Bornholm og det nordlige af Rigsfællesskabet

For to dage siden havde vi høj himmel, sol og varmegrader her på Bornholm. Herefter er vi tilbage med gråt vejr, en smule sol, lidt nedbør og en tågedis, der rækker langt ud over Østersøen.

Egentlig kunne det vejr nok heller ikke rokke ret meget mere ved dagens tanker, men en udsendelse med Erik Peitersen i Grønland, fik mine tanker på vandring. Jeg var pludselig tilbage på Færøerne – for Grønland har jeg aldrig besøgt. Dog har jeg arbejdet sammen med grønlændere, og haft grønlandske venner på Færøerne, spist hvalkød og tørfisk, deltaget i fiskeri og grindefangst, så jeg har “smagt” den del af det danske rigsfællesskab.

Nordvestpassagen
I udsendelsen, med Erik Peitersen, ser vi et ældre dansk/grønlandsk ægtepar (lidt yngre end Birthe og jeg), sejle gennem Nordvestpassagen over til Alaska (hvor Erik Peitersen igen går ombord på sejlskibet til sine venner) og videre gennem Beringsstrædet.

Sejladsen er bestemt ikke ufarlig, da sejlskibet kommer ud for bølger på op til 6 meters højde. Jeg har ikke selv sejlet på et sejlskib, men i en del mindre færøske både, hvor vi har mødt bølgehøjder, der tåler sammenligning i forhold – og man finder virkelig ud af, hvor lille et menneske man er i den store verden under sådanne oplevelser.

Om jeg kunne tænke mig, at have været med på turen gennem Nordvestpassagen? Jeg skulle i hvert fald ikke lokkes ret meget, selv om jeg godt er klar over, at netop den rute har kostet mange søfolk livet. Så ja, jeg forstår til fulde Erik Peitersens følelser og glæde for at være med. Jeg kan også sige det mere direkte – jeg er grøn af misundelse over, at jeg ikke er med på den tur!

Okay – det er bestemt ikke kun de mindre færøske både, jeg har sejlet med, men også med større skibe på Atlanterhavet og Det indiske Ocean, hvor jeg har været til Australien og hele vejen rundt om Afrika – så jeg kender lidt til havet.

Rigsfællesskabet
Rigsfællesskabet, kaldes også for Rigsenheden, omfatter Danmark, Færøerne og Grønland, der er dækket ind under Kongeriget Danmark.

Bogtrykkeren
De, som stadig kan huske lidt fra historietimerne i skolen, husker også Tvillingrigerne Danmark-Norge, og det er her, at Rigsfællesskabet er den sidste rest af. Jeg blev altid mindet om det historiske for Rigsfællesskabet af min tidligere Bogtrykmester fra Thorshavn, idet han kaldte Danmark for “Det Stordanske Rige”, hvor vi i Danmark blev kaldt for “Herrefolket” – ganske vist med et glimt i øjet af bogtrykkeren, men bestemt også med en vis potion alvor i stemmen.

Trykkeriet i Thorshavn
På trykkeriet i Thorshavn, havde vi en årgang en grønlandsk trykker. Min kollega var en dygtig fagmand, der i sin tid havde fået bronze til svendeprøven. Han lærte mig et par grønlandske gloser, som jeg da stadig kan huske.

Vi talte tit om Grønland, og det var min hensigt – dengang – at tage til Grønland, hvilket aldrig er blevet til noget. I dag har jeg helt opgivet det. Dog er jeg sikker på, at Grønland er noget helt specielt, hvilket udsendelsen med Erik Peitersen også bekræftede.

Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *