Et besøg på Vitavej i Odder

Det er bestemt ikke hver dag, at jeg/vi er på besøg i Odder, men det skete alligevel i denne uge, hvor vi var barnepiger (øh – kan det ord være politisk korrekt, når min person er involveret?) for vor ældste datters (Randi) tre børn i Odder.

Inden vort besøg i byen havde jeg en kontakt til min gamle hjemmeværnskammerat, Henrik Kokborg, og da han hørte, at jeg skulle til Odder, inviterede han mig omgående på kaffe.

Henrik har sin egen virksomhed, hvor han bl.a. tager rundt i landet og holder foredrag om problemerne vedrørende integrationen af flygtninge og indvandrere. I den forbindelse har Henrik også haft øje på Bornholm, hvor han flere gange er blevet opfordret til et foredrag. Derfor har han også kontaktet mig for mulighederne af egnede lokaler med tilhørende restaurant. Og her på Bornholm har vi, i den henseende, op til flere muligheder, så det ser jeg frem til 🙂

Men Henrik nøjes ikke bare med at tage rundt i landet med sine foredrag, for han har flere gange taget ned i flygtningelejrene i Syrien med tøj og penge til flygtningene, så han ved, om nogen, hvilke problemer flygtningene til daglig slås med.

Jeg tror ikke, at vi andre kan sætte os ind i disse forhold, hvor bl.a. lægehjælp nærmest er umuligt. Og jo, jeg har flere gange skrevet på bloggen om Henriks rejser med billeder fra disse ture.

Egentlig havde Henrik og jeg ikke talt sammen om, hvor vi skulle mødes, så jeg sendte ham en sms, om det var på privaten eller hvor ellers?

Men jeg skulle slet ikke ud til Henriks private bolig, for han havde et kontor i en bygning til det nu nedlagte Odder Sygehus – på en vej der hedder Vitavej. Den vej kendte jeg ikke, selv om jeg havde arbejdet og boet i Odder i flere år.

Det viste sig, at vejen var blevet til efter nedlægningen af sygehuset, hvor området nu kaldes for “VitaPark”. Okay, så blev jeg så meget klogere.

Egentlig kendte Henrik mig bare som sin kompagnichef i HJVK 2416, Odder – og ikke meget andet, men af en eller anden grund havde vi ikke glemt hinanden, selv om der var gået lidt over 20 år siden hjemmeværnsdagene.

Da jeg kom ind i den gamle sygehusbygning på Vitavej, kunne jeg konstatere, at der var en del, som delte denne bygning til flere gøremål – men hvor fandt jeg så Henrik henne? På min højre side kunne jeg fornemme nogle skridt nærme sig, og da jeg vendte hovedet mod lyden, fik jeg øje på en mand, der nærmede sig.

Jeg kendte ikke manden og skulle lige til at studere tavlen med de mange navne og aktiviteter for indeværende bygning, da manden henvendte sig til mig. “Ser du den damefigur nede for enden af gangen, der skal du til venstre – og herefter to gange til højre – så finder du Henrik inde på sit kontor”.

Jeg havde ikke sagt et eneste ord til manden, men gav ham et klap på skulderen, hvorefter jeg forsvandt ned ad gangen og fortsatte efter mandens rådgivning. Kort efter stod jeg inde på Henriks kontor. Da jeg fortalte Henrik om min oplevelse med manden, forstod han ingenting – men jag har måttet ligne en, der ledte efter en, som hedder Henrik!?!

En lille time senere var jeg atter på vej gennem det regnfulde Odder, for jeg havde jo stadig en opgave med vore tre børnebørn. Allerede dagen efter var vi om aftenen på vej mod Køge, hvor færgen bragte os videre til Rønne. Jeg har så mange kontakter i Odder og omegn, at jeg næste gang må sætte nogle flere dage af til vort besøg, hvis vi da skal nå hele vejen rundt.

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *