Havnen i Vang

Jeg kan varmt anbefale en rigtig god vandretur fra Gines Minde til Vang Havn langs kyststien og tilbage igen over bl.a. Ringedalsvej og naturstier.

Kyststien er flere steder lidt smal, og da der flere steder er et godt stykke ned, skal man nok ikke se for meget på sin mobiltelefon under turen. Bare et godt råd.

Juleudsmykning
Men nu er det altså Vang Havn, jeg prøver at skrive lidt om, og da det er endestationen for denne omtalte vandretur, er dette dagens emne. Jeg besøgte havnen mellem jul og nytår, så naturligvis var der flere steder en del julepynt. Egentlig har vi nok mere juleudsmykning på de bornholmske huse end i byerne, men måske er det efterhånden sådan mange steder i Danmark?

Havnen
Selve Vang Pier, der er udskibningshavnen for granit, venter jeg med til en anden gang, så dette indlæg er kun for selve Vang Havn.

Denne havn kan besejles dag og nat – har jeg læst mig til, men da vi har en hel del vind fra vest, og havnen ligger på vestsiden af Bornholm, kan der opstå problemer med besejlingen i hårdt vejr, – og det har vi en del af.

I modsætning til de sidste to havne, jeg har beskrevet, har denne havn hele tre bassiner, og for gæstesejlere er der god plads i de to sydligste bassiner.

Selvfølgelig er der også toiletter og bad på havnen for de gæstesejlere, der besøger Vang Havn, helt på samme måde som Bornholm tilbyder gæstesejlere i de øvrige havne rundt på øen.

Og så findes der iøvrigt en grillhytte til fri afbenyttelse for gæsterne – hva’ siger I så, det er sgu da en service, der vil noget 🙂

Og ikke nok med det, så disker havnen også op med en havnekiosk, der har åbent i alle sommermånederne – og her, siges der, skaffer de alt, der ikke lige er på lager – så kombardo!

Jeg var forøvrigt så heldig at finde et svanepar – med halvvoksne unger (de grimme ællinger), og selvfølgelig fik jeg et godt billede af en af svanerne.

Vang havn er bestemt ikke ukendt for mig. Første gang jeg besøgte havnen var i 1961, hvor vi var et hold cykelryttere fra Lyngby, der var på træningstur øen rundt. I weekenden havde vi deltaget i et arrangement under Bornholms Cycle Club på en cindersbane i Rønne. Der var 10 løb i alt, og vi var så ubeskeden at vinde de 9 af dem.

Fiskerleje og cykling
Hvor Tejn og Teglkås i dag er et fiskerleje, har Vagn Havn også engang været i den kategori, men oprindelig er området kendt for udskibning af granit – hvilket jeg vil skrive om senere. Men – historien om granitbrydningen findes i den lille stråtækte hytte ved rundkørslen, – helt tæt på P-pladserne.

Og så er Vang også startstedet for bjergmesterskabet i enkeltstartcykling. Når man når halvt op på bakken fra havnen, siger man til sig selv “hvad fanden gør jeg egentlig her?” Og jo, jeg har prøvet det 😉

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Her på året sidste dag, vil jeg ønske alle mine læsere et rigtig godt og lykkebringende nytår

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Havnen i Vang

  1. John Grønbæk Jakobsen skriver:

    Du oplever da noget!!!

  2. Erik Krog skriver:

    Ja, Bornholm er en fantastisk ø, hvor man overraskes hele tiden, derfor er jeg ret overbevist om, at her bliver vi, til vi ikke kan tygge smør mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *