En nedlagt jernbane på Bornholm

Min cykeltur i dag blev en kombination af landevej og grusvej, idet jeg havde sat mig i selen, at jeg skulle igennem strækningen mellem Rø og Klemensker – ad den nedlagte jernbane.

Jeg havde for 16 år siden været ude på noget af strækningen, og blev på det tidspunkt ret betaget af oplevelsen – der dog kun strakte sig til omkring halvdelen af den nedlagte banestrækning – for jeg var på racercykel, så derfor søgte jeg ud på landevejen igen.

Billeder på facebook
Men – for ikke så længe siden, viste min tidligere træningsmakker, Grethe, fra Klemensker, et par billeder på facebook fra Kleven – og så måtte jeg vide, hvor dette meget specielle sted var henne.

Og det viste sig, at hvis jeg bare havde fortsat videre af den nedlagte jernbane, ville jeg komme lige igennem det. Derfor var noget af træningsturen i dag hensat til hele denne strækning.

Lidt historie
Nu er det næsten kutyme, at når jeg skrive noget af denne art fra Bornholm, så kommer der også lidt oplysninger med i købet.

Selv om jeg har været på Bornholm i den periode, hvor jernbanen stadig var aktiv, har jeg aldrig kørt med toget.

Banen var anlagt som en smalsporet jernbane, hvor sporvidden var 1.000 mm. Da der aldrig var behov for, at sejle godsvogne til Bornholm, blev denne sporvidde aldrig ændret til normalspor. Jeg mener, at jernbanen blev nedlagt i 1968.


Kleven

Jeg skrev om Kleven, som Grethe havde taget et par billeder af, og stedet viser sig at være stejle klipper, der danner en port – eller en kløft, om man vil – hvor smeltevandet, under isens afsmeltning i tidernes morgen, har presset sig igen fra øst til vest.

Navnet “Kleven”
Jeg har selvfølgelig dykke lidt ned i navnet “Kleven” – for skal en kløft da ikke staves med et “ø”? Og her er jeg stødt på denne forklaring:

Det tidligste lokalitetsnavn findes på Hammers Kort fra 1746-50, og her hedder den “Klef Dalen”.

I TrapDanmarks første topografiske beskrivelse af Danmark fra 1858-1860 er stedet fortsat stavet med et “e”, og sådan fortsætter det i dette værks senere udgaver.

På Generalstabens nyere kortværk fra 1883 derimod er stedet blevet stavet med et “ö”, og sådan fortsætter det på alle nyere statslige kortværk – altså med et moderne “ø”.

Dog må navnet Kleven antages for at være det mest korrekte, selv om at det er en kløft i sprækkedalen, der henvises til!

Jeg glæder mig til forsommeren slår igennem, for så tager jeg endnu en tur gennem dette meget specielle sted på Bornholm, et sted man enten skal gå eller cykle igennem, for her kan der ikke køre biler.

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *