Nyt navn til BTS?

Et af de spørgsmål, der går igen fra vor besøgende på Bornholms Tekniske Samling (BTS), er, at vor navn slet ikke er rigtigt, for vort museum er meget mere end en teknisk samling.

Oven i købet får vi skudt i skoene, at hvis vi ændrede vort navn til noget mere rammende, så ville vi også få mange flere gæster. Og et eller andet sted, skal vi nok lytte lidt mere til vore besøgende, der ser på os udefra!

Samlingen
Når vi så vender blikket 180 grader, og ser lidt på os selv, så ser vi BTS som både en teknisk samling – men også meget meget mere.

Ud over vore mange motorer, traktorer, biler og landbrugsmaskiner/redskaber, gamle fag m.v., så rummer vi også en ret stor øl-samling, kopper i tusindevis, keramik, kniplinger, damefrisør, PostDanmark, kuglepenne, lightere, apotek, møbler og meget andet. Ja, vore gæster har ret – vi er også meget andet end en teknisk samling!

Jeg har selv tænkt på et navn som “Bornholms Historiske Samling”, men den holder nok heller ikke, for begrebet “Historiske” rækker en del længere, end det vi kan præstere – selv om vi har hele 4000 kvm under tag.

Næh, der skal noget helt unikt til for at skifte navn, for så nemt er det heller ikke at skifte navn!


Navneforslag

Sidste tirsdag kom der så et godt forslag.

Vi fik et par besøgende, der næsten omgående drejede om, da de så, at det var “en teknisk samling” – det var åbenbart ikke lige dem. Flere gange har vi også oplevet, at kvinder bliver sidende udenfor, mens manden er gået ind – for en del kvinder mener åbenbart, at det ikke er noget for dem!

Vi fik så et navneforslag – om ikke “Bornholms Unikke Samling” kunne være en idé – og det forslag ville ikke rigtig forsvinde. Selv vor formand mente, at det var det bedste forslag, han endnu havde hørt – for vor samling er jo helt unikt. BTS er faktisk Danmarks største samling af sin art, så derfor er forslaget om “Bornholms Unikke Samling” ikke helt ved siden af. Jeg ville selv kalde forslaget for ret dækkende.

Hvad syntes du?

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Nyt navn til BTS?

  1. erik rudolf skriver:

    I ødeløgger stadigvæk det Engelske sprog! Unique eller unike?
    I er ellers ikke kede af det.

  2. Erik Krog skriver:

    https://da.bab.la/ordbog/dansk-engelsk/unikke Erik, du ved lige så godt som jeg, at det er de andre, der stjæler det danske sprog, bare tænk på, at skulle have en babysitter til weekenden, typiske gamle danske ord som i dag anvendes i de engelsktalende lande – og sådan kan jeg blive ved 😉

  3. Thomas behrens skriver:

    Kære Erik (Krog), jeg kan da helt tydeligt huske tilbage til den 31. juli i år, hvor jeg efter et besøg på BTS sagde til dig, at denne her samling virkelig er unikt og jeg sagde også, at man jo evt. godt kunne bruge det unikke i selve samlingens navn.

    Så se bare at komme videre med sagen. Jeg glæder mig allerede til besøge stedet igen. -:)

  4. Erik Krog skriver:

    Det har taget mig en del tid, at få aktivgruppen gjort (aktivt) opmærksom på, at ordet “Teknisk” er direkte skadeligt for besøget på vort museum. Alt for mange kvinder får overbevist deres mænd om, at det der “tekniske” bestemt ikke er noget for dem. Det var nøjagtig det samme en tysk kvinde orienterede mig om, da en stor bus, med tyske turister, kørte ind på vor parkeringsanlæg – og kun 6 turister havde fundet vort museum et besøg værd. Efter en times tid på museet, fortalte en kvinde mig, hvorfor de øvrige ikke havde fundet Bornholms Tekniske Samling interessant – de øvrige kvinder havde fået overbevist deres mænd om, at de bestemt ikke var interesseret i “dette tekniske museum” – og derfor havde valgt et andet sted for deres aktivitet på denne dag. Kvinden fortalte ligeledes, at vort museum var meget interessant – for det var aldeles meget andet end “teknisk” – og at vi burde finde et andet navn til museet.

  5. Kjeld skriver:

    Som formand for foreningen Bornholms Tekniske Samling og den der tager sig af markedsføringen, har jeg arbejdet på at slå vores LOGO fast i folks bevidsthed. Det tager lang tid at indarbejde noget nyt! Så hvis vi kan beholde vores logo, evt. ved at kalde os “Bornholms Totale Samlinger ” eller” måske flertalsformen kan give indtryk af at det er stort.

    • Erik Krog skriver:

      Jeg arbejder på at bevare logo’et, og vil sikkert have et grafisk forslag klar i løbet af måneden. Vi er Danmarks største i den henseende, så jeg mener, at vi bl.a. skal bruge dette i vort markedsføring

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *