Krigsbarn i Skovlunde. Anden del

Martin viste sig at være alle tiders lillebror, venlig og parat til at lege eller høre historier, fortalt eller læst op. Om aftenen, når vi var lagt i seng (vores to senge kunne lige stå i forlængelse af hinanden) så fortalte jeg historier, og vi grinede godt sammen, indtil vi fik besked på at tie stille og sove.

Tiden gik stille og roligt for os børn. Martin kravlede nogle gange op på min mors skød og spurgte hviskende min mor: “Mor Harriet, hvisk, hvad jeg rigtigt hedder.”

“Du hedder Martin Tang Krog,” var svaret hver gang – andet var for farligt. Med større og mindre mellemrum dukkede hans far og mor op men nye hårfarver med og uden skæg osv. for at se til deres lille dreng (Martin havde tre større søskende andre steder). Martins far skulle hver gang en tur ned i vores spisekammer for at se hylderne med henkogte og syltede sager. Han havde før krigen været en stor gourmet. Det var svært for dem at leve under jorden, men de ville blive i Danmark, selv om Martins bedsteforældre og farbrødre med familier var flygtet til Sverige.

Martins fars argument for, at familien skulle blive i Danmark, var, at hans bedsteforældre var flygtet fra Rusland og hans forældre fra Polen. Nu skulle de høre til i landet.

Martins mor var ikke jøde, men turde af hensyn til børnene ikke blive i deres lejlighed i København, fordi tyskerne også tog halvjøder, og derpå fulgte hun sin mand. Det betød at hun på grund af de elendige steder, de indimellem måtte gemme sig i, fik lungebetændelse flere gange, og kort efter krigen måtte hun have fjernet den ene lunge. Ok, for at berolige nerverne havde de røget en del, når de da kunne få fat i cigaretter eller tobak.

Når de dukkede op hos os, var de meget forsigtige med ikke at kaste sig over Martin, for at han ikke skulle fortælle til andre, at hans rigtige forældre havde været der. Hvor meget han efterhånden kunne huske dem, var måske også en ting. Han havde kun været lige ved tre år, da familien blev splittet, ja, kun et år, da hans far måtte flygte ud af et toiletvindue i familiens lejlighed, fordi tyskerne stod uden for døren. Han var ansat i et ministerium, havde en forkert politisk holdning og var, hvad nazisterne kaldte jøde – selv om han aldrig havde tilhørt den religion.

Et af problemerne med at have Martin var, at han jo ikke kunne tilmeldes officielt nogen steder, hvilke betød, at vi ikke kunne få rationeringsmærker til ham, ej heller tøjmærker. Heldigvis havde vi en stor familie, hvor man her og der kunne få et sukker-, smør- eller andet mærke, så min dygtige mor fik alligevel tingene til at gå. Fætre, som voksede fra tøj, gav det til os, og omsyning af slidt voksentøj blev til brugbart børnetøj.

Desværre smed min mor efter krigen mine pyjamas ud, for de var mildest talt specielle, da hun havde været nødt til at forlænge dem fra, at de var købt til en seksårig og efterhånden skulle passe til en lang elleveårig.

Hendes evne til at passe tingene gav sig en gang et pudsigt udslag. Lille-Jensen, der dyrkede jordbær på grundene på hjørnet af Agnetevej, kom tit ind og fik formiddagskaffe og en snak. En dag fortalte han mor, at man nede i Gl. Skovlunde sagde, at man godt forstod, min far og jeg var så tynde, det var, fordi mor brugte alle pengene på tøj. Bare se den smarte lyseblå frakke hun havde på, når vi tog til byen. Mor blev rasende; den frakke havde hun købt otte år tidligere, men havde kun brugt den, når hun skulle se nobel ud. Jo, sladder var der nok af i det lille samfund.

Min far blev også vred, da han pludselig fik tilsendt nazibladet “Fædrelandet”, og da han ringede ind til redaktionen og spurgte, hvem der dog havde bestilt det til os, fik han besked om, at en eller anden havde bestilt et abonnement til os!! Det blev afbestilt med henvisning til noget, der ikke kunne skade os – for meget at læse eller andet.

Feriekoloni i Rørvig
I årene før krigen havde min far hver sommer rejst nogle uger i Norge med skoleelever; men det satte krigen en stopper for. I stedet var vi med min far på feriekoloni i Rørvig, Eriksminde, som Københavns Kommune havde. der var tre lærere og ca. 60 drenge.

Fra Vanløse skole var der en stor gruppe drenge, som kom med år efter år. De var vældig gode til at tage sig af lærerens børn, og jeg lærte at spille land (med knive som stod godt i sandet) og spille forskellige kortspil. Betingelsen var bare, at jeg ikke sladrede, når jeg så de røg. Fik jeg et astmaanfald (når rugen dræede og græsset blomstrede), så var der altid et par stykker, der løb med mig på ryggen op i skoven med den friske luft, så vejrtrækningen gik lidt bedre. Martin legede med de yngste drenge i kolonien.

Hver eftermiddag gik alle ned til havet for at bade. En af lærerne eller min mor stillede sig et stykke ud i vandet, og alle havde besked på at holde sig indenfor den grænse, der dermed var sat. Folkestrejken i 43 mærkede vi ikke til, da vi var på koloni i den periode.

Sommersjov på vejene
Ellers gik krigen sin stille gang. At min far var med i en modstandsgruppe i Rødovre gik ikke op for os børn.

Nogle af mine skolekammerater havde fædre, der var vagter mv. for tyskerne, men sjældent så vi dem i uniform, dog vidste vi, at de var lidt “farlige”. Det kom ikke os børn ved. Vi gik til fødselsdag hos deres børn og legede med dem, for de kunne jo ikke gøre for, at faderen var “skør”. Hvad vores forældre syntes om det, blev aldrig sagt. De stolede på, at vi ikke fortalte det lidt, vi vidste.

Torvevej var herlig at lave hinkeruder på, og i sommeraftener kunne de unge finde på at spille rundbold på vejen, eller vi legede røvere og soldater rundt på villavejene.

En anden sommerunderholdning var, da det blev en form for protest mod besættelsen at gå i algang. Vi stod så på græsrabatterne på Frederikssundsvej og så på folk, der travede af sted i den morsomme gangart, algangsfolkene dyrkede.

En enkelt gang blev Martin kaldt hurtigt ind af min mor, da hun opdagede, at han var gået udenfor haven for at se på de spændende våben og udstyr som de tyske soldater, der lå og øvede på jernbanevolden, havde. Han sludrede hyggeligt på dansk med dem, selv om de talte tysk. De kunne åbenbart ikke stå for den lille søde danske dreng, der var så interesseret.

Mor måtte få Martin til at love, at det ville han aldrig gøre mere – nogle af dem var måske ikke lige rare, forklarede hun ham. Hun har jo nok også spekuleret på, hvor meget dansk de kunne forstå, og hvad de eventuelt kunne lokke ud af drengen.

En dag vi havde været hos købmanden på Frederikssundsvej, mødte vi en i byen boende “sommermand”. Han var åbenbart interesseret i at skulle charme danskerne, for han smilede til min lyse, kønne mors lukkede ansigt, klappede Martin på håret og udtrykte sin glæde over de kære små danske børn. Mor fik os hurtigt videre, og da vi var på god afstand af fyren, spurgte Martin, om han nu måtte række tunge.

En anden ting, der fortalte, at Martin godt var klar over situationen i landet og for ham i særdeleshed, var, at han sagde, at når han blev stor, ville han flyve og bombe alle tyskere. Far måtte sige til ham, at det skulle han ikke sige højt nogen steder.

Bomber og sabotage
En uhyggelig aften havde vi, da B&W blev bombet og sukkerfabrikken blev ramt. Vi havde hørt bombeflyenes brummen og luftalarmen, der var gået, og så blev det aften, og vi kunne se det røde flammehav inde over København uden at vide, hvad der foregik. Samtidig holdt kattene hylekoncert oppe på jernbanedæmningen, og Martin og jeg syntes det lød som barnegråd. Det var skræmmende.

Næste dag fik vi at vide, hvad der var sket, og samtidig, at en af min mors barndomskammerater, som var ansat på sukkerfabrikken, var blandt de dræbte.

En anden senere begivenhed, der gik os på,  var da Shellhuset blev bombet, og vi sad med hovedet inde i radioen og hørte om den franske skole, de dræbte børn og nonner og de i kælderen indespærede børn, hvordan redningsfolkene arbejdede og de skrækslagne forældre, der stod og ventede på at få at vide, hvem der blev reddet. En pige, der var flyttet fra Vanløse skole og til den franske skole mandagen før, var blandt de dræbte. Det var ondt.

En tredje begivenhed står stadig klart i erindringen. Det var, da en modstandsgruppe en sen aften sprængte togskinnerne i luften under et troppetransporttog med SS-folk mv., og det foregik ca. midtvejs mellem stationen og kirkebroen.

Ved braget var min mor først røget ind under sengen, og så sprang hun og far ind og hev Martin og mig ud af sengene og ud i vores korridor, hvor de stillede madrasser op som en slags beskyttelse. Barneværelsets vinduer vendte direkte ud mod jernbaneskråningen, og soldaterne skød som vilde rundt til alle sider i håb om at ramme modstandsfolkene.

Min far kunne ikke dy sig, men gik under min mors stærke protester ud i haven for at se, hvad der foregik. Godt nok, at de skydende ikke fik øje på ham.

Den næste dag kom Stations-Møller over og spurgte, hvad vi havde oplevet, og, hm, hm, modstandsfolkene var næsten i Husum, da toget røg i luften.

En af drengene fra skolen fortalte, at da han boede oppe ved kirkebroen, så havde han og familien fulgt begivenhederne på tæt hold. Bl.a. var det gået ud over deres vinduer, og tyskerne havde været henne for at se, om det var dem, der var skyld i sabotagen. Det var frygtelig spændende, syntes vi andre, og han var klart dagens mand.

Hjemmeslagtning
Selvfølgelig mærkede vi på mange andre områder, at vi var besat. Mad blev mere vanskeligt at få. Kød, sukker, mel var mangelvarer, og frugter som banan, appelsin mv. var ukendte ting for os børn. Men vi tænkte vel ikke så meget derover, det var meste de voksne. Vi havde jo som haveejere frugter som æbler, pærer, blommer og stikkelsbær, ribs, solbær, og herligt i sommeren – jordbær. Salat, bønner, gulerødder og meget mere voksede i køkkenhaven, så det gik jo fint, syntes vi unger.

Jeg erindrer, at min mor syltede og henkogte sent efter kl. 10 om aftenen, for da kostede elektriciteten meget mindre.

Et problem var, da vi, som så mange andre på landet, fik leveret en kasse med en gris i. Martin og jeg var ude at klø den bag øret og syntes, den så så rar ud. Derfor gemte vi os inde under sengen med fingrene i ørerne, da slagteren kom. Det gik min mor på, så det blev den eneste gang vi fik hjemmeslagtet.

I øvrigt gav dette at have gris gående til hjemmeslagtning anledning til en sjov – syntes vi børn – historie i skolen. En elles stille dreng i klassen fortalte, at de derhjemme havde hørt en enorm tumlen rundt ude fra udhuset, hvor deres julegris stod, og de var derfor gået derud for at se, hvad der var på færde. Jo, grisen tumlede rundt i sin lille bås, og på gulvet lå en tømt flaske snaps. Det var faderen, som havde gemt sin flaske snaps i svinestien, for at moderen ikke skulle se den og blive gal, og så var flasken væltet, grisen havde slupret snapsen i sig og var blevet fuld. Det lo vi meget af.

Rationering og lange gåture
Med hensyn til tobak, som var rationeret og svært at få, lagde Martin og jeg os for vane at tage en cigaret ud af fars pakke og gemme den, og når så far sukkede over, at han ikke havde noget at ryge, var det en fryd at komme med den gemte.

Lille-Jensen røg pibe, og det stank indimellem ret forfærdeligt; det var, når han brugte tørrede jordbærblade som tobak.

Engang havde vi en pudsig oplevelse. En ung mand (dreng nærmest) plagede Magda, købmandsdatteren i Gl. Skovlunde, om dog at give ham bare nogle få cigaretter. “Nej, Peter du har fået din ration,” var svaret hele tiden. Så gik Peter ud, og lidt efter kom han ind igen med en stor buket blomster, hentet i Magdas egen have, faldt på knæ foran disken og bønfaldt på ny, og svaret blev: “Her, så tag dem da din skøre unge”, og han fik en lille pakke cigaretter. Sådan var bare Peter, som der i øvrigt gik mange sjove historier om.

Fru Christensen og datterens Magdas forretning var også et kapitel for sig selv. Der var alskens ting foruden de almindelige købmandsvarer at få. Fra river, spader, træsko, en tønde med spegesild til de herligste glansbilleder. Der var nok at se på for os børn.

Mange ting var besværlige. Mælkemanden, gartnerne og bønderne måtte bruge hestevogn i stedet for biler, og at gå langt var almindeligt.

Hestevogne kunne godt være til glæde, hvis de af mine skolekammerater, der boede i Kratbjerg eller længere ude og derfor havde lang vej hjem at gå fra skole, på vejen så en vogn fra en af bønderne derude, så var det bare at hoppe op bag på vognen og blive kørt.

Hvis man skulle købe større ting, som de tre købmænd i Skovlunde ikke havde, og man derfor måtte til Ballerup eller Herlev, ja, så var det cyklen eller gåbenene, der skulle klare det. De efterhånden få tog var ikke nok til en tur til boghandler eller fiskemand, og ville man i biografen, kunne man tage toget til Ballerup, og måtte så efter endt forestilling spadsere de tre kilometer hjem igen.

Hvis mine forældre havde været til en familie- eller vennekomsammen en aften, måtte de gå hjem fra Husum. De sidste år af krigen var det ikke godt, hvis man på sådan en aftenvandring hørte en bil komme kørende, for det kunne betyde tyskere, hipoer eller andre af samme kaliber. Så det var bare ned i en grøft, bag et hus eller andet skjul, for man kunne ikke stole på, hvad de folk kunne finde på.

Mine bedsteforældre havde guldbryllup i foråret 45. Der var spærretid, dvs. alle skulle holde sig inden døre fra 6 aften til 6 morgen, så den store familiemiddag på restaurant Bellahøj blev holdt midt på dagen, så alle kunne nå hjem inden spærretid.

En god ting oplevede jeg (vi) sent på krigen. Jeg havde som sædvanligt været syg og uden lyst til mad (det er besværligt at spise, når man ikke rigtig kan trække vejret), og da kom en af de på vejen boende rare damer med en blok kogechokolade til mig. Hendes mand var direktør i et “slikfirma” og havde derfor fået tilladelse til at importere rigtig chokolade fra Sverige.

De håbede, at det kunne lokke lidt spiseligt i mig. Jeg kan endnu se for mig kniven, der kunne skrælle et tyndt lag af chokoladeblokken. Meget kunne jeg ikke spise, men dele ud til de mere slikmundede i familien kunne jeg.

Befrielsen
Omkring 1. maj 1945, kom Martins far og hentede ham. Han fortalte, at nu hentede han alle sine fire børn, for krigen var snart slut, og man vidste jo ikke, om det ville blive et Ragnarok, og om tyskerne ville slås til det sidste eller blot tage nogenlunde stille af sted. Derfor ville han og hustruen have deres børn tæt omkring sig.

Samtidig var min far væk uden, at vi vidste, hvor han var, eller hvad han lavede, så det gav os nogle meget urolige dage.

Den 4. maj var min mor og jeg i Brønshøj til min mormors fødselsdag, og da vi kom hjem tændte vi straks for radioen på den engelske kanal, som vi plejede,  (strengt forbudt var det) og hørte der frihedsbudskabet. Stor jubel og jeg blev sendt op på Marievej til et af sommerhusene, hvor nogle af mine forældres venner boede, og hvor de var uden radio, så jeg kunne fortælle dem det glade budskab.

På vejen hjem kom der på Torvevej kørende en lastbil, og oven på den stod nogle frihedskæmpere med armbind og skydevåben. De skulle ud og hente diverse nazister, hvilke der var nok af i Skovlunde.

Stor var min overraskelse, da jeg så en ung pige, som som vi alle kendte som en pjanket swingpjat. Det havde været et godt dække for hendes deltagelse i modstandsbevægelsen.

Da jeg kom hjem, havde min mor ringet til nogle venner i Ballerup, og de tilbød at komme ned til os. Konen var svensker, og hun medbragte en stor æske chokolade, rigtig chokolade, og ikke det mærkelige stof man ellers kunne få, som blev kaldt for chokolade. Hun havde fået det fra den svenske familie.

Men inden de kom, havde vi hørt skyderi inde fra København, og da vi intet vidste om min far og intet om, hvad skyderiet betød, og hvad der overhovedet foregik, så var vi temmelig bange. Da vennerne kom, var jeg ligeglad med chokolade og alting – jeg ville bare have min far og vrælede mig igennem natten.

Først et par dage efter fik vi at vide, at vi kunne tage ind til Damhussøen og der hilse på min far, der stod vagt ved udkørslen fra københavn af Roskildevej. Åh, det var godt at se ham og få et kram, lidt besværligt på grund af geværet. Hurtigt efter måtte vi af sted igen, fordi man ikke vidste, hvad der kunne ske, og så skulle vi ikke være der.

Far kom hjem igen, roen fandt vej til det lille hjem, og da ringede Martins far. Det havde været et kaos at få samlet familien. Børnene havde glemt hinanden og delvis også forældrene. De havde fået nye og forskellige vaner og kunne slet ikke forliges. Maden var slet ikke som mor Harriet eller mor Signe lavede det, og de andre var rigtig “dumme” osv. Martin gjorde kort proces og sultestrejkede, så hvad nu?

De voksne aftalte så, at Martin skulle tilbage til os og langsomt vænnes til tanken om sin rigtige familie. Han kom og blev i seks uger, hvor vi fortalte, hvor dejligt det det ville blive hjemme hos mor og far og Søren og Jens og Sonja. Efterhånden accepterede han den ny situation og kunne tage hjem til sin egen familie.

I årene efter var han dog med mellemrum på “ferie” hos os, og vi føler stadigvæk og omtaler ham som vores bror. Jeg siger vi, fordi i februar 1946, fik mine forældre en datter til, og hun har det ligesom jeg, at Martin er “vores”. Hun siger endda, at hun blot er et erstatningsbarn for Martin.

Problemerne i Martins familie, ved samlingen af den efter krigsårene, giver også et fingerpeg om, hvordan det må have været i de mange familier rundt om i verden som krigen splittede. Men heldige var vi, at krigen ikke havde ødelagt så meget for os, som for så utroligt mange andre.

Erik Krog, med tilladelse fra Gerd Belhage
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *