En historie fra Færøerne, tredje del

Langt de fleste pladser var optaget på færgen, så de fem venner blev ret hurtigt splittet, da de måtte sidde, hvor der nu engang var plads til dem.

Nu betød denne mangel på pladser ikke det helt store for brødrene, for Eirikur trissede alligevel rundt for sig selv med sin lommelærke, og de steder han opdagede kendte et ansigt, blev han som regel også budt på en snaps eller to. Og set ud fra Eirikurs filosofi, var det slet ikke det værste, han kunne komme ud for.

Snorris tankegang
Snorri var kommet til den konklusion, at hvis hans flaske – i bæltet – skulle overleve turen på »Smyril« – og dermed sikre ham det fisse han havde udtænkt sig, så måtte flasken opbevares et mere sikkert sted. Derfor havde han på et tidspunkt overdraget flasken til Axel, med en indtrængende besked om, at Axel nærmest skulle forsvare det dyrebare indhold med sit liv!

Da »Smyril« havde lagt Store Dimon bag sig, opstod der tumulter agter på skibet. Snorri var kommet i klammeri med et par personer fra Klaksvik, der havde en hel flaske D.O.M. at hygge sig med. Det var kun med nød og næppe, at manden fra Klaksvik blev reddet fra en større røvfuld, for Snorri havde i mellemtiden glemt, at han havde bedt Axel om, at passe på flasken, – den meget vigtige Bénédictiner liqueur. Derfor måtte flasken altså være stjålet fra ham. Andre forklaringer var der bare ikke!

Jens Erik lagde sig imellem kamphanerne, men med fuld opmærksomhed på Snorri, samtidig med, at han råbte ind i hovedet på den hidsige mand, at Axel havde hans flaske. Axel stod da også og viftede med flasken, men i sikker afstand fra Snorris arme, der mere eller mindre kørte rundt i lokalet som en vindmølles vinger i stormvejr.

”Jeg har den her”, råbte Axel med en skinger stemme, der afslørede, at han var noget nervøs for, at flasken kom noget til i det slagsmål. Han havde jo også lovet Snorri, at passe godt på flasken, og Snorri lignede en, som han nok ikke skulle diskutere ret meget med.

Idet Snorri så Axel med ”den bortkomne” Bénédictiner liqueur, gik ”noget” pludselig op for ham. Han faldt da også helt ned, men dog ikke så meget, at det kunne blive til en undskyldning til manden fra Klaksvik. Der var grænser, trods alt!

Vikingeskib
Da »Smyril« ankom til Vágur, lå der et vikingeskib et stykke ude i fjorden. Vikingeskibet havde hejst det kendte sejl, og lignede – i bygningen – til forveksling de mange færøske både, som ses overalt på Færøerne. Dog en del større.

Foruden sejlet, skilte skibet sig også ud fra de øvrige både i havnen – med runde skjolde på begge sider. Naturligvis var vikingeskibets ankomst en del af Jóansøka, der ved sin tilstedeværelse gjorde den kendte sommerfest til noget ganske særligt.

Eirikur lagde da også hurtigt mærke til vikingeskibet ude på fjorden, men hans opfattelse af synet, matchede ikke helt de andres opfattelse af seancen. ”Når man begynder at se vikingeskibe, så skal det bare drikkes væk”, konstaterede han i sin egen lommefilosofi, der blev konfirmeret med en ordentlig dram fra hans ynglingsfugl, lommelærken.

Sluppen
Der lå også et andet skib i havnen i Vágur, et meget gammelt færøsk sejlskib, som havde gennemgået en tiltrængt restaurering.

Sejlskibet, en færøsk slup, med en todelt mast, sejlede nu rundt mellem øerne som en værdig repræsentant for Færøernes skibshistorie på havet. Skibet, gik da også under navnet »Sluppen«, havde på sit sommertogt lagt til kaj i Vágur i anledning af sommerfesten.

Snorri, som igen blev forenet med sin ”fisseflaske”, der med det samme indtog pladsen bag bæltet, lagde straks mærke til »Sluppens« tilstedeværelse, og hvis ikke Joen havde rykket kraftigt i ham, ville han helt sikkert have været forsvundet ombord på det gode gamle sejlskib.

Fortsættes ……

©: Erik Krog
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *