Beskidt valgkamp?

Folketingsvalget 2019 er endnu ikke udskrevet – men vi er tæt på en dato. Når det så er sagt, så er valgkampen allerede godt i gang, for det fyger allerede med beskyldninger og skræmmekampagner på TV og i den skrevne presse.

Statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), beskyldes direkte for at lyve på live-TV, og selv om jeg ikke skal gøre mig til dommer over beskyldningerne, så må jeg nok indrømme, at politikere ikke ligefrem er de mest sandfærdige.

Pressemøde
For et par dage siden inviterede tre venstreministre til et pressemøde – et pressemøde, der kun havde til hensigt, at række skytset mod Socialdemokratiet og deres politik. Og valget er endnu ikke engang udskrevet. Den tidligere konservative minister, Hans Engell, havde da heller ikke oplevet noget lignende i forbindelse med et indkaldt “pressemøde”.

Efterlønnen
Politikere vender og drejer deres udtalelser i sådan en grad, at man gør klogest i, at efterforske hvad der egentlig blev sagt i sin tid, som anklagerne er rettet imod. Forleden faldt der udtalelser om, at det var venstre, der afskaffede efterlønnen. Historieskrivningen fortæller også, at den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, engang lovede, at der ikke ville blive rørt ved efterlønnen.

Historieskrivningen siger:
Kort tid, inden valget, lancerede Poul Nyrup planerne om, at indføre et efterlønsbevis til alle der var fyldt 60. Med beviset i hånden ville retten til efterløn ikke kunne fratages bevishaveren. Beviset skulle bl.a. sikre, at folk ikke gik på efterløn nu og her af frygt for, at ordningen ville blive forringet eller forsvinde. Efter valget så regeringen sig dog nødsaget til, på trods af valgløfter, at ændre ordningen.

Men – uanset denne historieskrivning, så har de fleste partier en finger med i det spil, så det ene parti er ikke bedre end det andet. Dog siger det mig, at vi i denne valgkamp vil vi være vidne til en noget mere beskidt valgkamp end vi har set før. Det vil fyge med beskyldninger hen over bordet, på bekostning af partiernes egentlige politiske holdninger. Lidt smart, for så kan vi heller ikke holde dem op på noget som helst efterfølgende.

Dog har vi udtalelser fra Det Radikale Venstre og Enhedslisten, der er fremkommet med ultimative krav for et samarbejde med det parti, som efter valget danner regering. Krav, der gør det noget mere “spændende” for resultatet, som måske kan ende med “svenske tilstande” – eller endda omvalg!

Inden vi kommer så langt, skal vi altså lige igennem en valgkamp, som jeg påstår, vil blive noget mere “grum” end vi før har set. Måske ikke lige så slem som valgkampe i USA, men vi er godt på vej.

Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *