Stenfiskere og fisk

Endnu engang har jeg modtaget en række billeder af naturfotografen fra Kregme i Nordsjælland, men denne gang har han gået mig lidt i bedene med at tage billeder af et skib. Og hvad har så et skib af gøre med en naturfotograf?

En stenfisker
Skibet er en stenfisker, og selv om vi ikke umiddelbart kan se det, så ændrer dette skib naturen på havbunden – og dermed livet for de fisk, der er i havet.

For omkring en måned siden så jeg på TV, at mange af de sten, som landbruget hvert år samler op på markerne, nu bliver lagt ud i havet, hvor der ikke mere er nogen form for liv.

Så, for at få fisk igen, blev betingelserne for liv nu lagt tilbage i området. For netop sten og lignende er en af betingelserne for, at fisk vil være i området – her kan de nemlig gemme sig for andre rovfisk.

Hvis man slår op om stenfiskeri, står der bl.a. “at der på særlige skibe opfiskes større sten ud for kysterne og sejler dem til de steder, hvor der er brug for dem.” Man “spørger” ikke de fisk der anvender stenene – først når havbunden ligger helt uden liv, går det op for os mennesker, at der er noget galt.

Rim i spindelvævene
Tilbage til naturen, for de næste billeder er rene perler. Vi har ikke set meget til frost og sne i denne “vinter”, men alligevel er det lykkedes Joel Andersen, at fange lidt af det “hjørne” vi indtil nu har oplevet. Rim i spindelvævene.

Så er det igen lige på sin plads, at jeg opfordrer mine læsere til at klikke på billederne for at få det optimale ud af motiverne, for jeg garanterer, at I får en helt unik oplevelse.

Om sommeren “ser vi” som regel først disse spindelvæv, når vi render ind i dem – for vi opdager dem nemlig ikke før, da de er så fine, at de næsten ikke kan ses. Men som her, hvor der er rim i dem, er de så tydelige, at man rigtig kan se hvilke kustværker disse edderkopper præsterer. To helt fantastiske motiver fanget af naturfotografen. Joel Andersen skriver om motiverne: Der var dog en dag, hvor det var helt vindstille, hvor der havde været lidt rim i luften, så det benyttede jeg mig af, og drog en tur i Hegnet. Det blev der disse spindelvævsbilleder ud af.

Spodsbjerg Fyr
Om motivet til venstre skriver Joel Andersen dette: Vi tog en tur til Hundested, ved Spodsbjerg Fyr og gik en tur langs med kysten til Kikhavn og tilbage samme vej.
Ved fyret er anlagt en ny trappe, som skulle prøves.

Det er egentlig sjovt med disse billeder fra Nordsjælland, for min mor kommer fra det område, så jeg har, som barn, selv besøgt mange af de steder Joel Andersen beskriver gennem sit kamera.

Foto: Joel Andersen, ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Stenfiskere og fisk

  1. Erik Krog skriver:

    Jeg har det lidt svært ved, at godkende kommentarer fra personer jeg ikke kender, og da jeg ved, at flere såkaldte kommentarer er hårde sexvideoer fra Rusland, bliver alle kommentarer slettet fra dette land – for når først jeg godkender fra et sted, er min blog pivåben for alle mulige kommentarer af den art. Hvis dette sker, vil jeg lukke min blog øjeblikkelig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *