Fra bogen “To tørfisk”

Jeg vil sætte lidt ind på min blog fra mine bøger – men kun lidt udvalgt. Her er første del, hvor hovedpersonen, Olaf, tager en veninde med hjem fra en tur “i dansen”, som det kaldet på de breddegrader. Inden de når hjem til Olaf, går de sammen en tur gennem Thorshavns gader. Det er tæt på at være midnat:

Marion stod allerede og ventede på ham, og da de langsomt begyndte at gå ned mod byen, stak Marion sin arm ind under hans arm. Olaf syntes det var vældig rart, så der var slet ingen grund til at protestere.
Da de var nået et stykke ned af Tórsgøta, så Olaf skyggen af en person krydse gaden – en person, som han mente at have set før, dog kunne han ikke umiddelbart placere personen nogen steder. Personen, som var en mand, forsvandt skyndsomt, med usikre skridt, i retning mod Tróndargøta.
Marion havde stadig sin arm inden under Olafs arm, men langsomt gled armen ned over Olafs ryg og rundt om livet på ham, helt automatisk, lagde han sin arm rundt om skuldrene på Marion og trak hende ind til sig.
De fortsatte deres gang langs butikkerne og så lidt ind på de forskellige vinduesudstillinger – uden rigtig at se eller sige noget.
”Du hilste ikke?” afbrød Marion pludselig stilheden – henvendt til Olaf.
”Øhhh, jeg er ikke helt med – hilste på hvem?”
”Din chef – Snorri Johannesen, det var ham, der lige ”smuttede” forbi, hvis jeg skal bruge et pænt ord, – og han så for øvrigt også ud til at være godt og grundig skide fuld,” svarede Marion, uden at pakke noget ind.
Olaf havde kun opfattelsen af Snorri Johannesen som en ædru person, og kendte ham udelukkende fra »Havnar Prent« i den tilstand, men da Marion fortalte, hvem der lige havde krydset gaden, faldt brikkerne lige pludselig på plads. Manden havde jo haft noget bekendt over sig, og med Marions iagttagelse var han slet ikke mere i tvivl – det var Snorri Johannesen, de, til Olafs store forundring, lige havde set komme forbi.
Marion klappede Olaf på brystet og så ham lige ind i øjnene, ”det koster at være en stor mand på Færøerne, og Snorri Johannesen hører ikke til de mindre.”
Olaf var begyndt at forstå det færøske samfund, men det var på sin måde, alligevel så meget forskelligt fra det danske samfund han kendte – og der var op til flere ting, der skilte sig afgørende ud.
”Går vi op til dig, spurgte Marion, da de drejede ned ad Niels Winthers gøta?”
Olaf nikkede og svarede bekræftende. ”Ved du da, hvor jeg bor?” spurgte han undrende, da han ikke mente, det var tilfældet.
”Nåh, nej,” svarede hun lidt usikkert tilbage, ”men når du begynder at gå ud af byen, må der jo være en grund til, at du øjensynlig følger en bestemt vej – eller har jeg helt uret?”
Marion var bestemt ikke helt dum, havde Olaf tænkt, men han kunne ikke finde ud af, hvorfor han rent automatisk gik hjem på værelset med Marion – så godt kendte han hende da heller ikke. Nu boede han jo heller ikke alene, så hans tanker gik ikke i retning af at forføre Marion, nok snarere, at sidde lidt alene med Marion – bare dem alene.
Af en eller anden grund gjorde Marion ingen indsigelser, så de spadserede videre op mod den nye vej, der, når den engang blev færdig, blev til forlængelsen af Dalavegur.

– fortsættes

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *