Nyt i Tejn

Jeg har tit skrevet på bloggen, at der ikke sker noget i Tejn, og set i forhold til mange andre byer på Bornholm, gælder det stadig – dog lige med den undtagelse, at nu er der et nyt byggeri på vej nede ved havnen.

Området, for det nye byggeri, ligger lige nordvest for havnen, på et område der i dag anvendes til opbevaring af jord og andet materiale, man ikke lige har en plads til andre steder. Så her er en anden opgave, inden byggeriet kan gå i gang – som jeg ser det. Men det er en af de mindre opgaver i dette projekt.

Ifølge planen (billedet ovenover), er de 14 boligblokke klar til indflytning i slutningen af 2020, altså om lidt over et år.

De nye boligblokke skal ligge på området som ses på billedet til venstre, så nu ser vi alle frem til dette tiltag. Det vil sige, det er ikke alle, der er lige begejstret for udførelsen af dette projekt, for naboerne, til de nye boligblokke, vil helt sikkert miste en god del af deres havudsigt, og det har der allerede været en del skriverier om.

Det der undrer mig er, at området ikke ligger ret højt over havet, så, når nu de aktuelle klimaforandringer sætter ind, vil dette område helt sikkert ligge under vand, hvis man da skal tro på forudsigelserne? Men det bliver der måske taget højde for, når byggeriet går i gang?

Nye boliger – og hvad så?
Okay, vi får nye boliger i Tejn, og dette tiltag gør, at et område (læs øjebæ) i Tejn bliver gjort til et attraktivt sted for nye tilflyttere. Men Tejn har altså kun havnen og Brugsen at byde på, så der skal andet på bordet end de 14 nye boligblokke. Så, Bornholms Regionskommune, I må i arbejdstøjet, for at få Tejn op på niveau med de øvrige byer på Bornholm!

Bornholm er en ferieø, hvor vi lever af turister, og Tejn kan kun én gang om året (i fire dage) byde på Trolling Master Bornholm – de øvrige 361 dage sker der overhovedet intet!?! Det er ikke ligefrem det, der tiltrækker turister.

Havnen og Postbåden
Da jeg slog et slag omkring havnen, så jeg til min “rædsel”, at Postbåden Peter lå til kaj.

Dette er tegn på, at vi nu er gået ind i efteråret. Sommeren er helt forbi! Okay, noget godt er da der ved vinterhalvåret, for så har vi hele Bornholm for os selv 😉

I år har vi haft rigtig mange turister på Bornholm, dette har bl.a. udmøntet sig i, at der har været mere end svært at finde parkeringspladser, til stor gene for beboere i Allinge, Gudhjem og Svaneke.

Denne “øvelse” må løses meget hurtigt, hvis vi skal klare et stigende antal turister de kommende år, for det er efterhånden et mega stort problem.

Tejn Havn er ikke helt uddød for tiden, idet der er en del sejlbåde i havnen, men vi er altså kun i sensommeren for tiden, så der er endnu en del turister. De tyske turister har vi endnu en del af, da mange tyskere holder deres ferie forskudt i forhold andre virksomheder i Tyskland – har jeg forstået.

De “normale” fiskerbåde, vi ser i Tejn Havn, så jeg ingen af i dag, så de var sikkert på havet?

Når man går en tur rundt i havnen, kan man tydeligt se de mange sejlskibe ligge ovre mod inderhavnen.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *