En lille tur ved Allinge Havn

I går havde vi høj sol hele formiddagen, hvor vi i dag faktisk ikke har set solen – før her efter klokken 13.

Dette har dog ikke forhindret mig i en lille tur ved Allinge Havn, dog kunne jeg godt have ønsket lidt mere lys til mine motiver fra havnen. Men lidt har også ret 😉

Mange af havnens gæster kender stedet fra Folkemødet, men her er der overbefolket på det tidspunkt på året.

Nu er tiden også lige efter Efterårsferien, og nu har vi hele Bornholm for os selv. Dette ses ret tydelige på “aktiviteterne”, og ikke mindst på trafikken på de bornholmske landeveje.

Jeg kunne også lige hive min datters, Randi, udtalelser frem i denne anledning.

Første gang, efter hendes tilflytning til Bornholm, hvor hun oplevede et totalt tomt Store Torv i Rønne i oktober måned, udbrød hun: “De er alle rejst hjem – og de har glemt mig!”

Vi har det ikke helt på samme måde, da vi er en del ældre end vore børn. Bornholm har mange ansigter og efterår og vinter er to af mange, men de er bestemt værd at opleve.

Her til formiddag er Allinge ikke helt tomt. Fiskemanden sælger sine fisk fra bilen, og beboerne på Nordlandet har stadig deres vante gang på havnen, i Netto og i Super Brugsen – men der er ikke ret mange skibe eller både i selve havnen, dog er her ikke helt tomt.

Mågerne har sat deres skrig på pause – et stykke tid endnu. Temperaturen ligger på de 12 varmegrader, og vinden ligger helt nede på 4 m/s, så mågerne nøjes med at traske frem og tilbage på kanterne ud mod havn og Østersøen. Der er ro på ved Allinge Havn for tiden.

Alt i alt nyder jeg denne stilhed, hvor det er naturen, der råder – og ikke Folkemødet, for Allinge er meget andet end det.

Klik på billederne for at se dem i en helt anden og langt bedre størrelse

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *