Forbyd reklamering for gambling og kviklån

Jeg ved det, jeg hører til den ældre generation, når jeg er 75 år. Og ja, nogle ting var en del bedre i “de gode gamle dage” – i hvert fald når vi kommer ind på spil! Dengang var det ulovligt at spille om penge – altså større beløb. Vi unger så tit vore forældre og bedsteforældre spille kort om småpenge, men at spille poker eller lignende – hvor der kom sedler på bordet, var simpelt hen ulovligt.

Da jeg boede i Australien var det på samme måde i 1967. Når jeg kom ind i et “Poollokale” (billard), så kunne man nemt få øje på en større skærm i baglokalet, for det var her spillefuglene gemte sig. Her var det heller ikke lovligt at spille om større beløb.

Claus Elgaard og Søren Gade
For nogle dage siden læste jeg en artikel i B.T. om journalisten, Claus Elgaard, der selv har prøvet at være ramt af ludomani i mega svær grad. Han tog kampen op mod ludomani, hvor han i foredrag, bøger og medier har givet sin mening i en debat om spillovgivningen, en debat, der er ved at blusse op igen – for det er ikke første gang, dette emne har været på bordet!

Men Claus Elgaard er ikke den eneste, der har taget del i debatten, for venstrepolitikeren, Søren Gade, tager del i kampen, både mod reklamering for gambling og kviklån, som han mener skal forbydes totalt.

Jeg må tilslutte mig de to herre, for jeg er helt enig. Mange svage mennesker, i spil og på det grå lånemarked, har ikke en chance for at slippe fri, når først reklamerne kører. For i spil siger reklamerne bl.a., at præmierne går direkte ind på din konto, og de små videoklip “bekræfter” at præmierne går ind i en løbende strøm på kontoen. Intet er mere forkert.

Hvis man skulle opgøre, hvor mange tabere der findes i lotto og andre spil, så ville dette være uden ende – og når så taberen ikke har flere penge, ja, så står lånehajerne straks parate. Jeg tænker ikke så meget som på spilletyperne i Australien, for de VIL spille, med og uden reklamer, næh, jeg tænker mere på de mange svage mennesker, der lader sig lokke af reklamerne på TV “med de uendelige mange gevinster”, for disse tabere går en grufuld tid i møde.

Derfor, forbyd al reklamering for gambling og kviklån. Og det kan kun gå for langsomt!

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *