Skrubtudser i forårshumør

Billeder denne gang fra naturfotografen, Joel Andersen, er fra den 2. april 2007, men det bliver de ikke mindre aktuelt af, for tudserne ri’er (sagt på godt jysk) så det fløjter på denne årstid.

Lige for tiden ser det ellers ikke ud til, at foråret vil indfinde sig. Bare for et år siden ville vejret noget helt andet. Den 31. marts, sidste år, tog jeg på en træningstur Bornholm rundt, det ville være umuligt på cyklen i dag, hvor politiet på øen fraråder al unødvendigt udkørsel på grund af et sne kaos.

Fredet
Nå, tilbage til skrubtudsen, for det er jo den det handler om i dette indlæg.

Jeg er ret sikker på, at ikke ret mange ved, at skrubtudsen er fredet i Danmark.

Selv om man ikke må indfange den – eller slå den ihjel, må den gerne indsamles til anvendelse for undervisning – men i begrænset omfang.

Voldtægt
Når jeg ser på billederne, som Joel Andersen har sendt mig, kan jeg ikke lade være med at tænke på gråanden, som ligeledes massevoldtager hunanden på det groveste – der er helt det samme, som vi oplever med skrubtudsen på billederne.

Kampen om hunnerne
På billederne bliver hunskrubtudsen nærmest druknet af de mange hanner, der slås om “at få noget på spidsen” (undskyld mit sprog).

Fotografen skriver om sceneriet han overværede: “Der var gang i skrubtudserne om de stakkels damer, som var druknedøden nær under tyngden af brunstige hanner. Flokken her fortsatte kampen helt op på land. Meget sjovt at overvære – og fotografere.”

Hvor kan man så se den?
Man kan faktisk opleve skrubtudsen næsten overalt i Danmark, men der er steder, hvor den ikke ses så ofte – eller helt mangler – men her skal vi helt ud på de mindre øer, så som Femø, Endelave, Saltholm med flere.

Mange kender ikke forskel på frøer og skrubtudser, selv om dette ikke burde byde på den store videnskab, for skrubtudsen kan nemt kendes på dens vortede hud og de korte bagben – og så kravler den mere, end den hopper.

Skrubtudsen kan blive fra 5 til 12 cm, hvor hunnen er dobbelt så stor som hannen, så måske er det derfor, der er plads til de mange hanner som “ryger på hende?”

Et nyttedyr
Skrubtudserne tager myrer, bladlus, snyltehvepse, tæger, edderkopper, løbebiller, snegle, bænkebidere og tusindben, så direkte kræsen kan man ikke kalde den. Derfor er de nyttige på dyrkede marker, hvor de æder de mange snudebiller. I jordbærbedet gør de også nytte, da de tager myrer og snegle – men de æder ikke jordbærrene!

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

Foto: Joel Andersen, ©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *