Listed Havn

Listed ligger på Nordlandet tæt på Svaneke. Jeg kender normalt kun havnebyen som et “bump på vejen”, når jeg kører igennem – enten i bil eller på cykel.

Byen er ellers utrolig charmerende, som den ligger lige ud til Østersøen, med alle de smukke idylliske huse langs vejen gennem byen – lige et sted for sommergæster, der ønsker deres ferie i rolige omgivelser.

Aldrig været på havnen
Så fik vi besøg af mine gamle venner fra Kgs. Lyngby, og da vi skulle en tur til Svaneke, kom vi selvfølgelig gennem Listed – og så drejede vi alle lige hovedet til styrbords side, for der lå havnen.

På et spørgsmål om den havn, måtte jeg til mine venners skuffelse indrømme, at jeg ikke kendte havnen nærmere (den indrømmelse var jeg ikke stolt over) – havde aldrig stoppet op. Derfor – ind og holde på parkeringen, for nu skulle vi gå en tur på Listed Havn!

Om havnen
Listed havn oser af en lille hyggelig havn, hvor der er plads til 20 til 25 både – hvis man har lyst til at gæste havnen fra søsiden.

Der er også lidt erhvervsfiskeri, men som i Tejn Havn, er det ret småt med det erhverv – i det hele taget.

I Tejn har vi toilet- og badefaciliteter samt møntvask til de sejlende, men også her i Listed findes der noget tilsvarende i form af en lille sejlerhytte til fri afbenyttelse samt 3 moderne badeværelser med gulvvarme, vaskemaskine og tørretumbler. Så kom ikke her 😉

Dog kan Listed byde på et mindre fiskerimuseum, keramiker, brugskunst, guldsmed, glaskunst og mindre café/isbar, gårdbutik samt eget trolling Center med pirkbåd og guidede fisketure – hvilket Tejn Havn slet ikke kan være med. Jeg kan kun sige, at Tejn halter rigtig meget bagud i forhold til det øvrige Bornholm!

Kunst på havnen
Selv noget som kunst kan Listed blære sig med, hvor Tejn igen halter bagud, så helt ærlig – jer derinde på Bornholms Regionskommune, hvad bliver det til med Tejn?

Nå, men hele dagen kunne ikke gå i Listed, så snart efter var vi på vej mod Svaneke – men jeg vender tilbage, for det nederste billede kræver en nærmere forklaring.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *