Neutrale cigaretpakker?

Den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), “truer med” at sætte prisen på en pakke cigaretter op med kr. 20,- samt, at cigaretpakkerne skal være neutrale. Og det er synd at sige, at tobaksfabrikanterne hilser dette tiltag velkommen!

Ja, faktisk mener tobaksindustrien, at det er en krænkelse af varemærkerettigheder, hvis cigaretpakker skal være neutrale og helt uden logoer. Tine Marie Andersen, der er administrerende direktør for tobaksvirksomhedernes brancheorganisation, Tobaksproducenterne siger bl.a. om det tiltag:

Vi bliver krænket af, at staten vil gå ind og bestemme, hvordan indpakningen skal se ud på vores produkter. Jeg er sikker på, at hvis man sagde det samme til Carlsberg eller McDonald’s, ville de også sige “hov, klap lige hesten”!

Det er yderst indgribende over for virksomhederne. Man krænker både vores varemærkerettigheder, men også vores kommercielle ytringsfrihed, så jeg er forundret over, at Venstre, som et liberalt parti, foreslår den slags ting, siger hun.

Når det kommer an på stemmer til folketingsvalget, har Venstre lige udført en kovending, idet partiet ikke før har været tilhænger af de neutrale cigaretpakker, som bl.a. socialdemokratiet er tilhænger af. Venstre har så (selv) fundet ud af, at der er stemmer i den holdning!

Egentlig kan jeg være ligeglad, for jeg ryger ikke – men så længe det er lovligt at sælge tobak, forstår jeg slet ikke, at staten skal blande sig i det spørgsmål. Men nu er der altså gået valgkamp i det spørgsmål, og så er alt jo tilladt.

Erik Krog

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *