En ny renoveret Ferguson på teknisk samling

Vore smede har ikke gået og loppet den i denne vinter, næh, en godt gennemrustet Ferguson traktor er blevet renoveret, så den næsten fremstår som ny.

Hver gang jeg ser en sådan et “lig” bliver trukket ind på værkstedet, er jeg helt overbevist om, at det kan de godt glemme, for den er jo lige til Bornholms Produkthandel ude på Snorrebakken.

Og selv om de kunne få nogle skærme pudset op, så er der lige en motor, der garanteret ikke er til at skille ad – og starte den igen!?! Bare glem det, for det er mere end umuligt!

Vrag
Det er ikke blot hver gang, men hver eneste gang jeg bliver snydt i min forudsigelse, for ikke alene bliver “liget” – eller vraget om du vil, livet så meget op, at jeg fristes til at tro, at det ikke er den traktor, jeg så dem trække ind på værkstedet, næh, smedene får søreme også motoren til at køre igen.

Troldmænd
Helt ærligt, vi har ikke bare smede til at gå på det værksted, de er rene troldmænd.

Også et par handicapcykler har set dagens lys efter de i sin tid blev kasseret af deres ejermænd som ubrugelig.

De er nu at opleve i vor udstilling om handicapredskaber, som vi efterhånden har en større samling af.

Endnu en god grund til at tage en tur op på Bornholms Tekniske Samling, hvor vi åbner udstillingen den 1. maj og først går på vinterhi igen ved udgangen af efterårsferien i uge 42.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *