Presselogen og deres sportsviden

I søndagens Presseloge på TV 2, blev Mads Pedersens VM-triumf i det professionelle landevejsløb, den 29. september 2019, taget op som dagens første emne.

Den samlede danske verdenspresse havde udråbt Mads Pedersens sejr som den første af sin art for en dansk landevejsrytter, hvilket ikke var helt rigtigt – idet, der her var tale om den første danske VM-sejr i det professionelles rækker – men, for der var et men. Den kvindelige professionelle cykelrytter, Amalie Dideriksen, havde for et par år siden en VM-sejr på landevej, og denne forglemmelse, for den kvindelige side, var dagens emne på TV 2.

Når nu de inviterede journalister var bekendt med dagens emne, så var det for dårligt, at de ikke havde gjort deres hjemmearbejde bedre, for det var noget pinligt at se og høre på.

Poul Madsen, fra Ekstra Bladet, fremhævede Alex Pedersen VM-sejr på landevejen, så – sagde han – at der ikke bare var en verdensmester på landevejen, men hele to!?! Den var slem at høre på, ved manden slet ikke bedre? Alex Pedersen blev verdensmester i 1994 – i amatørernes landevejsløb – i modsætning til Amalie Dideriksen og Mads Pedersen, der vandt deres VM i de professionelles rækker.

Flere danske verdensmestre
Men her stopper Poul Madsens uvidenhed ikke, for andre danske amatører har vundet VM på landevej. Før Alex Pedersen har vi Jørgen Schmidt fra Randers, der fik VM-trøjen i 1970, og Leif Mortensen tog VM-trøjen året før i 1969. Og – for det ikke skal være helt glemt – så blev Henry Hansen verdensmester i 1931.

Samme Poul Madsen udstillede selv sin uvidenhed mht. håndboldkvindernes triumfer under OL, idet han udtalte, at kvinderne havde vundet OL-guld hele to gange i træk! Næh Poul Madsen, disse brave håndboldkvinder har vundet hele tre gange OL-guld i træk. Første gang i 1996 i Atlanta, den næste i Sydney år 2000, og den sidste i Athen i 2004.

Til Poul Madsens forsvar skal siges, at de tre andre journalister i studiet ikke vidste meget bedre – men det skal ikke bruges som nogen undskyldning, det fortæller bare lidt om niveauet i presselogen!

Ordstyreren, Jens Gaardbo fra TV 2, burde ligeledes have læst noget bedre på dagens tekst, idet hans sportsviden bestemt kunne være bedre mht. cykelsport for professionel og amatører, for han anede faktisk ikke et klap i den henseende.

Helt ærlig, så er jeg sgu ikke ret imponeret over presselogens “sportsviden”.

Så jer, studievært, chefredaktører m.v. i presselogen, gør jeres hjemmearbejde ordentligt, det må da være det mindste seerne kan forlange, når I sidder i panelet!

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *