Mit sidste BornFondo

Det var sidste gang, jeg stod som trafik official (TO) ved det store bornholmske cykelløb, BornFondo, da jeg har besluttet at stoppe “på grund af alder”.

Nå ja, det er den officielle undskyldning – og den holder da også et godt stykke hen ad vejen, for når sandt skal siges, så er det også det manglende samarbejde med Politihjemmeværnet (PO), der er lige så stor en faktor i min beslutning! Men den har jeg holdt for mig selv – indtil nu.

PO har kommandoen på posterne – får vi oplyst, hver gang vi har morgenmøde med PO – inden vi rykker ud på vore poster. Og det er selvfølgelig også i orden – hvis ellers samarbejdet fungerer! Jeg kan selvfølgelig kun udtale mig, for det jeg oplever. Men jeg har også en ballast som tidligere kompagnichef ved Hjemmeværnskompagni 2416 i Odder. Derfor har jeg også en viden om, hvordan man forvalter en viden, som kan anvendes i en skarp situation.

Nu kan cykelløb og “en skarp situation” nok ikke helt sammenlignes – og dog.

De TO’ere, som er uddannet fra Bornholms Cycle Club, har en rigtig god viden om cykelløb, hvilket PO’erne nok ikke har. Selvfølgelig kan hjemmeværnsfolk godt være tidligere cykelryttere og omvendt, men jeg har, indtil nu, ikke stødt ind i det postulat for PO’erne – men det omvendte er altså tilfældet – for mit vedkommende.

På posten
Da jeg mødte på min post (som den første mand), kunne jeg vente på de øvrige dukke op.

Det gav mig mulighed for at se midterafspæringen blive etableret – hvilket var noget helt nyt, men en god nyhed. Hermed kunne vi sluse bilerne hen til den anden post, hvor de så ville blive vist videre eller stoppet, hvis der kom ryttere – og rytterne ville ikke komme i “nærkamp” med bilerne. En rigtig god fornyelse.

En ny mand
Da der dukkede tre mand op på den anden post ca. 150 meter fra min post, gik jeg hen for at tale med dem. Jeg kendte selvfølgelig den ene TO’er, som var fra klubben. Også den ene hjemmeværnsmand kendte jeg fra tidligere – og som en, som man kunne arbejde problemfrit med. Men den anden hjemmeværnsmand kendte jeg ikke – (billedet af hjemmeværnsmanden er ikke af den omtalte nye hjemmeværnsmand).

Spillede chef
Hvis ikke jeg var orienteret om, hvem der var chef for Politikompagniet, kunne jeg forledes til at tro, at det var den nye mand på posten – for sådan optrådte han. Da jeg spurgte til flagposterne, fik jeg lige oplyst af den nye mand, at jeg var flagmand. “Vel er jeg da ej”, svarede jeg hurtigt tilbage, “jeg er udsendt som TO’er, så hvornår kommer vore flagmænd?” Den nye PO-mand lod mig forstå, at vi var kun os fire til at løse opgaven, og da han havde kommandoen, så blev det således! Men det var jeg slet ikke enig i.

Et vejskilt
Jeg fik så øje på et skilt, der stod placeret lige foran midterspæringen for slusekørslen for biler og ryttere. “Som gammel cykelrytter, vil jeg lige påpege, at det skilt står alt for tæt når rytterne svinger ud på vejen. Rytterne vil helt sikkert banke lige ind i skiltet.” “Nej”, svarede den nye hjemmeværnsmand, “det skilt er placeret helt rigtigt, så det bliver ikke flyttet!”

Jeg stod lige og betragtede den nye mand, og jeg havde en mistanke om, at manden nok ikke kunne gøre for det, for hans intelligens var nok ikke til mere, – den mistanke blev endnu mere forstærket – men jeg lod ham forstå, at nu havde jeg påtalt det, så ansvaret var hans.

For at gøre historien kort, så kom der to flagmænd på posterne (mere styr havde de altså ikke på bemandingen), skiltet blev flyttet ti meter, men først efter det første felt måtte hugge bremserne i for ikke at køre galt. Den TO’er, der var placeret sammen med den nye hjemmeværnsmand, blev sendt ned til min post, hvor “min PO’er” så erstattede ham – på grund af samarbejdsvanskeligheder med den nye mand – kunne jeg forstå. Det kom slet ikke bag på mig.

Første møde med PO
Den første gang vi havde en opgave med PO-kompagniet, som TO’er, havde vi ligeledes samarbejdsproblemer. Chefen for kompagniet kom ud på vor post for at gøre opgaven klar. En TO’er tillod sig at komme med en bemærkning (som rytter), hvorefter kompagnichefen vredt råbte manden ind i hovedet “vil du overtage?” Herefter havde vi bare at klappe i, PO’erne havde kommandoen, så vor mening talte overhovedet ikke.

Dette kan ikke kaldes for samarbejde.

Retfærdighedsvis skal det lige nævnes, at sådan er det ikke hvert år. Sidste år gik samarbejdet helt gnidningsfrit – på begge poster.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *