Hospitalshumor

I går var jeg en tur på Bispebjerg Hospital på den kirurgiske afdeling. Det er ikke altid den slags, der kan henvises til noget i den humoristiske afdeling, men det fik vi lavet lidt om på i går.

Bornholm
Først fandt sygeplejersken ud af, at jeg boede på Bornholm, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne høre på min dialekt. Men … tænkte jeg, det skulle hun da alligevel ikke snydes for, så jeg slog  over i “bornholmsk” – en dialekt, som ingen indfødte bornholmere ville godtage – men alligevel, det bliver bedre og bedre, syntes jeg 😉

Det fik sygeplejersken til at slå over i ravjysk (hun var fra Koldingkanten), “jamen”, sagde hun som svar, “så taler jeg bare jysk, så kan du se, hvor langt du kommer med det!” Jeg grinede, mens jeg fortalte damen, at jeg har boet det meste af mit liv i Jylland, så det troede jeg nok, jeg ville kunne klare. Hun fandt aldrig ud af, at jeg er født i Brøndhøj.

Blodsukker
Da sygeplejersken gennemgik mine eventuelle forhindringer ved indgrebet, kom hun til sukkersygen, hvortil jeg kunne svare, at det havde jeg. “Men …., så er det vel type 2?”, svarede hun, som om det var en bekræftelse på hendes vurdering. “Ligner jeg da én, der har type 2 diabetes?”, spurgte jeg let forundret, “jeg vejer kun 72 kg”.

“Det kan man aldrig vide”, kom det meget hurtige svar fra damen ved computeren med patientjournalerne – “og hvordan er så dit blodsukker, for jeg går så ud fra, at du så har type 1?”, hvorefter hun kvidrede videre “og du skal godt nok have den helt store omgang i dag” konstaterede hun lidt højlydt, efter at have læst lidt videre på patientjournalen!

Da jeg på grund af mit besøg på Bispebjerg, ikke har kunnet spise siden kl. 13 fra dagen før, havde jeg helt løbende kontrol over mit blodsukker. “Sidst jeg målte det”, svarede jeg, “lå det på 9,9, så jeg vil tro det ligger i det leje – og jeg er aldrig faldet om på grund af insulinchok”, føjede jeg til min oplysning.

Sygeplejersken var dog ikke tilfreds med min beretning, så hun tog lige et tjek på blodsukkeret, “det ligger på 10,2”, sagde hun unødvendigt højt. “Som jeg sagde”, svarede jeg, hvortil sygeplejersken gik helt hen til mig på briksen – “det står jo ikke skrevet i panden på dig, derfor er jeg nødt til at tjekke det!”

“Hold da helt kæft”, sagde jeg let forundret, “hvem fanden har visket det ud?” Herefter var vi helt på bølgelængde.

Lægen taget over
Da jeg fik bedøvelsen gennem droppet, hviskede sygeplejersken til mig, “når du så blive let døsig, så hiver vi dine bankoplysninger og pinkode ud af dig – og tømmer din bankkonto”, tilføjede hun let grinende.

Jeg skævede op til hendes ansigt og gengældte grinet “god fornøjelse” sagde jeg, “det kommer du ikke langt med”. Herefter tog operations lægen over, og så var det slut med vittighederne.

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *