Den grafiske afdeling på BTS udvider

Lige siden jeg kom til Bornholms Tekniske Samling(BTS), har jeg haft et ønske om, at vise vore gæster mit gamle fag, som i dag er helt uddødt.

Jeg blev uddannet i 1964 på Jarmers Bogtrykkeri i København som typografisk trykker. Jeg har arbejdet indenfor faget i Danmark, Færøerne, Sverige og Australien. Faget gik mod sit endeligt i midten af 70’erne, og det er efterhånden mange år siden, at der blev uddannet typografer.

I dag uddannes grafikere, og trykmetoderne er mange, så selv om jeg også er uddannet som litografisk trykker, er det efterhånden ret umuligt for mig, at følge med i den udvikling faget efterhånden har taget.

Derfor har jeg et stort ønske om, at vise faget – der er det rigtige håndværk – indenfor det grafiske, der i sin tid blev beskrevet som “Sortekunsten”.

På BTS har vi et sætteri og et trykkeri. I trykkeriet har vi ligeledes en mindre offsettrykmaskine, en Heidelbers vingeautomat, et par “fluesmækkere”, en digel og nu en Heidelberg Cylinder.

Den Heidelberg cylinder blev, i mangel på trykmaskiner på Bornholm, indkøbt fra et trykkeri på Djursland tidligere på året.

Hele vor udvidet grafiske afdeling vil stå klar til vore gæster, når vi igen åbner den 1. maj, så nu er der endnu en grund til at glæde sig til at besøge vor store samling på Østre Borregård ved Allinge.

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *