Der fik han mig

Agurkeedderkop
Indrømmet, jeg vidste ikke, at der var noget, der hedder en agurkeedderkop, så her fik naturfotografen, Joel Andersen, skovlen under mig. Jeg kan jo heller ikke vide alt 😉

Dog er den gode Hr. Andersen, ikke helt selv sikker i sin sag, men efter min egen undersøgelse af den omtalte edderkop, kan jeg kun give ham ret i den udlægning. Agurkeedderkoppen har nemlig en skrigende neongrøn krop som på billedet.

Men – netop navnet, Agurkeedderkop, bruges normalt for to arter af Araniella, nemlig Araniella cucurbitina og Araniella opisthographa, og de kan kun identificeres ved at de bliver dissekeret under et mikroskop. Så fik vi det på plads. Og størrelsen er heller ikke det helt vilde, idet hunnen kan komme op på de 6 mm, hvor hannen er en splejs på bare 4 mm, så det er tæt på, at man skal have et forstørrelsesglas med for at se den – derfor, er jeg endnu mere imponeret over, at Joel Andersen har kunnet fotograferet den?

Og hvor kan man så løbe ind i en sådan? Joh, ud over i Danmark er den faktisk udbredt i hele Europa, Rusland og Østasien, hvor den breder sig helt ud til Stillehavet. Selv i dele af Nordamerika kan man støde på den, så helt ualmindelig er den altså ikke.

Humlefluen
Tidligt om foråret støder vi helt sikkert på den store humleflue, der er ret almindelig i vore skove og langs hegn – og ikke mindst, i vore haver og parker.

Den ligner en humlebi, da den har en stor bred og kort krop, der er tæt dækket af gulbrune hår. Den lever af nektar fra blomster, hvor larverne er snyltere, der lever af laverne fra jordbier.

Vi kender alle den myte om humlebien, der teoretisk ikke kan flyve (siges der), man da humlebien ikke er klar over dette, flyver den alligevel. Det er noget helt andet med humlefluen, idet den er en yderst dygtig flyver, der udover at kunne flyve, også kan stå stille i luften (på samme måde som en kolibri), hvilket er en god ting, når den lange snabel skal suge den gode nektar fra blomsterne.

Bøgen springer ud
På Sjælland og i Jylland er bøgen sprunget ud for længe siden. Her på Bornholm tager det lidt længere tid, idet vi er omgiver af Østersøens endnu kolde vand, og da vi har haft en hel del blæste fra øst/nordøst, har vi haft et yderst kold forår. Dette har så bevirket, at her på Nordlandet er vi en del bagefter end i Rønne, når vi taler om bøgen som springer ud. Først i går lagde vi mærke til, at vor bøgehæk er begyndt at springe ud – så småt – så vi er en del bagefter på det område i forhold til Rønne. Men så kan vi da nyde det flotte billede, som naturfotografen har sendt mig 😉

Igen – hvis du klikker på billedet, så får du en helt anden oplevelse af Joel Andersens motiver.

Springedderkop
Nu går vi så videre til en af de mere kendte edderkopper, nemlig springedderkoppen.

Jeg har før vist motiver af denne edderkop, men ikke dette billede, som  bestemt er værd at se på i en større størrelse – så klik på billedet! Billedet er taget fra Melby Overdrev.

Jeg har skrevet det før, at der ikke findes farlige edderkopper i Danmark, og det samme gælder selvfølgelig også for springedderkoppen, så – mine kvindelige læsere, frygt ikke dette indlæg!

Den er let at kende, idet den har relative korte ben, som er næsten lige lange og kraftige. Dog er forbenene lidt kraftigere, da disse anvendes til at gribe byttet. Den sniger sig ind på sit bytte som en kat, hvorefter den griber byttet og lammer det med sin gift – men her taler vi kun om insekter og smådyr – så ro på.

Violer
Joh, det er forår, så det er helt på sin plads med et billede af violer.

Selv her på Nordlandet på Bornholm er skovbunden ved at forvandle sig til et væg til væg tæppe med anemoner og den smukke viol, som vi alle nyder i fulde drag hvert forår. Violen er i slægt med en større familie, en familie med omkring de små 500 arter, men heraf kun de 12 arter er i Danmark. En af den, er den kendte stedmoderblomst. Blomstringsperioden går fra maj til oktober, og da violen bedst kan lide skygge, er det helt sikkert en god forklaring på, at vi kan finde den i skovbunden.

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Foto: Joel Andersen. ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *