Jeg ved det. Jeg har før skrevet om Anzac Day i Australien, men denne dag er noget helt specielt på de breddegrader. Den begivenhed, jeg har med i dette indlæg, fandt sted den 25. april 2007 i Hobart på Tasmanien – vor Kronprinsesses fødeø.
Veteraner
Anzac Day er noget ganske særligt. Den kan næsten ikke beskrives – den skal opleves.
Det er en taknemmelighedsag for de australske styrkers fredsbevarende indsats rundt om i verden.
Overalt i Australien findes der statuer af deres soldater, og overalt bliver denne dag fejret med maner.
Jeg har fundet en lille video vi optog i Hobart under festlighederne, hvor forskellige værn marcherer gennem byen. Der var veteraner fra bl.a. Vietnam, Korea, Cypern og også helt nye rekrutter – som endnu ikke havde lært at gå i takt.
Børn
De børn, der marcherer med, repræsenterer afdøde veteraner. De bærer, i dagens anledning, de ordner og medaljer fra den veteran de er trådt i stedet for. Det siges, at Anzac Day er større end selve julen på de kanter.
Se videoen og nyd rekrutternes forgæves forsøg på at marchere – og ikke mindst de efterfølgende veteraner.