En historie fra Færøerne, sidste del

Kort efter sad de alle fem omkring bordet i køkkenet. Hverken Snorri eller Eirikkur skulle have morgenmad, da de mest af alt ”trængte” til en opstrammer – mente de – mens de forsøgte at rulle sig en cigaret. De andre tre ved bordet sad med kaffe, franskbrød, smør, ost og masser af syltetøj, da de ikke havde det samme problem med deres organer.

Snorris bekendelse
”Hva’ så”, begyndte Axel sine provokerende spørgsmål til den spiritushungrende Snorri, ”fik du fjedtet bøhmanden i går?”

Snorri, der lige havde fået ild i sin selvrullede cigaret, grinede over hele hovedet, ”om jeg fik fjedtet bøhmanden? – sikke da et åndsvagt spørgsmål, selvfølgelig fik jeg da det”, skraldgrinede han videre, hvorefter cigaretten fik et ordentligt hiv.

Lillebroderen Eirikur rystede bare på hovedet over Snorris bekendelse, han kendte ham alt for godt til, at stille så dumt et spørgsmål. Når man lukker Snorri ind på et værelse med en kvinde, så har det kun ét formål. Sådan er det! Længere er den ikke. Men han vidste også, at Snorri nu ville komme med en længere redegørelse for nattens aktiviteter, og den orkede han ikke at høre på!

”Ser du”, begyndte Snorri langsomt sin ”beretning” overfor Axel, mens han pustede til gløden på cigaretten – spiritussen havde haft en gavnlig virkning på Snorris før så rystende hånd. ”Da jeg havde fået alt tøjet af hende”, fortsatte han – mens Eirikur lukkede sine øjne og rystede på hovedet, ”så var min pik ikke stiv nok til at få den op i hendes kusse – så jeg blev nødt til, at slikke hende – hvis du altså forstår hvad jeg mener?”. Det troede Axel nok han gjorde.

Niels Erik taber appetitten
Et umiddelbart indtryk af Niels Erik var, at han overhovedet ikke hørte efter samtalen mellem Snorri og Axel, men her tog Axel fuldstændig fejl, for Niels Erik standsede lige med ét med at komme orangesyltetøj på sit toastbrød – ja, faktisk skrabede han hele indholdet af brødet. Hans ansigtsudtryk viste med al tydelighed, at han mere end forstod handlingen, som Snorri var ved at uddybe. Og fortsættelsen af beretningen fik bestemt ikke hans appetit tilbage – tværtimod!

”Du så jo selv”, fortsatte Snorri, mens han lænede sig ind over bordet til Axel, for ligesom at give historien en lille snert af fortrolighed imellem dem, ”hun satte sig jo lige ned i sit eget bræk, og når man så samtidig ved, at piger i den alder, ikke ligefrem er renlige – dernede, så måtte jeg lige tørre hende lidt – inden – hvis du forstår hvad jeg mener?”

Joh tak, Axel forstod det glimrende, hvilket Niels Erik også gjorde, for han så ud til at have spist noget meget surt!

”Så øh”, grinede Snorri halvsjofelt med sin endnu mere hæse stemme, ”så jeg gik lige så stille ned i køkkenet for at finde noget, jeg kunne tørre hende med”. Snorri gjorde en kunstpause, mens han tog et ordentligt hiv at cigaretten. ”Meeeen, jeg kunne ikke rigtig finde noget jeg kunne bruge”, betroede han Axel, samtidig med røgen stod ud af både næse og mund – ”men så så jeg kluden henne på spanden”, grinede han triumferende, så Axel kunne se hele gebisset.

Hvis ikke Niels Erik havde tabt appetitten før, så røg den helt på røven nu, for det var den selv samme gulvklud, Joen havde tørret bræk op med aftenen før. Det havde da også den virkning, at han resolut rejste sig op, og smed hele sin morgenmad i skraldespanden. Kaffen blev hældt direkte ud i vasken, og da Joen var i gang med rengøring af stue og værelser, tog Niels Erik opvasken med det samme.

Snorri så lidt forbavset på Niels Eriks handling, men fattede sig hurtigt, da han udmærket kunne forstå mandens reaktion.

Snorris konklusion
”Jeg har det på samme måde du gamle, ka’ ikke få en krumme ned dagen derpå – tror det er på tide vi finder en snaps – det kan vi vist alle trænge til”, konkluderede Snorri.

Niels Erik så ikke engang over på Snorri, for manden havde slet ikke forstået en skid.

Ordet snaps fik ikke bare liv i Eirikur, men også øjnene fik en helt anden glød, og forbavsende hurtigt rejste han sig op for at få de andre med ud på en lille bygdetur. Også Niels Erik var med på ideen, men mere for at få et afbræk i Snorris beretning om nattens aktiviteter på værelset ovenpå – samt, måtte han bare have noget frisk luft – og det i en fart!

”Okay” afgjorde Joen en videre diskussion, ”vi har jo også en færge vi skal nå til Tórshavn inden middag, så lad os tage en runde inden vi drager nordpå!”

Tilbage mod havnen
Det var nu ikke ret mange, der var stået op i bygden, så lige så langsomt begav de fem mænd sig ned mod havnen, for måske kunne Snorri og Eirikur finde nogle bekendte i havnemiljøet, som havde lidt ”medicin” imod gårsdagens kæfert?

Da de nærmede sig havnen, kunne de se, at »Sluppen« stadig lå ved kaj. Helt automatisk stilede de to brødre hen mod det færøske sejlskib, for dette her kunne slet ikke slå fejl. Der måtte være nogen, de – på en eller anden måde – kendte.

Inden de tre andre vidste af det, var de to brødre forsvundet ned i det gamle træskib, med en kort besked om, at de hurtig vendte tilbage. Men efter en lille times tids venten på kajen, blev de tre enige om, at hvis de skulle nå færgen hjem til Tórshavn, så var det nu at brødrene skulle komme op. Joen forsøgte i fem minutter, at få dem gjort begribelig, at det var nu – hvis de ville med »Smyril«, men lige meget hjalp det, dertil var selskabet på »Sluppen« for tiltrækkende på brødrene.

Kort efter begav de tre sig af sted mod landgangen på »Smyril«, for nu måtte brødrene sejle deres egen sø.

”Hvornår komme de så til Tórshavn?” spurgte Axel, ”altså hvis de sejler med »Sluppen«. Joen tog en hurtig vurdering af vejr og vind og kom til det resultat, at hvis brødrene afsejlede med »Sluppen« i løbet af dagen, så kunne de måske være i Tórshavn i løbet af et par dage – hvis vinden kunne holde!

Joen fik ret i sin antagelse. To dage senere ankom brødrene til Tórshavn – meget ædru, og kun et par dage senere tog Eirikur på fiskeri de næste fire måneder ved Grønland. Ugen efter var Snorri på vej hjem til Island – hjem til kone og børn, efter en tiltrængt ferie ved familien på Færøerne.
——–

 

Historien er rigtig nok – dog er personer og stednavne opdigtet. Dette er gjort af hensyn til de involverede og deres familie, men jeg kender færingerne så meget, at alle vil gøre sit til, at finde det rette sammenhæng.

Men – handlingen er så gammel, at mange fra den tid allerede er døde forlængst, så det vil blive mere end svært, at travle de oprindelige personers navne op – og hvad vil det så egentlig gavne?

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *