Folkemødet under opbygning

Folkemødet 2019 er fra den 13. til 16. juni. I det tidsrum – og nogle dage før og efter – er Allinge et lukket land for normal trafik.

Vi, som har vor handel i Allinge, må finde andre græsgange, for det er helt umuligt at komme ind til Allinge i bil.

Alle steder, hvor der kan rejses et telt, bliver der rejst et telt – og at gå fra Netto eller Super Brugsen med varer op til tankstationen, der er det tætteste en bil kan afhente én, er nok for langt for personer i min alder.

Jeg vil være ærlig, dette folkemøde kunne jeg godt undvære, men nu skal der ikke tages hensyn til en beboer i Tejn, for der er helt andre interesser på spil med dette folkecirkus.

Billederne er taget i dag den 7. juni, og viser en del af folkemødets telte ved og omkring Cirkuspladsen i Allinge. Store lastbiler ankommer hele tiden med materiale, der skal anvendes til Folkemødet, og for en gammel cykelrytter – der skal anvende cykelstien under træning – er dette lidt af et problem, for igen bliver cykelstien anvendt som parkeringsplads!?! Der er ikke opsat skilte for cyklister og gående, så jeg tror ikke helt på, at dette er lige efter bogen?

Nu er det bestemt ikke under opbygningen af Folkemødet, at vore cykelstier bliver anvendt som parkeringspladser, for det er nærmest reglen end undtagelsen – og ingen gør noget som helst ved dette uvæsen. Men når en cyklist ikke anvender cykelstien, hvor der en sådan, skal han/hun nok få et vink med en vognstang af ordensmagten!

Tankstationen
Noget nyt er der da på festpladsen. Den gamle tankstation (billedet ovenover), som stod noget akavet mellem de mange telte, er nu fjernet, og allerede nu er der rejst et stort telt på pladsen.

Mange gæster
I det tidsrum, som Folkemødet varer, kan vi regne med mindst 100.000 gæster i Allinge, og med det valg vi lige har overstået, og den regeringsdannelse, som pt er under udarbejdelse af de nyvalgte politikere, så tror jeg, at tallet kommer endnu højere op. Så hvis du vil se – eller blive set, så er Folkemødet et rigtig godt bud. Velkommen til Allinge.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *