To tørfisk

Mations begøg på Olafs værelse begyndte at udvikle sig i en retning, han kun havde haft i sine drømme efter ankomsten til Færøerne. Udviklingen havde han ikke selv været herre over, dog havde han bestemt ikke noget imod den – tværtimod.

Læs resten af bogen “To tørfisk med det hele”, den kan bestilles i enhver boghandel i Danmark og på Færøerne

”Din roommate er på trapperne,” oplyste Marion, der meget apropos benyttede et australsk udtryk for betegnelsen. Hun skubbede lidt til Olaf og satte sig ud på sengekanten ved siden af ham.
Normalt gik Kurt altid bare ind, men denne gang bankede han – noget støjende på døren, før han gik ind. Kurt grinede forlegent, da han så parret på sengekanten.
Kurt havde i de sidste par uger ladet sit skæg stå, så for Marion var det lidt af en overraskelse, da Kurts ansigt kom til syne i døråbningen. Kurt havde også en stor lys færøsk sweaters på, så alt i alt var det en noget anden Kurt, end den Kurt Marion kunne huske fra skibet, der nu trådte forsigtigt ind ad døren.
”Jeg skal bare lige,” begyndte Kurt lidt undskyldende for sin tilstedeværelse, og fortsatte, ”skal bare lige have et par ting, så er jeg den der er gået igen.”
Både Marion og Olaf skulle lige til at sige noget, da Kurt lagde sin pegefinger på munden og tyssede svagt, ”jeg er inviteret til ”party” ved Frank, så jeg er først tilbage i morgen engang.”
”Men, men ……,” indvendte Olaf.
Men Kurt afbrød ham i forsøget, ved atter at placere sin finger for munden for at tysse på ham – og kort efter var han igen ude af døren. Døren lukkede sig bag ham, og lyden af hans fodtrin, som nu var en del mindre støjende end da han var ankommet, forsvandt i et endnu hurtigere tempo.
”Frank?” Olaf kom lidt langsomt til sig selv ovenpå den lige overståede seance. ”Jeg forstår ikke en skid – Frank?” Han rejste sig langsomt fra sengekanten og stillede sin øl fra sig på bordet, ”Jeg skal lige ud på det lille hus,” undskyldte han sig, men samtidig i et tonefald der afgjorde, at han helt havde opgivet at finde årsagen til den pludselige opståede situation med Kurt.
Da han kom tilbage, lå der en del mere tøj på bordet end han lige kunne huske – og Marion havde lagt sig til rette under hans dyne. Han kunne kun lige skimte hendes ansigt med det røde hår ved hovedgærdet.
”Sluk lige lyset,” bad hun ham, ”og kom så herhen til mig.” Hendes arm kom til syne inde fra dynen, og hendes pegefinger bevægede sig lokkende fra Olaf og hen imod sengen.
Selv om han slukkede lyset i loftet, var der fra vejbelysningen stadig så meget lys i værelset, at han tydeligt kunne se Marions ansigt, og da hun slog dynen til side, afslørede hun sig i alt sin nøgenhed. Hvis Olaf før havde været i tvivl, fandt han ud af, ved denne lejlighed, at hendes røde hår var ægte.
Olaf huskede ikke rigtigt, hvordan han kom af tøjet, men det havde gået meget stærkt, for snart efter lå de begge totalt nøgne under dynen – meget tæt ind til hinanden.

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *