Prisstigninger på dagligvarer

Igennem de sidste par måneder er vi blevet tudet ørerne fulde af de kommende prisstigninger – gennem vore medier. Selv i indeværende uge har der været overskrifter fremme om, at vore dagligvarer står for meget store prisstigninger, så helt klart har dagligvarebutikkerne gjort klar til de varslede prisstigninger – vi jævnligt har fået fortalt – gennem vore medier!

Det har derfor ligesom været ret omkostningsfrit at ”give den hele armen” for butikkerne – ”for forbrugerne har været advaret i god tid” – og det indtryk får jeg da også, når jeg læser, at bl.a. Føtex har skruet gevaldigt på mediernes advarsel.

Bl.a. var øllebrød (af alle varer) steget med hele 42 % – på bare to uger, BKI-kaffe steg hele 53 %, ost i skiver med 22 %, hvor et helt stykke ost steg med 29 %. Den billige madolie, solsikkeolie, kom helt op på 70 % i prisstigning – men vi var jo advaret gennem medierne!

Så er det jeg spørger, har medierne ikke selv et medansvar for disse meget høje prisstigninger, for i deres iver for sensationer – på det område – har den ikke fået for lidt (der skal jo sælges aviser). Så nu skriver samme aviser om deres kvalme for de meget høje prisstigninger – prisstigninger, som medierne selv har været med til at ”lovliggøre” gennem deres sensationsartikler?

Måske et emne for Presselogen?

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *