To russiske biler på BTS

I år har Bornholms Tekniske Samling (BTS) flere nye (gamle) ting at byde på, bl.a. to russiske biler, en Volga og en Moskvich, som Jan Povl, fra Svaneke Bryghus, har brugt flittigt.

Vi får selvfølgelig også bilernes helt egen historie, som vore gæster har en del at glæde sig til.

De to biler ankom i dag til Østre Borregård ved Allinge.

Da jeg mødte i morges kl. 8, var den første, en Moskvich, allerede ankommet på den lille P-plads foran vor indgang. Vor formand, for Bornholms Tekniske Samling, Kjeld Nielsen, var også mødt ind. Egentlig havde jeg “bare” et ærinde sammen med Per Carlo og hans bror Ole, da vi skulle gøre det grafiske klar til sæsonåbningen den 1. maj, men den gamle Moskvich havde vagt min interesse.

Startproblemer
Kjeld forsøgte at starte “russeren”, men det slap han ikke godt fra, for batteriet havde sine problemer.

Derefter fattede Kjeld et par startkabler, og med sin egen bil som “bidragsyder” til russerens noget slatne batteri, fik han liv i motoren – men først efter flere forsøg. Herefter kørte han bilen om til hal 19.

Den grafiske
Kort efter ankom Per Carlo og Ole, ligesom jeg havde sat en kande kaffe over. Vi farsvandt ned til vor grafiske afdeling, hvor brødrene straks gik i gang med rengøringen.

I torsdags havde vi, med god hjælp fra smeden Ebbe, fået sat den nyankomne trykmaskine ind på sin plads, Men der var en del effekter, jeg endnu ikke havde fået gennemgået. Den opgave stod stadig og ventede på mig.

Den gamle Moskvich
Kjeld havde fået den gamle Moskvich om til dens plads i hallen – men ikke helt sat ind ved siden af den gamle Opel – fandt jeg ud af, da jeg lige skulle se, hvor langt han var kommet. Ved fælles hjælp, fik vi bakset bilen ind på plads, men vi fandt også hurtigt ud af, at bilen ikke havde servostyring. Der kræves ret gode kræfter for at styre de gamle østbiler.

Rotaprint
Nå, men mit arbejde i den grafiske laver ikke sig selv, så jeg fik gennemgået de mange dele, skilt flyttekasserne og lagt dem på hylde nede i værkstedet.

Per Carlo og Ole havde allerede ydet så meget, at lokalet så helt nobelt ud – ja, selv støvsugeren havde været på overarbejde.

En Volga
Den anden “russer”, en Volga, var nærmest en diplomatbil, og der var da også plads til en V8 motor, hvis det havde været påkrævet – men mindre kunne da også gøre det – kunne jeg se.

Bilen kunne, i stil, godt minde en del om Olsen Bandens Chevrolet.

Jeg nåede lige at tage en kort video af bilens ankomst – inden ejeren slukkede for motoren. Bilen var kommet til endestationen. Bilens ejer ville komme næste weekend og gøre bilerne i stand til åbningen den 1. maj – samt – og ikke mindst – have materialet med om bilernes historie.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *