En speciel dame

De fleste af vore slægt og venner ved, at vi her på adressen gør “lidt” i slægtsforskning. Nu er ordet “lidt” nok lige at stramme den, for vi har over 10.000 slægtninge i vor stambog, så den er ret omfangsrig.

Min fars kusine
En af de slægtninge, vi stødte på, var min fars kusine Else. Hendes fulde navn var Else Agnete Hansen, og hun boede i den lille by Højerup, der ligger lige ud til Stevns Klint.

Else gjorde også lidt i slægtsforskning, men hendes forsøg på, at komme igennem til familien lykkedes ikke rigtigt, da min fætter på Fyn ikke svarede på hendes henvendelse. Men takket været en kusine til mig, fik jeg forbindelse med den gamle dame.

Fra en anden tid
Da jeg første gang talte med Else i telefonen i 2005, fandt jeg ret hurtig ud af, at damen var fra en anden tid end den generation jeg var vokset op i. Else var alt vidende, det var det mest utrolige Else kunne tale med om. Damen fra Højerup havde aldrig været gift, men havde boet sammen med sin mor, indtil hun gik bort.

Else havde har været ansat på kontoret i KTAS i 40 år. Derefter har hun moret sig med et lille job som telefonsælger for politiken. I sin fritid lavede hun nogle fine kniplinger. Ellers arbejdet hun med havebrug og slægtsforskning – foruden alt det andet hun kastede sig over, der nu kunne have hendes interesse, og dette ville være alt for omfangsrigt at nævne her på bloggen.

Færøerne
Else havde også besøgt Færøerne i sine unge dage. Ud fra hendes billedmateriale fra dengang, fandt jeg ud af, at hun kendte den færøske forfatter Jóhannes av Skarði (Statsminister, Lars Løkke Rasmussen er senere blevet gift ind i denne familie). Det var denne mand, der i 1966 fik trykt den første Dansk – Færøsk ordbog. Bogen blev trykt på Einars Prent og Forlag i Thorshavn – af mig. Jeg kom senere til at kende en del af familien av Skarði, så lidt sjovt, at vi havde rendt ind i den samme familie på Færøerne.

Til Bornholm
Året efter vi talte sammen, inviterede vi Else til Bornholm. Hun havde været her før, men af forskellige grunde, så hun ikke så meget af øen dengang, så der var en god grund til, at hun kom på besøg.

I en alder af 88 år tog den ældre dame bussen til Køge, og herefter toget til København og videre med bus til Ystad. Da hun ankom til Rønne var hun meget træt, men en yngre kvinde havde heldigvis taget sig af hende undervejs.

Svaneke
I vor ture rundt på Bornholm, kom vi naturligvis også til Østerlars Kirke, men også til Nordbornholms Røgeri, hvor den selvfølgelig stod på den kendte buffet, med alle de røgvarer man overhovedet kan forestille sig.

Vi var også en tur i Svaneke, og her gik Else ind i en forretning ved siden af Bryghuset, mens Birthe og jeg lige var en tur inde i bolchebutikken.

Da jeg bagefter gik ind i den butik Else var inde i, fik jeg med det samme konstateret Elses klare og myndige stemme i butikken.

På et spørgsmål fra ekspedienten om hendes indkøb skulle i en plasticpose, svarede hun – da hun lige havde set mig komme ind af døren. “Næh nej, det er der slet ingen grund til – for jeg har min egen lille negerdreng med”, svarede Else, og nikkede hen imod mig og fortsatte i samme stil – “og forøvrigt syntes jeg, at alle burde have en sådan!” Else havde tydeligvis ladet hånt om den politiske korrekthed, – i sådanne udtalelser.

Da Else skulle hjem fra Bornholm, kørte vi hende tilbage til hjemmet i Højerup. Vi fortsatte derefter til Haderslev, da vor datter, Lene, skulle giftes.

Violinbygger
Elses far, Hans Jacob Hartvig Hansen, var snedker og violinbygger. I Elses hjem i Højerup havde hun prototypen på den violin som hendes far byggede hængende på væggen. Violinen havde set bedre dage, men var også bare prototypen, som han producerede de øvrige violiner efter.

Bare to år efter, op til jul, fik Else en grim lungebetændelse, som hun døde af. Inden hendes sygdom havde jeg en længere telefonsamtale med hende om vor slægt. Jeg havde ingen anelse om hendes tilstand på det tidspunkt.

Vi “arvede” en hel del billeder fra hende, da ingen andre i familien havde plads til dem – men hendes fars gamle violin fra væggen i Højerup, fik vi også lov til at beholde. Heller ikke denne var der nogen, der fandt interessant.

Else blev 90 år, og var den sidste af de gamle i familien, der gik bort. Jeg kunne have talt meget mere med denne meget specielle dame, men det ville tiden ikke.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *