Tæt på naturen i april

I disse tider, med den meget omtalte coronavirus, er det rart, at vi stadig kan gå en tur ud i naturen og få en på “opleveren”, hvilket Joel Andersen, naturfotografen, har sendt mig nogle ret gode eksempler på.

Når jeg tager cyklen rundt på Bornholm, har jeg mange gange mit lille Canon kamera med, for jeg ved aldrig, hvad jeg kommer ud for af motiver, og så vil jeg ærgre mig, hvis jeg ikke kan få det med hjem i kassen.

På samme måde, tror jeg, at Joel Andersen vil have det, når han enten går i haven, eller er ude i den Nordsjællandske natur, for overalt kan et motiv have en interesse. Indenfor den sidste uge, har vi set kongeørnen svæve højt over Tejn (to gange), dog for lang væk til, at jeg kunne zoome den ind med mine kamera, men jeg ville godt nok ærgre mig, hvis jeg kom på “skudhold” af denne fætter, og jeg ikke havde et kamera indenfor rækkevidde.

Humlefluen
Her er der altså ikke tale om en flue, der har hang til ølbrygning, men om en flue, der er ret almindelig i det meste af landet – også i vore haver.

Ligsom naturfotografen har fanget den i søgeren her i april, er denne flue netop en vi støder ind i på denne årstid – og hvorfor hedder den så en “humleflue” når den ikke har noget at gøre med ølbrygning?

Forklaringen er lige til højrebenet, idet fluen ligner en humlebi, da den har en stor bred og kort krop, der er tæt dækket af gulbrune hår.

Mange kan godt blive lidt bange for den – på grund af den lange snabel, men den stikker slet ikke, derimod bruger den sin snabel til at suge nektar fra blomster – og intet andet.

Igen vil jeg lige påminde læseren om, at klikke på billedet, for får du et helt andet indtryk af det arbejde, som naturfotografen er ude i.

Fotografen skriver om humlefluen: Den er en af mine små favoritter, blandt mange. Så selv om den har været med før på bloggen, så er det helt andre motiver, vi ser her.

Vorterod
Så har vi en rigtig ukrudtsplante, vorterod, som bl.a. er kendt for at sprede sig i græsplænen.

Apropos ukrudtsplanter, for hvad er det egentlig, for planter er vel bare planter? En definition på en ukrudtsplante er kort og godt – en “uønsket vegetation”.

Og hvordan kommer man så af med en vorterod. Nu er planten ikke lige så hårdfør som bl.a. skvalderkål, så hvis man bare slår græsplænen en gang om ugen, vil den forsvinde.

Den er forøvrigt en plante med 10 til 25 cm lange stængler, bladene er hjerteformede og frisk grønne i farve. Bare en enkelt plante kan dække et ret stort areal, så det er nok derfor, at den er under kategorien “uønsket”!

Løvetand med liv i
Det er også den vi kalder for Fandens mælkebøtte. Her har naturfotografen faget den med lidt “liv i”.

Jeg kan ikke helt se, hvilke biller der er tale om, men Joel Andersen skriver, at det er glimmerbøsser (også kaldet rapsglansbille), så det vil jeg ikke modsige ham i. Ligesom vorterod, kan vi finde mælkebøtten i vore græsplæner – ja, overalt i vor natur. Der er jo en grund til, at den kaldes for Fandens mælkebøtte!

Spurvehøgen
Som rosinen i pølseenden leverer Joel Andersen søreme en flot spurvehøg – billeder der  endda er taget lige udenfor vinduet på deres adresse i Kregme. Han mener, den muligvis har fået snue, og den forklaring kan jeg godt købe, når jeg ser billederne.

Vi kender spurvehøgen på den lange hale og de afrundede vinger.

Hunnen kan være omtrent dobbelt så stor som hannen, og kan derved forveksles med hannen for en duehøg. Forskellen ligger bl.a. i, at spurvehøgen har en del hurtigere vingeslag, samt noget tyndere ben og ikke mindst, den mangler duehøgens afrundede halehjørner.

Men prøv lige at se de flotte billeder. Når man kan tage den slags motiver, så ligger ens kamera ikke ret langt væk.

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Foto: Joel Andersen, ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *