen – og dermed mine læsere – for der er nok af motiver at tage af.

Turen gik gennem Døndalen, som altid ligger smukt her på Nordlandet – uanset årstiden. Nu fortsatte jeg videre mod Gudhjem, så motiver fra Døndalen venter jeg med til en anden gang. Vejen til Gudhjem har igennem længere tid været belemret med vejarbejde, idet der bliver lavet cykelsti på strækningen. Lidt træls, men sikker godt når det engang bliver færdigt.

Ingen turister – endnu
Lige for tiden har vi hele Bornholm for os selv, idet turisterne endnu ikke er kommet, men det varer nok ikke så længe, for om 1½ måned har vi Påsken, og så “er freden slut” lige indtil efterårsferien. Forøvrigt – så har Bornholms Tekniske Samling åbent fra den 13. april, så hele Påsken har vi åbent i år, og som sædvanligt er der altid nye gamle ting at se på – og ikke mindst, en flig af datidens “Klædeskabet” – så kombardo.

Melstedgård
Som man kan se af billederne ovenfor, så var jeg også forbi Melstedgård, som bestemt er et af mine favoritsteder, når det gælder fotografering. Også den gamle stubmølle, fra Tejn, står flot på bakken overfor gården, og den gamle traktor trækker helt sikkert mange nysgerrige blikke fra de besøgende og de forbikørende.

Hvis man bevæger sig over vejen mod skoven, kan man opleve et af de mange vandløb, som findes her på Bornholm. Lige for tiden er der rigtig meget vand i vore åer og mindre vandløb.

Igen, klik på billederne for at se motiverne i en helt anden størrelse.

Jeg fortsatte op mod Kjelseby, hvor bakken er lidt af en prøvelse for de utrænede, og på denne årstid hører jeg nok ikke med til de meste formstærke ryttere, så ja – der skulle lægge kræfter i på bakken.

Jeg vil lige slutte denne billedeserie af med et vue ud over Gudhjem, som vel nok er en af de mest besøgte byer på Bornholm – og indrømmet – byen ligger ret flot ud mod Østersøen.

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Børns sprog

I den sidste tid er børns sprog kommet på dagsorden, for det flyder mere og mere med beskidte gloser fra den aldersklasse. Og jeg kan da kun give denne observation ret, for det er bestemt ikke kønt at høre på. Okay, vi voksne river da også et par bandeord af i ny og næ, men at sidestille det med vore børn og børnebørns sprog er lige i overkanten – for ungernes sprog er meget værre.

Forældrenes skyld?
Jeg har set og hørt diskussioner på TV om problemet, og resultatet blev udlagt som, at børnene efteraber deres forældre, så det er de voksne, der bærer skylden – ikke børnene!!!

Men – den udlægning køber jeg slet ikke. Jeg var for et stykke tid siden efter et af mine børnebørn, der slet ikke kunne spille computerspil uden en hel masse engelske bandeord – og han undskyldning var, at det var et “must” i den slags spil. Det hørte med til spillet!?! Det var jeg slet ikke enig i.

Et eller andet sted fortæller det mig, at børn ikke helt er klar over, hvor sjofel og beskidt de engelske bandeord egentlig er, for i min tid i Australien sagde man ikke den slags ord, hvis der var en kvinde tilstede – men igen, det var nok en anden tid dengang i 60’erne.

Medierne har bestemt et ansvar
Men tilbage til medierne, som lagde hele skylden over på forældrene – for medierne har  undladt at vende blikke 180 grader – altså på dem selv! Det er bestemt ikke småting af engelske bandeord vi hører i radio og TV af danske værter. Selv programtitler “smykker” sig med et “fucking”, og man behøver da slet ikke gøre sig umage, for, at lede efter bandeord i de danske medier, for det er næsten reglen end undtagelsen.

Så kære medier, I er selv med (måske hovedårsagen?) til at give børnene det beskidte sprog, for måske ser børnene mere op til TV og computere, end godt er!

©: Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Krigsbarn i Skovlunde. Anden del

Martin viste sig at være alle tiders lillebror, venlig og parat til at lege eller høre historier, fortalt eller læst op. Om aftenen, når vi var lagt i seng (vores to senge kunne lige stå i forlængelse af hinanden) så fortalte jeg historier, og vi grinede godt sammen, indtil vi fik besked på at tie stille og sove.

Tiden gik stille og roligt for os børn. Martin kravlede nogle gange op på min mors skød og spurgte hviskende min mor: “Mor Harriet, hvisk, hvad jeg rigtigt hedder.”

“Du hedder Martin Tang Krog,” var svaret hver gang – andet var for farligt. Med større og mindre mellemrum dukkede hans far og mor op men nye hårfarver med og uden skæg osv. for at se til deres lille dreng (Martin havde tre større søskende andre steder). Martins far skulle hver gang en tur ned i vores spisekammer for at se hylderne med henkogte og syltede sager. Han havde før krigen været en stor gourmet. Det var svært for dem at leve under jorden, men de ville blive i Danmark, selv om Martins bedsteforældre og farbrødre med familier var flygtet til Sverige.

Martins fars argument for, at familien skulle blive i Danmark, var, at hans bedsteforældre var flygtet fra Rusland og hans forældre fra Polen. Nu skulle de høre til i landet.

Martins mor var ikke jøde, men turde af hensyn til børnene ikke blive i deres lejlighed i København, fordi tyskerne også tog halvjøder, og derpå fulgte hun sin mand. Det betød at hun på grund af de elendige steder, de indimellem måtte gemme sig i, fik lungebetændelse flere gange, og kort efter krigen måtte hun have fjernet den ene lunge. Ok, for at berolige nerverne havde de røget en del, når de da kunne få fat i cigaretter eller tobak.

Når de dukkede op hos os, var de meget forsigtige med ikke at kaste sig over Martin, for at han ikke skulle fortælle til andre, at hans rigtige forældre havde været der. Hvor meget han efterhånden kunne huske dem, var måske også en ting. Han havde kun været lige ved tre år, da familien blev splittet, ja, kun et år, da hans far måtte flygte ud af et toiletvindue i familiens lejlighed, fordi tyskerne stod uden for døren. Han var ansat i et ministerium, havde en forkert politisk holdning og var, hvad nazisterne kaldte jøde – selv om han aldrig havde tilhørt den religion.

Et af problemerne med at have Martin var, at han jo ikke kunne tilmeldes officielt nogen steder, hvilke betød, at vi ikke kunne få rationeringsmærker til ham, ej heller tøjmærker. Heldigvis havde vi en stor familie, hvor man her og der kunne få et sukker-, smør- eller andet mærke, så min dygtige mor fik alligevel tingene til at gå. Fætre, som voksede fra tøj, gav det til os, og omsyning af slidt voksentøj blev til brugbart børnetøj.

Desværre smed min mor efter krigen mine pyjamas ud, for de var mildest talt specielle, da hun havde været nødt til at forlænge dem fra, at de var købt til en seksårig og efterhånden skulle passe til en lang elleveårig.

Hendes evne til at passe tingene gav sig en gang et pudsigt udslag. Lille-Jensen, der dyrkede jordbær på grundene på hjørnet af Agnetevej, kom tit ind og fik formiddagskaffe og en snak. En dag fortalte han mor, at man nede i Gl. Skovlunde sagde, at man godt forstod, min far og jeg var så tynde, det var, fordi mor brugte alle pengene på tøj. Bare se den smarte lyseblå frakke hun havde på, når vi tog til byen. Mor blev rasende; den frakke havde hun købt otte år tidligere, men havde kun brugt den, når hun skulle se nobel ud. Jo, sladder var der nok af i det lille samfund.

Min far blev også vred, da han pludselig fik tilsendt nazibladet “Fædrelandet”, og da han ringede ind til redaktionen og spurgte, hvem der dog havde bestilt det til os, fik han besked om, at en eller anden havde bestilt et abonnement til os!! Det blev afbestilt med henvisning til noget, der ikke kunne skade os – for meget at læse eller andet.

Feriekoloni i Rørvig
I årene før krigen havde min far hver sommer rejst nogle uger i Norge med skoleelever; men det satte krigen en stopper for. I stedet var vi med min far på feriekoloni i Rørvig, Eriksminde, som Københavns Kommune havde. der var tre lærere og ca. 60 drenge.

Fra Vanløse skole var der en stor gruppe drenge, som kom med år efter år. De var vældig gode til at tage sig af lærerens børn, og jeg lærte at spille land (med knive som stod godt i sandet) og spille forskellige kortspil. Betingelsen var bare, at jeg ikke sladrede, når jeg så de røg. Fik jeg et astmaanfald (når rugen dræede og græsset blomstrede), så var der altid et par stykker, der løb med mig på ryggen op i skoven med den friske luft, så vejrtrækningen gik lidt bedre. Martin legede med de yngste drenge i kolonien.

Hver eftermiddag gik alle ned til havet for at bade. En af lærerne eller min mor stillede sig et stykke ud i vandet, og alle havde besked på at holde sig indenfor den grænse, der dermed var sat. Folkestrejken i 43 mærkede vi ikke til, da vi var på koloni i den periode.

Sommersjov på vejene
Ellers gik krigen sin stille gang. At min far var med i en modstandsgruppe i Rødovre gik ikke op for os børn.

Nogle af mine skolekammerater havde fædre, der var vagter mv. for tyskerne, men sjældent så vi dem i uniform, dog vidste vi, at de var lidt “farlige”. Det kom ikke os børn ved. Vi gik til fødselsdag hos deres børn og legede med dem, for de kunne jo ikke gøre for, at faderen var “skør”. Hvad vores forældre syntes om det, blev aldrig sagt. De stolede på, at vi ikke fortalte det lidt, vi vidste.

Torvevej var herlig at lave hinkeruder på, og i sommeraftener kunne de unge finde på at spille rundbold på vejen, eller vi legede røvere og soldater rundt på villavejene.

En anden sommerunderholdning var, da det blev en form for protest mod besættelsen at gå i algang. Vi stod så på græsrabatterne på Frederikssundsvej og så på folk, der travede af sted i den morsomme gangart, algangsfolkene dyrkede.

En enkelt gang blev Martin kaldt hurtigt ind af min mor, da hun opdagede, at han var gået udenfor haven for at se på de spændende våben og udstyr som de tyske soldater, der lå og øvede på jernbanevolden, havde. Han sludrede hyggeligt på dansk med dem, selv om de talte tysk. De kunne åbenbart ikke stå for den lille søde danske dreng, der var så interesseret.

Mor måtte få Martin til at love, at det ville han aldrig gøre mere – nogle af dem var måske ikke lige rare, forklarede hun ham. Hun har jo nok også spekuleret på, hvor meget dansk de kunne forstå, og hvad de eventuelt kunne lokke ud af drengen.

En dag vi havde været hos købmanden på Frederikssundsvej, mødte vi en i byen boende “sommermand”. Han var åbenbart interesseret i at skulle charme danskerne, for han smilede til min lyse, kønne mors lukkede ansigt, klappede Martin på håret og udtrykte sin glæde over de kære små danske børn. Mor fik os hurtigt videre, og da vi var på god afstand af fyren, spurgte Martin, om han nu måtte række tunge.

En anden ting, der fortalte, at Martin godt var klar over situationen i landet og for ham i særdeleshed, var, at han sagde, at når han blev stor, ville han flyve og bombe alle tyskere. Far måtte sige til ham, at det skulle han ikke sige højt nogen steder.

Bomber og sabotage
En uhyggelig aften havde vi, da B&W blev bombet og sukkerfabrikken blev ramt. Vi havde hørt bombeflyenes brummen og luftalarmen, der var gået, og så blev det aften, og vi kunne se det røde flammehav inde over København uden at vide, hvad der foregik. Samtidig holdt kattene hylekoncert oppe på jernbanedæmningen, og Martin og jeg syntes det lød som barnegråd. Det var skræmmende.

Næste dag fik vi at vide, hvad der var sket, og samtidig, at en af min mors barndomskammerater, som var ansat på sukkerfabrikken, var blandt de dræbte.

En anden senere begivenhed, der gik os på,  var da Shellhuset blev bombet, og vi sad med hovedet inde i radioen og hørte om den franske skole, de dræbte børn og nonner og de i kælderen indespærede børn, hvordan redningsfolkene arbejdede og de skrækslagne forældre, der stod og ventede på at få at vide, hvem der blev reddet. En pige, der var flyttet fra Vanløse skole og til den franske skole mandagen før, var blandt de dræbte. Det var ondt.

En tredje begivenhed står stadig klart i erindringen. Det var, da en modstandsgruppe en sen aften sprængte togskinnerne i luften under et troppetransporttog med SS-folk mv., og det foregik ca. midtvejs mellem stationen og kirkebroen.

Ved braget var min mor først røget ind under sengen, og så sprang hun og far ind og hev Martin og mig ud af sengene og ud i vores korridor, hvor de stillede madrasser op som en slags beskyttelse. Barneværelsets vinduer vendte direkte ud mod jernbaneskråningen, og soldaterne skød som vilde rundt til alle sider i håb om at ramme modstandsfolkene.

Min far kunne ikke dy sig, men gik under min mors stærke protester ud i haven for at se, hvad der foregik. Godt nok, at de skydende ikke fik øje på ham.

Den næste dag kom Stations-Møller over og spurgte, hvad vi havde oplevet, og, hm, hm, modstandsfolkene var næsten i Husum, da toget røg i luften.

En af drengene fra skolen fortalte, at da han boede oppe ved kirkebroen, så havde han og familien fulgt begivenhederne på tæt hold. Bl.a. var det gået ud over deres vinduer, og tyskerne havde været henne for at se, om det var dem, der var skyld i sabotagen. Det var frygtelig spændende, syntes vi andre, og han var klart dagens mand.

Hjemmeslagtning
Selvfølgelig mærkede vi på mange andre områder, at vi var besat. Mad blev mere vanskeligt at få. Kød, sukker, mel var mangelvarer, og frugter som banan, appelsin mv. var ukendte ting for os børn. Men vi tænkte vel ikke så meget derover, det var meste de voksne. Vi havde jo som haveejere frugter som æbler, pærer, blommer og stikkelsbær, ribs, solbær, og herligt i sommeren – jordbær. Salat, bønner, gulerødder og meget mere voksede i køkkenhaven, så det gik jo fint, syntes vi unger.

Jeg erindrer, at min mor syltede og henkogte sent efter kl. 10 om aftenen, for da kostede elektriciteten meget mindre.

Et problem var, da vi, som så mange andre på landet, fik leveret en kasse med en gris i. Martin og jeg var ude at klø den bag øret og syntes, den så så rar ud. Derfor gemte vi os inde under sengen med fingrene i ørerne, da slagteren kom. Det gik min mor på, så det blev den eneste gang vi fik hjemmeslagtet.

I øvrigt gav dette at have gris gående til hjemmeslagtning anledning til en sjov – syntes vi børn – historie i skolen. En elles stille dreng i klassen fortalte, at de derhjemme havde hørt en enorm tumlen rundt ude fra udhuset, hvor deres julegris stod, og de var derfor gået derud for at se, hvad der var på færde. Jo, grisen tumlede rundt i sin lille bås, og på gulvet lå en tømt flaske snaps. Det var faderen, som havde gemt sin flaske snaps i svinestien, for at moderen ikke skulle se den og blive gal, og så var flasken væltet, grisen havde slupret snapsen i sig og var blevet fuld. Det lo vi meget af.

Rationering og lange gåture
Med hensyn til tobak, som var rationeret og svært at få, lagde Martin og jeg os for vane at tage en cigaret ud af fars pakke og gemme den, og når så far sukkede over, at han ikke havde noget at ryge, var det en fryd at komme med den gemte.

Lille-Jensen røg pibe, og det stank indimellem ret forfærdeligt; det var, når han brugte tørrede jordbærblade som tobak.

Engang havde vi en pudsig oplevelse. En ung mand (dreng nærmest) plagede Magda, købmandsdatteren i Gl. Skovlunde, om dog at give ham bare nogle få cigaretter. “Nej, Peter du har fået din ration,” var svaret hele tiden. Så gik Peter ud, og lidt efter kom han ind igen med en stor buket blomster, hentet i Magdas egen have, faldt på knæ foran disken og bønfaldt på ny, og svaret blev: “Her, så tag dem da din skøre unge”, og han fik en lille pakke cigaretter. Sådan var bare Peter, som der i øvrigt gik mange sjove historier om.

Fru Christensen og datterens Magdas forretning var også et kapitel for sig selv. Der var alskens ting foruden de almindelige købmandsvarer at få. Fra river, spader, træsko, en tønde med spegesild til de herligste glansbilleder. Der var nok at se på for os børn.

Mange ting var besværlige. Mælkemanden, gartnerne og bønderne måtte bruge hestevogn i stedet for biler, og at gå langt var almindeligt.

Hestevogne kunne godt være til glæde, hvis de af mine skolekammerater, der boede i Kratbjerg eller længere ude og derfor havde lang vej hjem at gå fra skole, på vejen så en vogn fra en af bønderne derude, så var det bare at hoppe op bag på vognen og blive kørt.

Hvis man skulle købe større ting, som de tre købmænd i Skovlunde ikke havde, og man derfor måtte til Ballerup eller Herlev, ja, så var det cyklen eller gåbenene, der skulle klare det. De efterhånden få tog var ikke nok til en tur til boghandler eller fiskemand, og ville man i biografen, kunne man tage toget til Ballerup, og måtte så efter endt forestilling spadsere de tre kilometer hjem igen.

Hvis mine forældre havde været til en familie- eller vennekomsammen en aften, måtte de gå hjem fra Husum. De sidste år af krigen var det ikke godt, hvis man på sådan en aftenvandring hørte en bil komme kørende, for det kunne betyde tyskere, hipoer eller andre af samme kaliber. Så det var bare ned i en grøft, bag et hus eller andet skjul, for man kunne ikke stole på, hvad de folk kunne finde på.

Mine bedsteforældre havde guldbryllup i foråret 45. Der var spærretid, dvs. alle skulle holde sig inden døre fra 6 aften til 6 morgen, så den store familiemiddag på restaurant Bellahøj blev holdt midt på dagen, så alle kunne nå hjem inden spærretid.

En god ting oplevede jeg (vi) sent på krigen. Jeg havde som sædvanligt været syg og uden lyst til mad (det er besværligt at spise, når man ikke rigtig kan trække vejret), og da kom en af de på vejen boende rare damer med en blok kogechokolade til mig. Hendes mand var direktør i et “slikfirma” og havde derfor fået tilladelse til at importere rigtig chokolade fra Sverige.

De håbede, at det kunne lokke lidt spiseligt i mig. Jeg kan endnu se for mig kniven, der kunne skrælle et tyndt lag af chokoladeblokken. Meget kunne jeg ikke spise, men dele ud til de mere slikmundede i familien kunne jeg.

Befrielsen
Omkring 1. maj 1945, kom Martins far og hentede ham. Han fortalte, at nu hentede han alle sine fire børn, for krigen var snart slut, og man vidste jo ikke, om det ville blive et Ragnarok, og om tyskerne ville slås til det sidste eller blot tage nogenlunde stille af sted. Derfor ville han og hustruen have deres børn tæt omkring sig.

Samtidig var min far væk uden, at vi vidste, hvor han var, eller hvad han lavede, så det gav os nogle meget urolige dage.

Den 4. maj var min mor og jeg i Brønshøj til min mormors fødselsdag, og da vi kom hjem tændte vi straks for radioen på den engelske kanal, som vi plejede,  (strengt forbudt var det) og hørte der frihedsbudskabet. Stor jubel og jeg blev sendt op på Marievej til et af sommerhusene, hvor nogle af mine forældres venner boede, og hvor de var uden radio, så jeg kunne fortælle dem det glade budskab.

På vejen hjem kom der på Torvevej kørende en lastbil, og oven på den stod nogle frihedskæmpere med armbind og skydevåben. De skulle ud og hente diverse nazister, hvilke der var nok af i Skovlunde.

Stor var min overraskelse, da jeg så en ung pige, som som vi alle kendte som en pjanket swingpjat. Det havde været et godt dække for hendes deltagelse i modstandsbevægelsen.

Da jeg kom hjem, havde min mor ringet til nogle venner i Ballerup, og de tilbød at komme ned til os. Konen var svensker, og hun medbragte en stor æske chokolade, rigtig chokolade, og ikke det mærkelige stof man ellers kunne få, som blev kaldt for chokolade. Hun havde fået det fra den svenske familie.

Men inden de kom, havde vi hørt skyderi inde fra København, og da vi intet vidste om min far og intet om, hvad skyderiet betød, og hvad der overhovedet foregik, så var vi temmelig bange. Da vennerne kom, var jeg ligeglad med chokolade og alting – jeg ville bare have min far og vrælede mig igennem natten.

Først et par dage efter fik vi at vide, at vi kunne tage ind til Damhussøen og der hilse på min far, der stod vagt ved udkørslen fra københavn af Roskildevej. Åh, det var godt at se ham og få et kram, lidt besværligt på grund af geværet. Hurtigt efter måtte vi af sted igen, fordi man ikke vidste, hvad der kunne ske, og så skulle vi ikke være der.

Far kom hjem igen, roen fandt vej til det lille hjem, og da ringede Martins far. Det havde været et kaos at få samlet familien. Børnene havde glemt hinanden og delvis også forældrene. De havde fået nye og forskellige vaner og kunne slet ikke forliges. Maden var slet ikke som mor Harriet eller mor Signe lavede det, og de andre var rigtig “dumme” osv. Martin gjorde kort proces og sultestrejkede, så hvad nu?

De voksne aftalte så, at Martin skulle tilbage til os og langsomt vænnes til tanken om sin rigtige familie. Han kom og blev i seks uger, hvor vi fortalte, hvor dejligt det det ville blive hjemme hos mor og far og Søren og Jens og Sonja. Efterhånden accepterede han den ny situation og kunne tage hjem til sin egen familie.

I årene efter var han dog med mellemrum på “ferie” hos os, og vi føler stadigvæk og omtaler ham som vores bror. Jeg siger vi, fordi i februar 1946, fik mine forældre en datter til, og hun har det ligesom jeg, at Martin er “vores”. Hun siger endda, at hun blot er et erstatningsbarn for Martin.

Problemerne i Martins familie, ved samlingen af den efter krigsårene, giver også et fingerpeg om, hvordan det må have været i de mange familier rundt om i verden som krigen splittede. Men heldige var vi, at krigen ikke havde ødelagt så meget for os, som for så utroligt mange andre.

Erik Krog, med tilladelse fra Gerd Belhage
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Krigsbarn i Skovlunde. Første del

I mange år vidste jeg, at min farbror Eskild og tante Harriet i Skovlunde, havde udført en ekstraordinær heltegerning under krigen. Dog vidste jeg for lidt om den egentlige beretning, så jeg kunne skrive om den. Men det kan jeg nu.

Kusine Gerd
Dette skyldes, at deres datter Gerd, og derved min kusine, skrev hele historien i Ballerup Historiske Forenings medlemsblad, “Byhornet”.

Jeg må sige, at jeg blev meget glad for at læse om denne utrolige heltegerning, som min farbror og tante har stået for, en heltegerning, der adskiller sig væsentlig fra mange andre  beretninger fra krigens tid. Derfor er det mig en glæde, at jeg kan dele denne beretning med min blogs læsere – for det har taget mig omkring 7 år, at få min kusines tilladelse, til, at gengive denne historiske artikel her på bloggen!

Min kusines beretning har jeg delt op i to dele

Skovlunde, min barndomsby
Til læsernes orientering, så er jeg selv opvokset i Skovlunde, da vi flytte til byen i 1953, så jeg har haft min gang i min farbror og tantes hus – et hus, som jeg den dag i dag tænker tilbage på med stor glæde.

Krigsbarn i Skovlunde
Af Gerd Belhage:
Da jeg var tre år gammel, flyttede vi – min far, mor og jeg til Skovlunde. Vi kom til at bo i villabyen i det sidste hus inden stationen, dengang Torvevej 30 (først da et par kæmpe haver blev delt i to, fik vi nummer 34). Grundene mod Agnetevej og bagved Carolinevej var tomme.

Ligeledes var der overfor kun stationslederens grund, og ellers var der bare marker op til Frederikssundsvej, kun afbrudt af skolen, samt midtvejs mellem skolen og Frederiks-
sundsvej to nybyggede huse. På vores side af vejen var der villaer.

På den anden side af stationen lå en stor villa, »Wimbledon« , og ellers var der indtil tværvejen ned til Gl. Skovlunde og ud til Kratbjerg kun marker tilhørende gartnerier (Christensens) og nogle gårde.

Jernbanebroen eksisterede ikke. Det var blot en af bomme beskyttede overskæring. Broen kom først til i 1940. Lige inden den 9. april blev den færdig.

Bygningen af den betød, at vejen blev gravet ned. En del af vores grund blev eksproprieret. vi fik en skråning ned til vejen, og der blev lavet en trappe til stien mellem vores have og jernbaneskråningen hen til Carolinevej.

Krigen
Jeg erindrer intet om den 9. april og den nærmeste tid derefter. Jeg var lige blevet 6 år i marts og lå på hospitalet (hvor jeg i mine barndomsår tilbragte en stor del tid), men det første, jeg husker, er, at mine forældre hægte en gammel brun portiere op foran mit vindue hver aften, og at sygeplejerskerne på Gentofte hospitals børneafdeling, F6, på hospitalets øverste etage hængte tæpper op over den sengehest, der vendte ud mod vinduerne – vel sagtens for at beskytte os med rudernes glassplinter, hvis der skulle ske eksplosioner i nærheden. Mod bombning var dette beskyttelsesmiddel jo mildest talt ligegyldigt.

Vintrene i disse først krigsår var strenge. Sneen lå højt, og det ene år blev de snebunker, der blev skovlet op på siderne af Torvevej, så store, at min far kunne stå oven på dem og se ned på jernbanebroen.

Samtidig ved jeg, at mine forældre i disse snevintre, stod på ski med bl.a. lægen (dr.Ege) og sagføreren fra Ballerup. De løb ud over markerne, hvor hegnene var forsvundet i sneen. Bagefter var de så hjemme hos en af dem for at få en kop kaffe. Mine forældre kunne godt løbe med på disse ture, for når jeg lå på hospitalet, var der ingen børnepasningsproblemer.

I de første år hændte det, at der snart kom en fremmed mand og snart en anden, som boede i min fars lille værelse bag køkkenet. Hvis vi fik gæster, bl.a. fars gamle elever, så blev vedkommende fremmede lodset ud af baghaven, hvorpå han gik om til hoveddøren, bankede på og blev lukket ind med et: “Jamen goddag Niels (eller et andet fornavn), kom dog indenfor, hvor hyggeligt du kom forbi. Vi har nogle andre gæster og skal lige til at drikke kaffe”. Det var simpelt hen folk, der var “gået under jorden”, der måtte bo hos os nogle dage. Grunden til at vedkommende person ikke blot kunne blive inde på værelset var, at folk var vant til at gå derind og se på billeder og bøger.

At jeg ikke måtte sige noget om disse mænd, var bare en selvfølge, ligesom det var en selvfølge, at man ikke kommenterede de folk, der havde tyske soldater gående på deres marker, men blot i tavshed konstaterede, at på en gård gik man strækmarch, og på den gård havde man sympatier for nazismen, og overfor den og den familie skulle man passe på ikke at lufte sit had til besættelsesmagten.

Skolen
I 1941 begyndte jeg i Skolen. Skolen var en lille landsbyskole med tre “klassetrin”, idet første og anden klasse gik sammen, tredje og fjerde, dannede andet trin, og femte, sjette og syvende sidste trin. Da skolen kun havde to lærere og to klasselokaler, betød det at tredje-fjerde klasse mødte fra 8 til 12 eller 13, og første-anden derpå kom i skole. De store havde deres eget lokale, for de gik fem til seks timer i skole hver dag.

I øvrigt blev “de stores” klasselokale efterhånden stærkt plaget af stanken af løbesod fra skolens skorsten, der gik op langs endevæggen i det lokale. Løbesoden kom på grund af fyringen med tørv, der ofte var for fugtige. Koks var ikke til at få.

Det påvirkede os ikke meget i hverdagen, at landet var besat, men hvis tyske soldater lå og holdt øvelser på jernbaneskråningen, var de børn,  der skulle forbi dem for at komme hjem til Gl. Skovlunde eller Kratbjerg, ikke meget for at gå hjem. Det gav indimellem en lidt dyster stemning hos os alle.

Mere morsomt var det, når der var luftalarm i skoletiden, for så gik vi i kælderen, og lærer Toftager spillede på sin violin, frøkenen, fru Christensen, sang for, og så dansede vi Den Toppede Høne og andre gamle folkedanse og sanglege. Alvoren bag luftalarmen gik ikke rigtig op for os. Det var jo bare spændende at høre fra de voksne, som havde arbejdet inde i byen, at hvis luftalarmen lød og toget fra Vanløse lige skulle til at køre, ja, så kørte det bare.

Toget
Toget var med lokomotiv, post- og bagagevogn, samt passagervogne med blåmalede ruder (af hensyn til mørklægningen) og der var mulighed for at stå udenfor hver vogn for og bag. Toget blev af mange, med kærlig henvisning til det engelsk-skotske tog, kaldt “The flying Ballerupman”, selv om det også fortsatte til Frederikssund. Det kørte kun fra Vanløse, hvor S-togene stoppede. Efterhånden som krigsårene gik, blev der blot ganske få tog om dagen,, om morgenen til omkring 9, om eftermiddagen mellem 2 og 4 (af hensyn til skolebørnene, der gik i skole inde i byen) og mellem 5 og 7 for folk, der skulle hjem fra arbejde.

En overgang gik “nattoget” kl. 6 om aftenen fra Vanløse. Hvis man skulle noget i byen om aftenen, så kunne man cykle, hvis man da havde en brugbar cykel, eller gå. Cykeldæk var en mangelvare og folk kørte på propper sat på hjulet eller endog små træstykker. Det var mildest talt en hård form for kørsel. Biler blev klodset op, for benzin var kun for besættelsesmagten, deres “venner” og lægen. Busser, lastbiler mv. kørte med generator, der skulle fodres med almindelig brændsel.

Jeg erindrer en dag, vi havde været på besøg hos min mormor, der boede i Brønshøj, og hvor vi skulle nå det famøse sidste tog hjem. Men sporvognen var meget forsinket, så da vi nåede til linie 5’s endestation i Husum, var der kun få minutter til, at toget skulle gå fra Husum station, og jeg var langsom gående, fordi jeg ellers tabte vejret, så mor måtte tage den langbenede tynde, seksårige unge og bære hende for at komme hurtigt nok af sted. Det var en rædselsfuld tur, men vi nåede det.

Martin
I september 1943 blev min far ringet op og spurgt, om det var i orden at få den sæk kartofler, som der var talt om, næste fredag. Det var imidlertid ikke kartofler, der skulle afleveres hos os, men en lille dreng på knap fire år, hvis familie var gået under jorden. Grunden til forespørgslens kartoffelsnak var, at vi havde partstelefon, 337x, og en af de andre, 337u eller 337v, kunne løfte røret på deres telefon og lytte med, hvilket vi havde oplevet nogle gange. Man hørte et lille klik, som fortalte, at en anden havde løftet sit  telefonrør, og hvis der ikke blev lagt på omgående, vidste man, at vedkommende lyttede med. Så kunne man bede vedkommende om at lægge røret eller finde på noget andet morsomt at sige.

Den lille dreng, som blev afleveret af en af min fars bekendte fra skolen, Gertrud Lundholm, hed Martin og var den mest bedårende lille fyr med mørkebrune krøller og store brune øjne. Han var i fint fløjlstøj med hvid skjorte, og han så bange op på os. Hvad var vi nu for nogen!

Det var nemlig anden gang, at han blev anbragt hos en for ham fremmed familie. De, der havde ham først, turde nemlig ikke behold ham, da det kom til stykket.

Mine forældre havde fortalt mig, at han skulle komme, og indprentet mig, at hvis folk spurgte mig, hvem han dog var, skulle jeg blot sige, at han var min bror, som vi nu havde fået hjem.

Min far havde talt med præsten ved Vanløse kirke (far var lærer på Vanløse skole), og denne havde set i kirkebogen, at en dreng var meldt til dåb i 1939, men var død inden, så pladsen stod tom. Da Martin var født i 39, passede det fint, og han blev indskrevet som Martin Tang Krog. Tang var i forvejen hans rigtige mellemnavn. Der blev derpå udskrevet en dåbsattest, så vi kunne bevise, at han var “vores.”

Mandag drog min mor med os begge ind til en fotograf, for man ville jo ellers undre sig over, at der i hjemmet kun var billeder af det ene barn.

Fotografen kikkede lidt på det lyshårede barn og det mørkhårede og sagde, at det var dog utroligt, som de lignede hinanden, selv om den ene var lys og den anden mørk, men ok, når moderen var lysblond og faderen sorthåret, så var det vel forklaringen.

Min far og Martin mødte en dag en gammel ven, som ved synet af Martin udbrød: “Tænk, er det så længe siden, jeg har besøgt jer.” Herligt!

Og endnu bedre: Min mor var hos købmanden på Frederikssundsvej, og her lænede købmandsfruen sig over disken og sagde til mor: “Ih, vi er mange, der beundrer dem fru Krog, at de sådan har taget deres mands barn hjem, som var det deres eget.” Mor kom glad hjem og fortalte far historien, for nu var der ingen fare for, at nogen skulle melde Martin til tyskerne.

Martin faldt hurtigt til i familien. Han og jeg delte værelse. Dette lå ved siden af stuen, hvor kakkelovnen stod, så det var et lunt sted selv i de kolde vintre, hvor resten af huset var uden varme. Det gjorde bl.a. ophold på toilettet så kort som muligt, og det ugentlige bad af os unger foregik i en balje, der blev stillet ind i stuen foran kakkelovnen. Det store show var, når mor skulle ud og lave middagsmad i de kolde vintre, så iførte hun sig skistøvler, stor sweater samt en ulden plaid om livet.

Det var en vinter så koldt, at vandet frøs, og man måtte hente vand fra en vogn, der kørte rundt i byen. Der stod en spand i køkkenet, men da lægen engang kom senere på dagen og gerne ville vaske hænder, var vandet frosset i spanden.

Fortsættes ……

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Per Stig har en pointe

Den tidligere konservative udenrigsminister, Per Stig Møller, sagde i dag, på TV 2 News, at hvis der sidder danske tilfangetagne IS-krigere i kurdiske fængsler, har vi pligt til at tage dem tilbage til Danmark.

Pointen
Vi (Danmark) kan ikke forlange andre lande at tage imod deres statsborgere, som vi udviser fra Danmark, hvis vi ikke selv vil tage imod vore egne.

Dette argument er noget svært at modsige.

Vi kunne da fremkomme med et krav til berørte lande om lige for lige, således, at disse lande forpligter sig at tage imod deres egne statsborgere fra Danmark!

I Storbritannien (UK) overvejer de at tage det britiske statsborgerskab fra landets IS-krigere/sympatisører, hvis vedkommende har et dobbelt statsborgerskab. Derved bliver den ramte ikke statsløs. Måske en ide for Danmark?

Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Undrer mig lidt

Lige for tiden raser en debat om de danske statsborgere, der er IS-krigere, da disse har rettigheder til at vende tilbage til Danmark, samt Danmark har forpligtigelser overfor dem.

Når dette undrer mig, er det fordi, at da vi tog vort barnebarn til os på Bornholm, kom han direkte fra Norge, hvor han havde boet i 12 år. Det myndighederne spurgte om i Rønne var, om han havde opholdstilladelse i Danmark – og de var vel vidende om, at den unge mand havde dansk pas, og var barn af pæredanske forældre?!? Han havde bare boet i Norge!

Men det lader til, at man ikke har det store problem med forståelsen, når det gælder IS-krigere, der nu gerne vil “hjem”.

Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En nedlagt jernbane på Bornholm

Min cykeltur i dag blev en kombination af landevej og grusvej, idet jeg havde sat mig i selen, at jeg skulle igennem strækningen mellem Rø og Klemensker – ad den nedlagte jernbane.

Jeg havde for 16 år siden været ude på noget af strækningen, og blev på det tidspunkt ret betaget af oplevelsen – der dog kun strakte sig til omkring halvdelen af den nedlagte banestrækning – for jeg var på racercykel, så derfor søgte jeg ud på landevejen igen.

Billeder på facebook
Men – for ikke så længe siden, viste min tidligere træningsmakker, Grethe, fra Klemensker, et par billeder på facebook fra Kleven – og så måtte jeg vide, hvor dette meget specielle sted var henne.

Og det viste sig, at hvis jeg bare havde fortsat videre af den nedlagte jernbane, ville jeg komme lige igennem det. Derfor var noget af træningsturen i dag hensat til hele denne strækning.

Lidt historie
Nu er det næsten kutyme, at når jeg skrive noget af denne art fra Bornholm, så kommer der også lidt oplysninger med i købet.

Selv om jeg har været på Bornholm i den periode, hvor jernbanen stadig var aktiv, har jeg aldrig kørt med toget.

Banen var anlagt som en smalsporet jernbane, hvor sporvidden var 1.000 mm. Da der aldrig var behov for, at sejle godsvogne til Bornholm, blev denne sporvidde aldrig ændret til normalspor. Jeg mener, at jernbanen blev nedlagt i 1968.


Kleven

Jeg skrev om Kleven, som Grethe havde taget et par billeder af, og stedet viser sig at være stejle klipper, der danner en port – eller en kløft, om man vil – hvor smeltevandet, under isens afsmeltning i tidernes morgen, har presset sig igen fra øst til vest.

Navnet “Kleven”
Jeg har selvfølgelig dykke lidt ned i navnet “Kleven” – for skal en kløft da ikke staves med et “ø”? Og her er jeg stødt på denne forklaring:

Det tidligste lokalitetsnavn findes på Hammers Kort fra 1746-50, og her hedder den “Klef Dalen”.

I TrapDanmarks første topografiske beskrivelse af Danmark fra 1858-1860 er stedet fortsat stavet med et “e”, og sådan fortsætter det i dette værks senere udgaver.

På Generalstabens nyere kortværk fra 1883 derimod er stedet blevet stavet med et “ö”, og sådan fortsætter det på alle nyere statslige kortværk – altså med et moderne “ø”.

Dog må navnet Kleven antages for at være det mest korrekte, selv om at det er en kløft i sprækkedalen, der henvises til!

Jeg glæder mig til forsommeren slår igennem, for så tager jeg endnu en tur gennem dette meget specielle sted på Bornholm, et sted man enten skal gå eller cykle igennem, for her kan der ikke køre biler.

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Erik Krog
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar