Det smukke efterår

Vi forbinder altid efteråret med de mange smukke farver vi ser i træerne på denne årstid, og når jeg tager bilen (endnu har jeg ikke kunnet tage cyklen, da jeg endnu ikke er helt klar efter ulykken i maj), kan jeg falde helt i svime over de mange farver jeg ser i alle retninger.

Smukke motiver
I går modtog jeg endnu et sæt billeder fra naturfotografen, Joel Andersen, fra Kregme i Nordsjælland.

Disse oktoberbilleder har ikke meget af gøre med træernes mange farver, og alligevel er der nok af farver at se på billederne.

Det gamle bøgetræ
I det tidlige forår nyder vi alle at opleve de meget smukke og endnu lysegrønne bøgeblade, der indenfor et par uger, efter udspringningen, bliver mørkegrønne.

Men bøgen er meget andet end det tidlige forår, og især når jeg ser på dette motiv af den gamle bøg i skoven, hvilket også har truffet Joel Andersen. Han skriver i mailen:

“Bøgen stødte jeg på en dag hvor jeg var ude at løbe i Hegnet. Jeg var kommet et sted hen, hvor jeg ikke havde været før. Sjovt, når man tænker på, at jeg har løbet derude gennem 30 år.

Jeg tror, at det er en enebær, som er vokset rundt om bøgen, og siden er gået ud. Meget spøjst syntes jeg.”

Du ser først rigtig de smukke farver i det vekslende sollys i skovbunden og i bladene på de bagvedliggende træer, hvis du klikker på billedet, så kommer billedet frem i en helt anden størrelse, end det du ser i indlægget.

Regnbuen
Jeg har før modtaget billeder fra naturfotografen med en regnbue, bl.a. et motiv med en flot regnbue over – vel nok – den mest kendte by på Bornholm, Gudhjem.

Men disse nye billeder fra Nordsjælland er bestemt lige så gode, og især det sidste, hvor vi får hele oplevelsen med. Joel Andersen skriver i den medsendte mail om motiverne: For enden af regnbuen står krukken med guld. Det så ud til at være for enden af vejen, som vi kigger ned ad fra vores carport, med Arresø i baggrunden. Jeg fandt ikke krukken. Men regnbuen holdt sig usædvanligt længe. Fin oplevelse.

Foto: Joel Andersen, ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *