Bornholms Tekniske Samling går i hi

Så lakker det for alvor mod enden for sæsonen 2017. Bornholms Tekniske Samling (BTS) er meget tæt på sæsonafslutning, for når efterårsferien slutter den 22. oktober, lukker vi også på BTS.

Vinterarbejde
Det betyder ikke, at der er lukket og slukket på BTS, for selv om vi ikke modtager gæster i vinterhalvåret, så har de frivillige aktive en hel masse arbejde, der skal udføres i hallerne, inden sæsonen 2018 åbner den 1. maj.

I dag havde Karen Sørensen og jeg vor sidste vagt, så i den anledning tog jeg en lille billedserie – motiver jeg normalt ikke fokuserer så meget på, men det bliver de bestemt ikke dårligere af – tværtimod! Det er disse billeder, jeg har medtaget i dette indlæg.

Karen og jeg var begge enige om, at sæsonen var gået hurtigt – men også, at vi havde haft en rigtig god sæson, for måske har vi haft den bedste sæson siden 2007. Men det ved vi meget mere om på søndag.

Den grafiske afdeling
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt så den grafiske afdeling udvidet med en større trykmaskine – og ikke bare i bogtryk, men også i offset – så vore gæster får den helt klare opfattelse af, hvad der er forskellen på de to trykmetoder.

I dag havde vi også besøg af brødrene Nilsson, hvor den ene, Per Carlo, har stået for oprettelsen af den grafiske afdeling.

Per Carlo tog simpelt hen en kærlig hånd om det gamle håndsætteri på Bornholms Tidende, dengang blyet forsvandt – og dermed lagde vort gamle fag, typografaget, i graven. For det var det der skete.

Gæster i dag
Vore gæster i dag var ikke bare turister på efterårsferie, for rigtig mange bornholmere havde fundet vej til Østre Borregård – stedet hvor BTS har til huse.

Også mange børn var med på gæstelisten, hvilket glædede os meget. Et tysk par blev ledsaget af deres danske barnebarn, der levende fortalte om museet – et museum drengen havde besøgt før. Det tyske par kunne ikke dansk – men det mestrede deres barnebarn til UG. Det varede adskillige timer, inden de igen forlod BTS.

Saab F-35 Draken
Mange børn var interesseret i, om de måtte gå op i vor Jagerbomber, hvilket naturligvis er tilladt – men, som jeg plejer at sige, I må altså ikke flyve med den! Den sætning tager altid kegler.

Mange af vore maskiner bliver af og til startet op, det skete også i dag, hvor Ebbe startede savværket op, og jeg er lige imponeret, hver gang den mand viser sin kunnen på det område. Den mand er bare guld værd for museet.

Jeg fortæller også vore gæster, at vi starter rigtig mange ting op, for at vise vore mange maskiner m.v. stadig fungerer, bl.a. er elværket et stort trækplaster.

Dog har vi grænser for, hvordan nogle ting virker. I denne kategori finder vi bl.a. lokummer!

Jeg håber vi ses igen til næste år, for vi vil i den grad gøre vort til, at finde på nye tiltag i vinterens forløb. Jeg håber også, at I har nydt min lille billedserie, selv om de fleste billeder ikke har haft den store relation til teksten. Billeder, der i al sin enkelthed viser, hvor mange gode motiver vi kan byde på i museet – museet på toppen af Bornholm. Tak for i år 😀

Klik på billederne, og du får dem at se i en helt anden størrelse!

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Bornholms Tekniske Samling går i hi

  1. Lonni Blak skriver:

    Det er også et rigtig godt sted i har. Jeg har ikke været på Bornholm hvis jeg ikke har været på BTS. Og i fremtiden kommer der mange flere besøg, for jeg flytter til øen i oktober 18,

  2. Erik Krog skriver:

    Hej Lonni!

    Tak for din kommentar, jeg ser frem til at møde dig i det nye år

    Mvh
    Erik Krog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *