Bispebjerg H. forfalder

Det 105 år gamle hospital på Bispebjerg Bakke har set bedre dage, det står helt klart, selv om mit postulat kun er baseret på tre besøg indenfor den sidste tid.

Jeg var bedt til møde i går, da jeg skal indlægges i næste uge. Ja, ro på nu, indlæggelsen er kun en undersøgelse på et indgreb, der er foretaget tidligere, så jeg kommer sikkert hjem igen dagen efter.

Lidt kaos
Selv om jeg kun har mindre erfaring med hospitalet, så er mit indtryk, at der hersker “lidt kaos” på det hamle hospital.

Sidst var jeg bedt til behandling kl. 10, og da jeg mødte til tiden, blev jeg mødt med spørgsmålet “du er godt klar over, at du først skal i behandling kl. 11?” Det var noget af en nyhed for mig.

Første gang jeg kom til Hospitalet, havde jeg en stak skemaer med. Ingen spurgte til disse skemaer, som jeg havde udfyldt hjemmefra.

Lige før jeg forlod opvågningen, spurgte jeg en sygeplejerske, om de ikke skulle have disse skemaer? “Har du udfyldt dem?”, udbrød den overraskede sygeplejerske, der omgående tog imod skemaerne.

Ved andet besøg spurgte “damen i lugen” mig, om jeg ikke havde nogen pårørende? Dette havde jeg selvfølgeligt skrevet i de afleverede skemaer ved forrige besøg. Derefter var mit spørgsmål, om de modtagne skemaer blev arkiveret lodret, for noget var der da gået galt?

I går spurgte de ligeledes, om jeg var enlig, da der ikke var skrevet en pårørende ind i deres “system”? Dette såkaldte “system” gav jeg ikke meget for efterhånden. Vi fik forøvrigt en længere udveksling om, om jeg overhovedet behøvede at rive en hel dag ud af kalenderen for at komme til samtale, da Bispebjerg havde alle oplysninger om mig via de tidligere afleverede skemaer? Resten kunne vi have taget over telefonen.

Det tog dem alligevel over ti minutter at give mig ret. Det kostede både dem og min tid ved dette møde, samt kostede det også det offentlige penge at betale min rejse over til hospitalet. Noget skulle ændres, sagde de, men jeg tvivler på at der sker noget i den retning?

Det slidte hospital
Nå, tilbage til gamle nedslidte hospital – for der er meget, der er misholdt i de før så stolte bygninger.

Da jeg havde en del tid til overs, inden “Rute 700” ankom til hospitalet, for, at køre os hjem til Bornholm igen, gik jeg lige et par runder for at tage et par billeder.

Bispebjerg Hospital er stort, men det er også meget nedslidt. Jeg mødte nogle patienter, der helt klart mente, at det var “noget gammelt lort”. Så langt vil jeg nu ikke gå, men det er synd og skam, at bygningerne ikke er vedligeholdt bedre.

Hvis man har trang til at give den som “rustbanker”, så er der også en del her på stedet i den genre.

Mange vinduer har slet ikke set maling i flere år – noget helt andet er, at langt de fleste vinduer burde udskiftes helt.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *