Endnu en god dag på “samlingen”

Hver tirsdag er jeg kustode på Bornholms Tekniske Samling (BTS), og dagen i dag hører også til en af de gode. Ikke sådan at forstå, at vi har negative dage på BTS, for vort arbejde, som kustoder, er et arbejde med masser af ros – næh, det positive i dag er med hensyn til antallet af besøgende.

BTS er ikke med i “det fine selskab” af museer på Bornholm, idet vi er en forening, og ikke et statsanderkendt museum, med driftstilskud fra offentlige myndigheder. Næh, vi må klare os selv med frivillig arbejdskraft og gode velvillige sponsorer.

Når vor status er som beskrevet, er vi heller ikke at finde på listen over de etablerede anerkendte museer, hvilket er en direkte hæmsko for de personer, der søger efter et museum af vor art – for vi eksisterer tilsyneladende ikke!?!

Vi er nød til, at gøre opmærksom på os selv i separate annoncer, hvor de “anerkendte museer” allerede har “stjålet” billedet fra os. Dette er ikke noget jeg bare påstår, men et problem jeg har hørt omtalt en del gange, da nogle af mine venner/bekendte har prøvet forgæves at finde os.

Alligevel fungerer de mange anbefalinger om BTS, for vi får hele tiden oplyst, at vi er blevet anbefalet – og det er vi rigtig glade for. Dog ville vi være noget anderledes bedre økonomisk stillet, hvis vi var at finde sammen med “de etablerede anerkendte museer”.

Men – efter en dag, som den i dag, i selskab med bornholmere, sjællændere, jyder, fynboer, nordmænd, tyskere og svenskere klager vi bestemt ikke. Vi frivillige glæder os over, at vi kan klare os rimeligt i “kampen” med de såkaldte etablerede anerkendte museer, og selv om vi ikke er officielt anerkendt, så får vi en masse anerkendelse af vore gæster – og det’ ikk’ så ring’ en’da – sagt på godt jysk 😉

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *