Tejn Havn lige nu

Jeg véd det. Jeg har før skrevet om Tejn Havn, men havnen har sin helt egen charme på hver sin tid af året, og selv om turisterne har forladt os for i år, så står havnen alligevel ikke stille hen.

Havnen er ikke engang halvtom – men halv fyldt, vil jeg nok nærmere betegne den 😉 og selv om jeg mange gange, i løbet af en uge, kører forbi havnen, kaster jeg altid et blik den vej – for det kunne jo være, at et specielt skib havde valgt at besøge Tejn.

For ikke så mange år siden konkurrerede Tejn Havn med Nexø Havn, om, at være Bornholms største fiskerihavn, en titel som Nexø løb af med, men en titel, som den næststørste fiskerihavn, ikke helt fortæller, hvor mange fisk der passerede gennem denne havn.

Det var enorme mængder af sild og torsk, der blev hevet op af Østersøen, hvilket også de lokale røgerier nød godt af.

Det har naturligvis også haft sin omkostning, da der i dag ikke er ret meget mere at fange ude på havet.

I dag får sælerne ved Christiansø skylden for, at havet er næsten tømt for fisk, for de få fiskere, der er tilbage på Bornholm og Christiansø, kan slet ikke få økonomien til at rende rundt, og så er det lige til højrebene, at give sælerne skylden for at æde fiskene.

Men lige meget, hvordan man vender sig, så er røven altid bagud – og på samme måde er det, at det ikke er sælernes skyld, at havet er næsten tømt for fisk!

Meget tit ser man på TV 2 vejret, hvordan vejret ser ud på Tejn Havn. Og hvor er det så, at dette kamera befinder sig på havnen?

Det er faktisk ikke så mystisk, for kameraet ses på toppen af Tejn Værfts bygning (billedet lige oven over til højre), en bygning, der også anvendes af trollingfiskerne under TV2’s Trolling Master Bornholm.

Det sidste billede i denne omgang er af det kendte passagerskib, “Ertholm”. Skiber er i hvert fald kendt af alle, der har besøgt Christiansø. Lige for tiden har skibet plads i Tejn Havn på grund af årstiden.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *