Udsigten fra Bispebjerg H.

Det er godt nok ikke hver dag, jeg kan få fornøjelsen fra Bispebjerg Hospitals fjerde sal, men da jeg fik muligheden, hev jeg selvfølgelig min tro følgesvend frem fra rygsækken – mit Canon G9 kamera.

Om aftenen kunne jeg se Grundtvig Kirken i modlys, da solen gik ned bag kirken, og lige netop denne vinkel havde jeg ikke før set gennem et kamera.

Men det betød jo også, at jeg kunne få kirken i morgenens sollys – hvis altså solen kunne komme igennem et skydække. Dog var jeg så heldig, at der slet ikke var skyer denne morgen over København.

Københavner?
Efter mange år i det jyske – og børn der er født i Jylland, og en hustru fra Odder – er der vel ikke meget at sige til, at jeg føler mig som jyde, og da min fars aner er fra Djursland, er der ikke mange undskyldninger tilbage for denne følelse – selv om jeg er født i Brønshøj og opvokset i Skovlunde ved  København. Indrømmet, der er ikke meget københavner tilbage i mig.

Men, hvordan er det så, at komme tilbage til København, for i de sidste 14 år har jeg jo boet på Bornholm – og jeg har ikke boet i Hovedstaden siden 1966?

Jeg må indrømme, at der er lavet ret meget om i København – især vejene er blevet et rent helvede for mig, så jeg er ret taknemmelig for, at mine gamle venner henter og bringer mig, når jeg er i staden, for ellers ville jeg fare vild, når jeg forlader Hovedbanegården! Og så er jeg oven i købet udlært i et gammelt bogtrykkeri ikke langt fra Rådhuspladsen.

Busturen
Når jeg kører med bussen fra Bornholm gennem Københavns gader, så har jeg meget svært ved at forstå, at folk kan bo her – og så med de skyhøje ejendomsskatter?

Husene ligger så tæt, at det må være svært at trække vejret – tænker jeg, og hvad med luftforureningen, for der er jo biler overalt? Så er Bornholm den direkte modsætning, og med bare to hundrede meter ned til Østersøen, har vi al den friske luft, vi kan tænke os. Joh, Bornholm er et virkelig et godt sted at bo – og så er vore ejendomsskatter vel noget at det laveste i landet. Lidt uforståeligt når jeg tænker på den altid friske luft, vi er omgivet af? Okay, der kan sikkert skrive tykke bøger om, hvad jeg ikke kan forstå – men alligevel!

Bispebjerg
Som læseren kan se, fik jeg også taget nogle billeder efter mørkets frembrud.

Jeg fik ligeledes taget nogle billeder af et byggeri, gennem et vindue på fjerde sal, for der bliver bygget en del på Bispebjerg Hospital.

På min tur hjem over Sverige, fik jeg lige taget et billede på Øresundsbroen, lige inden paskontrollen i Sverige, for den slipper vi ikke for.

Dog er det så som så med kontrollen, da jeg før har oplevet, at de svenske betjente ikke kontrollerer alle (inklusiv mig) – men de lader som om, og det er de ret gode til, den ros skal de nu engang ha’.

Rute 700
Egentlig er jeg ret glad for at tage “Rute 700” til København. Ikke alene holder ruten ved samtlige større hospitaler i København, men bussen er meget behagelig at køre med, så jeg kan varmt anbefale denne transportmulighed. Med i billetten hører ligeledes lidt morgenmad på skibet, samt et par stykker smørrebrød når det atter går mod Bornholm – og det glæder jeg mig til, hver gang jeg tager denne bustur 🙂

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *