Her skal ikke lovgives!

Lige for tiden raser der en debat om, at cigaretter skal dækkes til i diverse butikker landet over, og de to dagligvaregiganter, Salling Group og Coop, slår sig nu sammen med brancheorganisationen, De Samvirkende Købmænd, for, at aflevere deres budskab til Christiansborg. Alle, der sælger tobak i Danmark, dvs alle butikker, barer, tankstationer og også tobakskiosker – skal skjule de sundhedsskadelige produkter for kunderne.

Min mening er, at så længe et produkt er lovligt i handlen i Danmark, så skal der ikke lovgives om at skjule produkterne for kunderne. Længere er den ikke. Og bede tobakskiosker dække deres varer til, er noget af det dummeste, jeg endnu har hørt i dette sammenhæng – en lovlig butik, der skal dække deres varer til?!?

Argumenterne for at skjule tobakken er, at disse produkter er sundhedsskadelige – derfor dette lovkrav, siger man fra Salling Group og Coop’s side! Når vi så tager dette argument alvorligt, hvilke andre produkter er så også skadelig for vor sundhed – for her er listen enorm! Skal disse produkter så også gemmes væk for kunderne?

Sundhedsskadelige varer
Når vi ser på mange børn og voksne i dag i gadebilledet, slår det os, at der er en del for meget på vægten, hvilket er direkte sundhedskadelig – derfor, for at blive i den kategori, må vi hellere gemme sodavand, slik, fedtholdigt kød, chips, sukkerholdige varer, kager i alle afskygninger, pizzaer, øl og spiritus og andre usunde varer væk fra kunderne – eller hvad? Naturligvis er der så et problem med pølsevogne og grillbarer, der skal løses, så kunderne ikke kan se/lugte deres usunde produkter!

Formynderi
I Danmark er der efterhånden en udbredt misforståelse, hvad mennesker må og ikke må. Vi lever i et frit land – endnu – og hvis folk vil ryge, er det deres egen sag at ødelægge deres helbred. Rygere er også en slags mennesker – bare ikke så længe!

Så er der argumenter om, fra de der ikke ryger, at de ikke vil betale for rygeres behandling på vore sygehusene – for de er jo selv skyld i deres sygdom. Helt ærligt, så betaler rygere en hel del til skatten via afgifterne på deres afhængighed, så det argument duer ikke. Skal sportsfolk så også selv betale for deres sportskader?

Spil, luksusfælden og forbrugslån
I de gode gamle dage, havde vi slet ikke den slags spil, vi i dag helt lovligt kan spille. Det var simpelt hen forbudt! I dag kan man spille sig helt fallit, hvis det er det man “ønsker” – det er helt igennem en frivillig sag.

Forleden kunne vi se “Luksusfælden” på TV, og i en indlagt pause, kom der en reklame for et forbrugslån. Der er ikke noget at sige til, at mange har ondt i økonomien, når man lokkes sådan i uføre hele tiden. Men dette problem er der ingen, der tager op – for vi lever jo i et frit land!

– men gemme lovlige varer væk – gennem et lovindgreb – kan man finde ud af for de “politiske korrekte”. Dog håber jeg, at vore politikere ikke går med på den limpind, for så er der en del butikker, der må dreje nøglen til deres helt lovlige levebrød.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *