Uhyggelig læsning

En meget god ven af mig i Odder videresendte mig en mail, som han havde modtaget fra “sin private hjertedoktor”, en mail, som han kaldte for uhyggelig læsning. Efter jeg havde læst mailen, spurgte jeg, om jeg måtte sætte det skrevne på min blog. Et par timer senere fik jeg svaret – det må du godt! Flot, for her er virkelig noget at tænke over.

Så her er mailen ubeskåret:

Som en gigtplaget hund

Kafkask. Sygeplejerskerne har Habermas i kittellommen, men kan ikke tage et blodtryk. It-systemet er leveret af en amerikansk bedstemor, der klæder sig ud som Den gale hattemager i Alice i Eventyrland . Djøf er navnet på en ny adelig klasse, mens lægerne har lavstatus og må stjæle deres eget tøj i kælderen. Velkommen til dr. Jacobsens hospitalsvirkelighed.

Kort før nytår gennemgik overlæge Steffen Jacobsen sin arbejdsmail på hospitalets intranet. Det var noget af det sidste, han gjorde, inden han som 61-årig forlod sygehusvæsenet i protest mod djøfiseringen og – som prikken over i’et – indførelsen af det nye it-system, Sundhedsplatformen. Ud af de 5.413 mails i indbakken fra de seneste 18 måneder var der tre, som var relevante for hans kliniske hverdag. De 5.410 resterende mails var fuldkommen ligegyldige.

»Der var en del henvisninger til de tre årlige og obligatoriske internetkurser i brandslukning (ring 112), hjertestop (ring 2222) og kirurgisk håndvask (gør, som du altid har gjort). Disse kurser indberettes derefter til Regionsgården i Hillerød, hvorefter de … aner det ikke … men man får et fint diplom tilsendt – per mail,« skriver han i en ny bog, der udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof.

Titlen er Hvis De lige vil sidde helt stille, frue – dr. Jacobsen er ny på afdelingen , og den tragikomiske tone går igen i alle bogens betragtninger fra et langt lægeliv. Det er beretningen om et menneske, der finder sit rette fag efter at være vokset op i nederste socialgruppe, men som med årene oplever en tiltagende frustration over, at lægefaget bliver stedse mere og mere marginaliseret, mens djøferne bliver den nye adel på hospitalet:

»Sundhedsvæsenet er blevet et gigantisk tag selv-bord og en oplagt karrieremulighed for økonomer, jurister, etnografer, cand.scient.pol.er, politikere, IT-folk, ingeniører, psykologer, projektmagere, kommunikationseksperter, teambuildere, konsulenter og kulturgeografer – hvoraf ingen dybest set bidrager til at løse sundhedsvæsenets kerneydelse,« konstaterer Steffen Jacobsen og bemærker, at danskernes middellevealder ifølge OECD aktuelt er placeret på en 17.-plads trods stigende udgifter til ansatte i almindelighed og ovennævnte faggrupper i særdeleshed.

»Det opleves, som om lægerne nærmest er blevet den mest perifere gruppe. Selvfølgelig skal der være en økonomisk styring af sundhedsvæsenet, men efterhånden kan du ikke se kerneydelsen for ren administration,« siger han og tog altså selv konsekvensen på et tidspunkt, hvor hans oprindelige bibeskæftigelse som krimiforfatter er blevet til at leve af.

Med sin nye bog har han skrevet »den lægebog, jeg gerne selv ville have læst, inden jeg begyndte på studiet,« og efter endt læsning ved man virkelig ikke, om man skal grine eller græde. Selv ville Steffen Jacobsen vælge det sidste, hvis nogen af hans to børn skulle finde på at ville være læge.

»Det får de simpelthen ikke lov til,« siger han og kalder lægegerningen for et nyt »lavstatus-job.«

Kejserens nye klæder

Blandt de 5.413 mails i indbakken har der sikkert ligget nogle stykker fra tøjafdelingen, og lad os begynde her, i kælderen, på vej ind i Jacobsens kafkaske sygehus-univers.

»Hospitalstøj har altid været noget, der bare lå på afdelingen. Man skiftede tøj, når man kom, og kunne gå i gang med sit arbejde. Det vil sige et 100 år gammelt, ufejlbarligt system helt uden kontrol, registrering eller supervision. Medmindre man stjal tøjet, kunne man ikke gøre noget ulovligt,« fastslår han.

Men selvfølgelig skulle alle læger have et IT-tøjsystem, som kræver oplæring og elektronisk registrering. Lange mails med regler, koder og flere regler. Speciallægerne skal nu to gange om ugen lægge deres brugte tøj til vask et sted i for eksempel Rigshospitalets kilometerlange kældergange og sørge for, at afleveringen registreres elektronisk. Derefter skal de gå over i Rigshospitalets tøjdepot, prøve at finde tøj i den rigtige størrelse på de ofte tomme hylder, elektronisk registrere det rene tøj, de har fundet, og bære det op på afdelingen i en lille, blå plasticpose:

»Men trods den grundige registrering af tøj ind og tøj ud, så er IT-tøjsystemet ikke i stand til at levere det tøj, man skal bruge. Et klassisk ’tøj-hattrick’ består i, at man er gået helt ned i kælderen fra 14. sal for så at opdage, at der hverken er kitler, bukser eller T-shirts i den størrelse, man bruger. Der er kriminelle læger, som efter utallige tøj-hattricks endelig erhverver sig et helt sæt tøj – kittel, bukser, T-shirt – der passer, og så vælger aldrig at lægge det til vask, men selv vasker det hjemme. Her kommer den store IT-investering til sin ret, for Big Brother kan se, hvem der ikke afleverer tøjet tilbage, men selv vasker det derhjemme – og det er forbudt,« beretter den tidligere overlæge. Og så:

»Andre læger har fundet ud af en anden form for tøjkriminalitet: De tager alt det tøj, de kan bære, og tjekker det ind og ud med det samme, så regnskabet står på ’0 tøjdele lånt’. Engang var det sådan, at en portør en gang om ugen kørte en vogn med uniformer op på afdelingen. Man tog det, man skulle bruge, og efter endt anvendelse lagde man det i en snavsetøjskurv. Enkelt. Brillant. Genialt. Ufejlbarligt.«

Tøj-eksemplet er ifølge Steffen Jacobsen et lille symptom på den store sygdom, der hærger sundhedsvæsenet. I virkeligheden er der tale om såkaldt co-morbiditet med mange sygdomme samtidig, men skal man aktuelt udnævne en som den værste, peger han på det nye it-system i Region Hovedstaden og Sjælland.

»Hvis Sundhedsplatformen havde været en sygdom (hvad den på sin vis er), ville en eller anden få Nobelprisen i medicin for at udvikle en vaccine mod den,« skriver han og beretter om endeløse dage med en ingeniør, der skulle forklare Jacobsen og kolleger om Sundhedsplatformens virkemåde:

»Han var temmelig resigneret og troede tydeligvis ikke selv på produktets fortræffelighed. Efter fem timer var vi kommet igennem kodningen af ét (1!) eneste ambulant rutineforløb. Systemet er umætteligt. Det får aldrig nok. Men det giver ingenting tilbage, som kan bruges i en klinisk relevant sammenhæng. Jeg har set de mest stoiske, dybt dedikerede, knalddygtige og i øvrigt grænseløst tålmodige læger og sygeplejersker – af den kaliber, man gerne ville dele en redningsflåde med – bryde sammen. Græde i fuld offentlighed. Søge bort.«

Ifølge Jacobsen vil Sundhedsplatformen aldrig blive en elektronisk patientjournal, der letter patientbehandlingen. Det er fra begyndelsen udviklet af firmaet EPIC som en faktureringssoftware, der er skabt til at kradse penge ind til amerikanske hospitaler og klinikker fra patienterne og disses forsikringsselskaber:

»Man skulle måske også, før man købte Sundhedsplatformen og software for flere milliarder kroner til det danske sundhedsvæsen, have haft med i sine overvejelser, at EPIC’s grundlægger, Judy Faulkner, ynder at klæde sig ud som Den gale hattemager fra Alice i Eventyrland eller som Harley Davidson-rocker – hun er 73 år gammel – når hun afleverer motivations-taler til de glade brugere af Sundhedsplatformen. For mig ville det have været en klar deal-breaker. Det ville svare til at købe en OfficeSuite-opdatering fra Bill Gates klædt ud som Lord Voldemort. Samme Faulkner mener, at strømper – som sådan – nedsætter evnen til at tænke.«

Steffen Jacobsen betegner Sundhedsplatformen som »det endegyldige anslag« mod al arbejdsglæde, engagement og produktivitet og begræder, at lægerne som stand, trods mange læserbreve og kritiske udtalelser, ikke er gået endnu mere offensivt imod:

»Lægeforeningen er en samling rødkindede, overprivilegerede og studentikose hobby-fagforeningsfolk, der tager på internater for at genopleve deres rusture, og som i øvrigt har boet sammen på Regensen og synger i kor på Vartov. De er absolut fagpolitisk ubrugelige og kunne ikke gøre en kat fortræd. Meget betegnende har Lægeforeningen og dens formand ikke ytret ét eneste kritisk ord i forbindelse med indførelsen af EPIC’s Sundhedsplatform,« fastslår han og sender også et opråb til hospitalernes afdelingsledelser og direktioner:

»Få nu nosserne syet på igen i stedet for blot at være bevidstløse gummistempler for ethvert forrykt tiltag, der er drømt af en eller anden djøf’er i Regionen efter en overdosis selvfedme. Tag den store, brinkmannske nej-hat på og råb: ’Go fuck yourself!’ næste gang. Jeg har aldrig været ude for, at afdelingsledelser har gjort andet end at stå ret og sige ja og amen til alt , der er dalet ned fra oven.«

Umulige odds

Faktisk er Steffen Jacobsen selv gift med en djøf’er, og det har givet anledning til en del diskussioner i villaen i Hornbæk. Han fastholder, at det ikke er djøf’erne som sådan – som mennesker – der er skydeskiven for hans kritik, men at de ikke taler samme sprog som lægerne og det andet sundhedsfaglige personale. De lever i adskilte virkeligheder, og den ene side har ingen anelse om, hvad den anden laver. Problemet er, at den administrative del af sundhedsvæsenet for længst er vokset den sundhedsfaglige del over hovedet og skygger for patienternes egentlige behov. Bureaukratiet er med andre ord blevet sit eget formål. Da han begyndte at arbejde på det, der blev hans sidste afdeling, var der et lønkontor og en administration ovre i nogle pavilloner, og det var stort set dét.

»Da jeg sluttede, var der på afdelingen to fuldtidsansatte økonomer, så var der en ortopædisk overlæge, der løste IT-problemer, en klinisk oversygeplejerske, en oversygeplejerske, projektsygeplejersker, der hele tiden optog mødelokalerne og sendte mails og vigtige sms’er til hinanden. Så var der en stor lokal administration i nye bygninger – og så var der Gudhjælpemig oveni de cirka 1.100 – det nøjagtige antal fremgår ikke af Region Hovedstadens hjemmeside, der står blot +1000 – funktionærer i Hillerød, Sundhedsstyrelsens administratorer og endelig Sundhedsministeriets administratorer.«

Ifølge Jacobsen er overadministrationen af hospitalsvæsenet blevet grotesk:

»Det er djøf’erne, der æder deres egne børn. Egen reproduktion, opfindelse af nye, overflødige initiativer, der skal meritere endnu flere fastansættelser af administrativt personale. Værst af alle er de læger, der er blevet djøfiseret og pludselig begynder at tale CBS-sprog med ’læringer’, ’bagkant af møder, ’visioner’, ’rejser’, ’kompetencegivende’, ’synliggøre’, ’italesætte’, ’stramt med … ’, ’ildsjæle’, ’tovholdere’, ’homokompetencer’ og så videre. Det er fint, men det har intet som helst med den lægelige kerneydelse at gøre. Intet. Det er blot ouverturen til afgrunden. Det er den daglige og endeløse kamp, der ender med at overmande én – man føler sig efterhånden som en gammel, gigtplaget hund, der jages gennem en agilitybane.«

Teoretiseringen har ifølge Jacobsen også ramt sygeplejerskestanden:

»Fra at være dedikerede sjæle, hvis arbejde dybest set bestod i at trøste, opmuntre, pleje og passe patienterne, sørge for, at de fik den ordinerede medicin, fik skiftet deres sår, fik noget at spise og drikke og i øvrigt observere patienternes fysiske tilstand med måling af blodtryk, puls og temperatur, skulle sygeplejersker pludselig være noget andet: en slags læger eller kontorfunktionærer, fordi ovenstående var for elementært eller noget. Sygeplejeskolerne blev overtaget af en flok ideologiske fanatikere med pagehår med bronzereflekser, grønne arkitektbriller og slankende Charlotte Sparre-tørklæder i pangfarver, der overteoretiserede faget i absurd grad. Før denne ’revolution’ kunne man om natten spørge den vagthavende sygeplejerske til vitale parametre på enhver af de 28 patienter, hun havde ansvaret for, og hun vidste præcis, hvordan alle havde det. I dag kan man ikke finde en sygeplejerske, fordi de har gemt sig på et fjernt kontor, hvor de sidder og udfylder skemaer til Regionsgården i Hillerød.«

Steffen Jacobsen påstår, at det i dag er »helt almindeligt at møde en tredjeårs sygeplejerskestuderende, der ikke ved, hvordan man tager et blodtryk, men har en essaysamling af Jürgen Habermas eller Michel Foucault i kittellommen i stedet for en tabel over laboratorieværdier,« men faktisk mener han, at langt hovedparten stadig er dedikerede og kompetente. Til gengæld arbejder de mod umulige odds i form af svimlende krav om dokumentation af alting:

»Den største tragedie er det store frafald af yngre og nyuddannede sygeplejersker, der på hospitalerne møder en stresset og frustrerende klinisk virkelighed, som slet ikke er den, de forestillede sig. Mange giver op. De erfarne og dygtige sygeplejersker finder nye græsgange på privatklinikker, fordi de i det offentlige nu skal bruge 40 minutter af hver arbejdstime på at dokumentere og beskrive, nøjagtig hvad de foretog sig i de tyve minutter, de fik lov at udføre deres arbejde. Blandt lægerne snakker alle om pension, fra de fylder 50.«

Ingen øjenkontakt

Til syvende og sidst er ansvaret politikernes, og til dem har Steffen Jacobsen på falderebet et par råd: Gentænk det hele og bring det tilbage til rødderne! Det handler kun om at finde ud af, hvad folk fejler, behandle dem og udskrive dem. Afskaf regionerne og overlad det til Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet at styre sundhedsvæsenet i et land, hvis befolkning trods alt ikke er mere end en halv gang større end Berlins. Afskaf det såkaldte DRG-takstsystem, som i virkeligheden favoriserer afdelinger for at overbehandle patienter – han har selv siddet til en del morgenkonferener og set på før- og efter-røntgenbilleder af knæ, som måske ikke burde være skiftet, men som har øget afdelingens produktivitet og givet flere penge i kassen – og endelig det sidste råd til politikerne:

»Tag nu og hold fem minutters pause i jeres overbudskrig om behandlingsgarantier. Vi ved godt, at det er det nemmeste i verden at høste stemmer på at stille mere og mere urealistiske behandlingsgarantier i udsigt for befolkningen. Lad de fleste enkeltsager flyve under radaren i stedet for per automatik at kræve disruption og omstrukturering af hele hospitalsvæsnet for at udvise misforstået handlekraft og komme i avisen. Opgiv djøf-forestillingen om, at man for at undgå en eneste fejl må have myriader af kontrolsystemer, skemaer og notater, 98 procent af alle de læger, jeg har mødt, er dygtige og samvittighedsfulde. Så er der en eller to procent psykopater eller amatører, men der findes ingen perfekt verden, og kollegerne går ikke heller i længden rundt og tolererer, at nogen på afdelingen konsekvent laver noget sindssygt eller forkert.«

Selv var Steffen Jacobsen for tre uger siden til undersøgelse hos en ung læge på Hvidovre Hospital. Lægen var fin, men havde ingen øjenkontakt med ham, fordi han sad og udfyldte felter i computeren hele tiden.

»Så får du jo ingen fornemmelse for patienten. Den intuitive og non-verbale kommunikation, man kan have ved at betragte patienten og hans måde at bevæge sig på, sidde på stolen, tage tøjet af og tusind andre ting, som giver en erfaren læge en masse informationer, får man ikke længere. Det var det, vi kaldte lægekunst.«

Poul Pilgaard Johnsen

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *