Inger Støjberg har jo ret

Uanset hvad man stemmer på, så burde alle give Venstres næstformand, Inger Støjberg, ret i, at debatten om sexisme har taget overhånd. Hvis man som mand ikke engang kan komme med en kompliment til en kvinde, uden det bliver opfattet som sexisme og krænkelse af kvinden, så er vi kommet så langt ud, at det skriger til himlen!

Jeg er helt med på, at den slags som Sofie Linde er kommet ud for, samt at chefer/direktører m.v. tager sig af friheder på kvindens krop er meget grænseoverskridende, hvilket Inger Støjberg også mener – men at komme med et kompliment om, at vedkommende ser godt ud med den nye frisure eller påklædning, har intet at gøre med sexisme!

Jeg er nok ikke lige den, der strør mig omkring med komplimenter til hvem som helst, men engang kom jeg til det alligevel, selv om det ikke var tænkt som en sådan, men vedkommende tog den til sig på den helt rigtige måde. – og så lærte jeg selv lidt den dag om den genre.

Nu skal jeg ikke røbe virksomheden, men det drejede sig om en forestående certificering af ISO 14001, hvor de ansatte skulle stå deres prøve gennem en Lead Auditor fra Dansk Standard. En af de kvindelige ledende medarbejdere var så negativ over der forestående, at hun ville nægte at svare på alle spørgsmål, hvilket kunne ende i, at virksomheden ville dumpe – og som miljøchef havde jeg ansvaret.

Flere gange prøvede jeg at forklare den pågældende, hvilke konsekvenser det ville få for virksomheden, men lige meget hjalp det. Hun var hverken til at hugge eller stikke i. Jeg vidste, at alle mennesker har et åbent vindue – så hvis jeg kunne komme gennem dette, kunne der være en chance, så derfor ledte jeg samtalen hen på noget helt andet.

Så er det jeg lægger mærke til, at kvinden havde tabt sig i den sidste tid, hvilket jeg bemærkede overfor hende. Det eneste jeg nu vil tilføje er, at vi fik vort certifikat og bestemt med den pågældendes kvindes indsats. Men – ville jeg kunne tillade mig at sige det samme i dag, uden det vil blive opfattet som sexisme?

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *