BTS åbner for sæsonen 2019

Lørdag den 13. april åbner Bornholms Tekniske Samling (BTS) for vore mange gæster i sommerhalvåret, og vi lukker ikke før vi når slutningen af uge 42, – hvor efterårsferien falder.

Normalt åbner BTS den 1. maj, men på grund af Påsken er så tæt på denne dato, har vi valgt også at holde åbent i denne tid – dog til den gamle pris, da vi ikke helt er på plads i den 4000 kvm store udstilling – men det er tæt på.

Sidste år havde vi en rekordsommer, sådan at forstå, at vi havde rigtig mange solskinstimer, og det er ikke ligefrem museumsvejr, så vi havde ikke helt det samme antal gæster, som vi havde året før. Derfor – håber vi på den lidt mere traditionelle danske sommer, hvor turister m.v. søger lidt indendørs til f.eks. museer som BTS, da vi er meget afhængige af entreindtægterne.

Nye haller
Vi har et stort ønske om to nye haller, idet det stadig strømmer ind med nye gamle effekter, og det kniber gevaldigt med pladsen. En af de nye haller kunne så anvendes som opbevaring af effekter, der ikke er i udstilling, hvor den anden hal kan indgå som en ny udstillingshal.

Da vi er afhængige af økonomisk støtte, er dette projekt et af de dyreste vi har på vor ønskeliste, derfor har vi allerede indkasseret nogle afslag på vore ansøgninger, men vi giver ikke op, så indtil videre finder vi alternative løsninger.

Navnet
Vi har haft en del oplevelser med kvindelige gæster, der bliver siddende udenfor, eller busselskaber der er kørt videre med en del af deres passagerer, fordi opfattelsen af “Bornholms Tekniske Samling” kun omfatter “teknik” – og det er der en del kvinder, der ikke er interesseret i.

Familiemuseum
Men BTS er rigtig meget andet end teknik, derfor har vi tilføjet linjen “- meget mere end teknik” til navnet “Bornholms Tekniske Samling”. Så nu håber vi, at se endnu flere børn og kvinder i hallerne, for der er rigtig meget at se og opleve for hele familien.

Derfor glæder vi os rigtig meget til, at byde vore mange gæster velkommen til endnu en fantastisk sæson på Østre Borregård ved Allinge.

Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *